Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Beviskravet i sag om erstatning for forsinket diagnosticering og behandling af testikelkræft 
28-03-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 21. marts 2019 meddelt de efterladte til en afdød mand tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 16. november 2018
Manden blev i 1988 behandlet for testikelkræft, og han blev frem til 1993 fulgt til efterkontroller. I januar 2009 opsøgte han sin egen læge på grund af højresidige flankesmerter med udstråling til hoften og lysken. Han havde herefter hyppige konsultationer ved egen læge og var igennem en række forskellige undersøgelser. I 2011 blev han indlagt med lungeemboli (blodprop i lungerne), og i forbindelse med denne scanning fandt man også metastaser fra den tidligere behandlede testikelkræft. Han blev herefter henvist til onkologisk behandling. I august 2012 afgik han ved døden.

Skaden i form af forsinket diagnosticering og behandling af recidiv af tidligere behandlet testikelkræft blev anerkendt som en patientskade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Afdødes efterladte søgte herefter blandt andet om forsørgertabserstatning og overgangsbeløb som følge af den anerkendte patientskade. Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte imidlertid Patientforsikringens afgørelse om, at de efterladte ikke var berettiget hertil, da det med overvejende sandsynlighed ikke var på grund af diagnose- og behandlingsforsinkelsen, at han var afgået ved døden.

Byretten fandt, at de efterladte var berettiget til erstatning

Der var enighed om, at den forsinkede diagnosticering formentlig havde reduceret den nu afdødes prognose for overlevelse. De efterladte skulle bevise, at dødsrisikoen blev forøget med mere end 50 %, og byretten fandt ikke, at de efterladte havde løftet denne bevisbyrde. Byretten anførte imidlertid, at det følger af forarbejderne til § 2 i den ophævede lov om patientforsikring, der svarer til § 20 i den nugældende lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, at der kan anlægges en lempeligere bevisvurdering i de tilfælde, hvor det findes rimeligt. Byretten fandt herefter, at det i nærværende sag var rimeligt at anlægge en lempeligere bevisvurdering, og lagde i den forbindelse vægt på, at det var ubestridt, at der var begået et lægeligt fejlskøn, og at det måtte lægges til grund, at fejlskønnet havde forringet chancen for overlevelse. Byretten lage endvidere vægt på, at det i sager om forsinket diagnose af kræft og efterfølgende dødsfald er særligt vanskeligt at bevise et eksakt fald i en overlevelsesprognose. Retten fandt således, at de efterladte i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at diagnoseforsinkelsen med overvejende sandsynlighed var årsag til dødsfaldet, og retten bestemte herefter, at de efterladte havde ret til erstatning.

Landsretten ændrede byrettens dom

Ankenævnet for Patienterstatningen ankede byrettens dom til landsretten, der blandt andet anførte, at kravene til beviset for årsagssammenhæng kan lempes, hvis der klart er begået en fejl ved behandlingen af patienten, som kan have forårsaget skaden. Landsretten lagde efter Retslægerådets udtalelse i sagen til grund, at den forsinkede diagnosticering ikke kunne anses for en klar fejl, men som et lægeligt fejlskøn, og at der derfor ikke var tilstrækkelige holdepunkter for en lempelse af beviskravene i nærværende situation, hvor der ikke klart var begået fejl. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af beviserne i sagen fandt landsretten det således ikke godtgjort, at det var den forsinkede diagnosticering og behandling, der med overvejende sandsynlighed var årsagen til dødsfaldet. Landsretten frifandt derfor Ankenævnet for Patienterstatningen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2018-22-0629.
Til top Sidst opdateret: 28-03-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk