Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Afvisning af en straffeankesag 
27-09-2017 

Procesbevillingsnævnet har den 21. september 2017 meddelt en tiltalt udlænding tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 20. juni 2017.
Den tiltalte var i byretten blevet idømt en fængselsstraf samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 4 år for overtrædelse af straffelovens § 232, blufærdighedskrænkelse. Han ankede sagen til landsretten med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. 

Han fraflyttede efterfølgende sin danske folkeregisteradresse og udrejste til sin nationalstat. 

Landsretten fremsendte på et senere tidspunkt en indkaldelse til et retsmøde til den tiltaltes tidligere danske folkeregisteradresse. Efterfølgende foretog landsretten også telefonisk forkyndelse over for den tiltalte, og i den forbindelse fremsendte landsretten en kopi af den tidligere indkaldelse til en mailadresse, som tiltalte havde oplyst. 

Den tiltalte kontaktede efterfølgende telefonisk både sin forsvarer og landsretten, og han forklarede, at han ikke kunne komme til Danmark på tidspunktet for retsmødet, da hans kone var højgravid.

For Procesbevillingsnævnet har anklagemyndigheden oplyst, at anklagemyndigheden af landsretten har fået oplyst, at mailen ikke gik igennem til den mailadresse, som den tiltalte havde oplyst.

Landsretten afviste anken

Tiltalte mødte ikke i landsretten til retsmødet, men forsvareren mødte for landsretten og påstod sagen udsat. Forsvareren gjorde gældende, at der ikke var sket lovlig forkyndelse, da de foretagne forkyndelsesbestræbelser ikke var sket betryggende. 

Anklageren gjorde gældende, at der skulle ske afvisning, da forkyndelsen havde været lovlig. Den tiltalte stod registreret med en adresse i Danmark, ligesom det fremgik af oplysningerne om tiltaltes henvendelser til landsretten og forsvareren, at tiltalte havde været bekendt med tidspunktet for retsmødet. 

Landsretten lagde vægt på oplysningerne om tiltaltes telefoniske henvendelser til landsretten og forsvareren i anledning af det berammede retsmøde, og landsretten fandt det derfor ubetænkeligt at lægge til grund, at den tiltalte havde været bekendt med tidspunktet for retsmødet, og at den tiltalte blandt andet pr. mail havde fået tilsendt indkaldelsen med bilag til retsmødet. Landsretten fandt derfor, at der var sket forkyndelse i medfør af retsplejelovens § 163, stk. 2. 

Samtidig lagde landsretten vægt på, at der tillige var sket forkyndelse af den tiltalte telefonisk, jf. retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 6, jf. § 156 a.

Landsretten fandt herefter, at da den tiltalte trods indkaldelserne alligevel udeblev uden at have fremsendt dokumentation for lovligt forfald, og da anken omfattede bevisbedømmelse, kunne sagen ikke med nytte behandles uden den tiltaltes tilstedeværelse, hvorfor landsretten afviste tiltaltes anke.


Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2017-25-0195

 

Til top Sidst opdateret: 27-09-2017 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk