Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Behandling af persondata 

I straffesager behandler domstolene oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger). Læs om dine rettigheder og domstolenes behandling af oplysningerne.

I straffesager træffer retten afgørelse i en sag enten ved kendelse eller dom. I den forbindelse behandler domstolene personoplysninger. Behandlingen sker i domstolenes it-systemer til straffesager.

Dine rettigheder

Lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger indeholder en række regler, som giver dig rettigheder i forhold til de personoplysninger, domstolene behandler om dig. Se loven på retsinformation.dk

Du har som udgangspunkt ret til at få bekræftet, om der behandles oplysninger om dig. Det kaldes din ret til indsigt og betyder, at du også har ret til at få adgang til oplysningerne og få meddelelse om:

  • Formål og regler for behandlingen af oplysningerne.
  • Kategorierne af oplysninger, og hvis muligt hvorfra de stammer.
  • Eventuelle modtagere af oplysningerne.
  • Tidsrum eller kriterier for opbevaringen af oplysningerne.
  • Din ret til at anmode retten om berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller begrænsning af brugen af oplysninger om dig.
  • Retten til at indgive klage til tilsynsmyndigheden og kontaktoplysninger for tilsynsmyndigheden.

Din ret til at få indsigt i oplysninger kan udsættes til et senere tidspunkt, begrænses eller helt nægtes, hvis det vurderes, at din ret bør vige for:

  • At undgå, at der lægges hindringer i vejen for officielle eller retlige undersøgelser, efterforskninger eller procedurer
  • At undgå at skade forebyggelsen, afsløringen, efterforskningen eller retsforfølgelsen af strafbare handlinger eller fuldbyrdelsen af strafferetlige sanktioner
  • At beskytte den offentlige sikkerhed
  • At beskytte statens sikkerhed, eller
  • At beskytte dine eller andres rettigheder

Af samme årsager kan der også være tilfælde, hvor det ikke kan oplyses, om der behandles oplysninger om dig.

Du kan endvidere anmode om:

  • At urigtige oplysninger berigtiges
  • At ufuldstændige oplysninger fuldstændiggøres
  • At oplysninger slettes, f.eks. hvis de ikke er behandlet korrekt
  • At behandlingen af oplysninger begrænses, f.eks. hvis du ikke mener, at oplysningerne er rigtige.

Dine rettigheder fremgår navnlig af kapitel 4-7 og kapitel 22 i lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.  

Du har krav på en skriftlig og begrundet afgørelse, hvis der sker udsættelse, begrænsning eller nægtelse af din ret til indsigt i oplysninger, eller hvis du får afslag på anmodning om berigtigelse, sletning eller begrænsning af behandling.  

 

Dataansvarlig

Når domstolene behandler straffesager, er det den enkelte ret, som behandler den konkrete sag, der er dataansvarlig for de personoplysninger, der behandles i forbindelse med sagen.

Find kontaktinfo til retterne.

 

Databeskyttelsesrådgiver

Domstolene er ikke forpligtet til at udpege en databeskyttelsesrådgiver, når domstolene foretager behandling af personoplysninger i deres egenskab af domstole. Det skyldes de særlige forhold, der gælder for domstolene, herunder navnlig at domstolene skal bevare deres uafhængighed som den dømmende magt. Det følger af § 30, stk. 3, i lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.  

Derimod er der udpeget en databeskyttelsesrådgiver for den øvrige behandling af personoplysninger som foretages af domstolene, f.eks. den administrative behandling, herunder behandlingssikkerheden.  

Databeskyttelsesrådgiveren har til opgave at rådgive domstolene om korrekt og sikker behandling af personoplysninger for den øvrige behandling af personoplysninger ved domstolene samt rådgive og overvåge overholdelsen af retshåndhævelsesloven og anden lovgivning om personoplysninger, samt samarbejde med tilsynsmyndigheden.

Du kan læse mere om databeskyttelsesrådgiverens opgaver i kapitel 14 og 15 i lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.  

Du kan kontakte databeskyttelsesrådgiveren på dpo@domstolsstyrelsen.dk.

 

Tilsyn med domstolenes behandling af personoplysninger og klageadgang

Domstolsstyrelsen fører tilsyn med behandling af oplysninger, der foretages for domstolene, når disse handler uden for deres egenskab af domstol. Det betyder, at Domstolsstyrelsen fører tilsyn med retternes administrative arbejde, herunder behandlingssikkerheden.

Den pågældende ret påser derimod selv overholdelsen af behandlingen af personoplysninger i forbindelse med den egentlige sagsbehandling i straffesager, dvs. når retten handler i sin egenskab af domstol.  

Du har ret til at indgive en klage til den relevante tilsynsmyndighed, som er Domstolsstyrelsen. Du har endvidere ret til at lade Domstolsstyrelsen udøve dine rettigheder i forhold til domstolenes afgørelser om undladelse, udsættelse, begrænsning eller nægtelse efter lovens kapitel 4-6.  

Kontaktoplysningerne for tilsynsmyndigheden for domstolenes behandling af personoplysninger på det administrative område, herunder behandlingssikkerheden, er:  

Domstolsstyrelsen

Store Kongensgade 1-3
1264 København K.
Tlf.: 70 10 33 22
E-mail:
post@domstolsstyrelsen.dk

 

Ønsker du at klage over domstolenes behandling af personoplysninger, som sker som et led i deres egenskab af domstol, skal du indgive klagen til den ret, der behandler straffesagen. Find kontaktinfo til retterne.

Til top Sidst opdateret: 15-12-2017 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorEmail: Se alle adresser her