Domstolene i Grønland består fra. 1. januar 2010 af 18 kredsretter, Retten i Grønland samt Grønlands Landsret .
De fleste retssager starter i kredsretterne, som behandler alle civile sager og straffesager. Afgørelser ved kredsretterne træffes af en kredsdommer og to domsmænd. Ingen af dem er jurister.
Efter 1. januar 2010 kan juridisk komplicerede sager blive behandlet af Retten i Grønland som første instans. Retten i Grønland varetager desuden vejledningen og uddannelsen af Grønlands kredsdommere samt juridisk vejledning af kredsretterne.
Fra 1. januar 2010 behandler Grønlands Landsret som anden instans alene appelsager. Landsrettens afgørelser vil med Procesbevillingsnævnets tilladelse kunne indbringes for Højesteret.