Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

60 dages fængsel og betinget udvisning af pakistansk statsborger med bandetilknytning 
11-05-2018 

Procesbevillingsnævnet har den 9. maj 2018 meddelt anklagemyndigheden tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 5. marts 2018.
En 31-årig mand med bandetilknytning blev i både byretten og landsretten fundet skyldig i et tilfælde af trussel om vold mod en politibetjent under dennes udførelse af tjenesten, jf. straffelovens § 119, stk. 1. Truslen var blevet fremsat mod politibetjenten i en visitationszone under tilstedeværelse af andre bandemedlemmer. Han blev endvidere fundet skyldig i at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse i en periode på ca. 5 år, jf. udlændingelovens § 59, stk. 2. Den tiltalte var pakistansk statsborger, men var født og opvokset i Danmark. Han var ikke gift og havde ikke etableret egen familie, men havde forældre og søskende her i landet. Han var tidligere straffet adskillige gange for blandt andet voldskriminalitet, og han var også tidligere blevet udvist betinget af Danmark.

Byretten idømte 3 måneders fængsel og udviste den tiltalte betinget

Byretten idømte tiltalte 3 måneders fængsel og en bøde på 12.200 kr. Herudover blev tiltalte udvist betinget med en prøvetid på 2 år. I forhold til spørgsmålet om udvisning fremhævede byretten blandt andet, at tiltalte var født og opvokset i Danmark, hvorfor der skulle foreligge meget tungtvejende grunde for at udvise ham. Efter en samlet bedømmelse fandt byretten, at der uanset den tidligere pådømte kriminalitet ikke var grundlag for at udvise ham ubetinget.

Landsretten nedsatte straffen og tiltrådte den betingede udvisning

Landsretten fandt efter truslens karakter, at fængselsstraffen burde fastsættes til 60 dages fængsel uanset tiltaltes bandetilknytning og den omstændighed, at forholdet var begået i en visitationszone under tilstedeværelse af andre bandemedlemmer. Landsretten inddrog tillige i vurderingen, at tiltalte var tidligere straffet for personfarlig kriminalitet.

I forhold til spørgsmålet om udvisning bemærkede landsretten, at straffelovsovertrædelsen var begået i prøvetiden for en betinget udvisning, og at han derfor skulle udvises, medmindre det med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Landsretten fandt, at der på baggrund af tiltaltes mange tidligere domme og hans personlige forhold, herunder hans stærke tilknytning til en bandegruppering, var grund til at formode, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.

Landsretten fandt imidlertid – uanset alvoren af den nu pådømte og tidligere kriminalitet – efter en samlet helhedsvurdering, herunder tiltaltes meget begrænsede tilknytning til Pakistan, at udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke kunne anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge kriminalitet og sikre den offentlige orden. Da udvisning af tiltalte herefter med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tiltrådte landsretten, at tiltalte alene skulle udvises betinget.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2018-25-0068.
Til top Sidst opdateret: 11-05-2018 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk