Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Beregning af søgsmålsfristen i skatteforvaltningsloven 
15-06-2017 

Procesbevillingsnævnet har den 14. juni 2017 meddelt et selskab tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 24. marts 2017.

Selskabet havde i medfør af skatteforvaltningslovens § 21 anmodet Skatterådet om et bindende svar på et spørgsmål om, hvorvidt et erstatningsbeløb var helt eller delvist momsfrit.

Skatterådets afgørelse blev af selskabet indbragt for Landsskatteretten, der ved afgørelse af 18. marts 2015 udtalte, at erstatningsbeløbet ikke var momspligtigt.

Den 24. marts 2015 fremsendte Landsskatteretten af egen drift en korrigeret afgørelse, idet Landsskatteretten havde konstateret, at der i afgørelsen manglede et citat af en bestemmelse i momsloven. Landsskatteretten angav i afgørelsen, at den erstattede afgørelsen af 18. marts 2015, og i følgebrevet var det anført, at fejlen ikke havde betydning for vurderingen af sagen eller dennes resultat. 

Den 23. juni 2015 anlagde Skatteministeriet i medfør af skatteforvaltningslovens § 49 sag mod selskabet med påstand om, at selskabet skulle anerkende, at erstatningsbeløbet var momspligtigt. 

Selskabet påstod sagen afvist under henvisning til, at søgsmålsfristen på 3 måneder i skatteforvaltningslovens § 49 ikke var overholdt, idet selskabet gjorde gældende, at søgsmålsfristen skulle regnes fra den oprindelige afgørelse af 18. marts 2015 og ikke fra den korrigerede afgørelse af 24. marts 2015.

Byretten udskilte herefter spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålsfristen var overholdt til særskilt afgørelse, jf. retsplejelovens § 253. Under delhovedforhandlingen påstod selskabet sagen afvist, hvorimod Skatteministeriet nedlagde påstand om, at sagen skulle antages til realitetsbehandling. 

Byretten antog sagen til realitetsbehandling

Byretten fandt, at Landsskatteretten ved den korrigerede afgørelse af 24. marts 2015 havde truffet en ny afgørelse, som erstattede den tidligere afgørelse af 18. marts 2015, og at afgørelsen af 18. marts 2015 således var uden retsvirkning. Herefter fandt byretten, at søgsmålsfristen skulle regnes fra den 24. marts 2015, hvorfor sagen var anlagt rettidigt. Byretten antog herefter sagen til realitetsbehandling. 

Landsretten stadfæstede med dissens byrettens afgørelse

Byrettens kendelse blev med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 4, indbragt for Østre Landsret.

Landsrettens flertal fandt, at søgsmålsfristen skulle regnes fra den korrigerede afgørelse af 24. marts 2015, idet Landsskatteretten herved havde truffet en ny afgørelse, der erstattede den tidligere. 

Landsrettens mindretal stemte imidlertid for at tage selskabets påstand om afvisning af sagen til følge. Mindretallet fandt, at afgørelsen af 24. marts 2015 ikke var en ny afgørelse, men derimod en berigtigelse af afgørelsen af 18. marts 2015. På denne baggrund fandt mindretallet, at Landsskatteretten havde truffet en endelig administrativ afgørelse i sagen den 18. marts 2015, og at søgsmålsfristen skulle regnes fra denne dato. 

Efter udfaldet af voteringen blev byrettens kendelse stadfæstet.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2017-22-0187.

 

Til top Sidst opdateret: 15-06-2017 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk