Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Den momsretlige kvalifikation af parkeringsafgifter 
21-02-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 20. februar 2019 meddelt et parkeringsselskab tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 10. september 2018.

Et parkeringsselskab havde i 2011 anmodet skattemyndighederne om tilbagebetaling af moms pålagt parkeringsafgifter. Til støtte for anmodningen om tilbagebetaling af moms henviste parkeringsselskabet til den seneste udvikling i EU-Domstolens momsretlige praksis.

Skat afslog anmodningen om tilbagebetaling, idet der navnlig blev henvist til, at Højesteret i en dom fra 1996 havde fastslået, at parkeringsafgifter var momspligtige. Parkeringsselskabet klagede over afgørelsen til Landsskatteretten, som ved kendelse af 23. december 2014 stadfæstede skattemyndighedernes afgørelse.

Parkeringsselskabet indbragte herefter Landsskatterettens kendelse for domstolene.

Byretten frifandt Skatteministeriet

For byretten fremlagde parkeringsselskabet dokumentation for, at der i Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien ikke blev pålagt moms på parkeringsafgifter. Uanset disse oplysninger fandt byretten ikke anledning til at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

Retten lagde indledningsvist til grund, at selskabet i alle de 13 situationer, hvor der kunne pålægges en parkeringsafgift, da havde parkanten foretaget en parkering og derved opnået en parkeringsydelse.

Under henvisning til Højesterets dom i U 1996.883 H fandt byretten herefter, at parkeringsafgifter fortsat måtte anses for vederlag for en ydelse omfattet af momsloven. Det havde efter byrettens opfattelse ingen betydning, at en arbejdsgruppe under Justitsministeriet i en rapport om bedre forbrugerbeskyttelse på parkeringsområdet havde karakteriseret parkeringsafgifter som en bod, idet dette alene relaterede sig til den aftaleretlige fortolkning og vurdering af parkeringsvilkår.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Ligesom byretten afslog landsretten under forberedelsen, at der skulle forelægges præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

Landsretten lagde indledningsvist til grund, at opkrævning af en parkeringsafgift forudsatte, at parkanten havde foretaget en parkering og således faktisk havde benyttet et areal på parkeringspladsen til sit køretøj i et givet tidsrum, hvorfor der forelå en direkte sammenhæng mellem parkeringen og betalingen af parkeringsafgiften.

Landsretten fandt på den baggrund, at parkeringsafgifterne opkrævedes med hjemmel i et aftalelignende forhold, hvorfor de måtte anses for vederlag for en ydelse omfattet af momsloven, således som Højesteret havde fastslået i U 1996.883 H. Den af parkeringsselskabet påberåbte praksis fra EU-Domstolen samt oplysningerne om den momsretlige kvalifikation af parkeringsafgifter i andre EU-lande kunne efter landsrettens vurdering ikke føre til et andet resultat.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2018-22-0492.

Til top Sidst opdateret: 21-02-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk