En enig domsmandsret har efter 5 dages hovedforhandling i dag ved Retten i Næstved afsagt dom i en sag, hvor en 54-årig kvinde (navneforbud) bl.a. var tiltalt for drabsforsøg ved gentagne gange at have forsøgt at dræbe sin samlever ved på ukendt måde at formå ham til at indtage morfin og diazepan i den hensigt at forgive ham, ligesom hun med en stavlygte slog og med en kniv stak og snittede tiltalte i ansigtet, herunder ved kæben, hvorved samleveren pådrog sig forskellige læsioner.
En enig domsmandsret fandt, at tiltalte under de givne omstændigheder var skyldig i drabsforsøg ved at stikke med kniv mod samleverens ansigt - og under skærpende omstændigheder, fordi domsmandsretten fandt det bevist, at det var tiltalte, der forud for gerningstidspunktet havde foranlediget, at samleveren uden hans viden havde indtaget morfin og diazepam.
Retten lagde i det væsentlige samleverens forklaring til grund. Retten fandt det ikke bevist, at indtagelsen af morfin og diazepam i sig selv var et drabsforsøg. En enig domsmandsret idømte tiltalte 7 års fængsel og tilkendte samleveren erstatning bl.a. for den krænkelse, samleveren havde været udsat for. Ved strafudmålingen fandt retten, at det økonomiske motiv, den forudgående planlægning, og den omstændighed, at samleveren på gerningstidspunktet på tiltaltes foranledning var påvirket af den omtalte medicin, var skærpende omstændigheder.
Domfældte ankede straks dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang.