Hop til indhold
domstol.dk

Retten i Næstved har i dag dømt lange fængselsstraffe for våbenrøveriet mod Antvorskov Kaserne 
02-07-2010 

 

Retten i Næstved har den 2. juli 2010 i en nævningesag efter 10 dages hovedforhandling afsagt dom om røveriet mod Antvorskov Kaserne i januar 2009 af et stort antal våben, herunder 189 skydevåben.

De tre tiltalte blev alle dømt for sammen med en ukendt medgerningsmand at have planlagt og deltaget i røveriet, som var af særlig grov beskaffenhed. De blev endvidere dømt for flere andre forhold, blandt andet for narkotikakriminalitet (T3) og våbenlovsovertrædelser (T1 og T2). En fjerde tiltalt (T4) blev dømt for særligt groft hæleri, fordi han havde opbevaret lidt under halvdelen af de røvede våben, og for narkotikakriminalitet.

Den 28-årige tiltalte T1 fik 9 års fængsel. Den 28-årige T2 fik 8 års fængsel. Den 27-årige T3 fik 9 års fængsel. Den 40-årige T4 fik 4 års fængsel.

T1 og T4 udbad sig betænkningstid med hensyn til anke.

T2 og T3 ankede dommen.

Retten lagde til grund, at T1, der havde været sergent på kasernen, havde udarbejdet en detaljeret drejebog for røveriet med oversigtskort, satellitbilleder og ruter, og selv deltaget i røveriet. T2, som var ven med T1, havde også været med til at planlægge røveriet og deltog i røveriet, ligesom hans garage blev anvendt til opbevaring af våbnene og flugtbilen. T3 fik forelagt planen for røveriet og deltog herefter i udførelsen af røveriet. T4, som var en bekendt af T3, opbevarede nogle af våbnene på sin bopæl, efter at garagen blev tømt.

Ved vurderingen af skyldsspørgsmålet lagde retten vægt på vidneforklaringer fra blandt andre de soldater på kasernen, som blev overmandet og bagbundet af røverne, T3's forklaring, der som den eneste af de tiltalte, havde erkendt røveriet, og tidligere forklaringer afgivet til politiet og i tidligere retsmøder af de tiltalte sammenholdt med fundene af drejebogen og kort m.v. på T1’s computere.

Retten lagde ved straffastsættelsen vedrørende røveriet vægt på, at der var tale om et nøje planlagt og professionelt udført røveri mod et militært anlæg, begået af flere maskerede og bevæbnede gerningsmænd, som overmandede og bagbandt tre vagter, og at der blev røvet en stor mængde våben af særdeles farlig karakter med henblik på videresalg.

Retten lagde endvidere navnlig vægt på for så vidt angår T1, at han havde misbrugt sin viden som sergent på kasernen i forbindelse med planlægning og udførelsen af røveriet, for så vidt angår T2, at han havde en væsentlig rolle i røveriet, blandt andet ved planlægningen og opbevaringen af våbnene, og for så vidt angår T3, at han var dømt adskillige gange for tilsvarende kriminalitet. Retten lagde vedrørende T4 vægt på våbnenes antal og særdeles farlige karakter.

Til top Sidst opdateret: 02-07-2010 
Retten i NæstvedseperatorGardehusarvej 5seperator4700 NæstvedseperatorTelefon: 99685200seperatorFax: 99685201seperatorEmail: naestved@domstol.dk