Hop til indhold

Domsafsigelse i straffesag mod overlæge 
05-01-2010 

Pressemeddelelse

Retten har behandlet en straffesag mod en overlæge. Han var tiltalt for at have tilsidesat sine faglige pligter som bagvagt på fødeafdelingen, fordi han ikke havde tilset en gravid og stærkt overvægtig kvinde, der i september 2007 var blevet indlagt på afdelingen. Kvinden havde svære mavesmerter og blev under indlæggelsen fejlmedicineret med morfin.
Anklagemyndigheden ville have tiltalte idømt en bødestraf.

Tiltalte er ved rettens dom af 5. januar 2010 blevet frifundet.

Retten fandt ved sin afgørelse, at tiltalte havde et selvstændigt ansvar for kvinden, og han havde også haft grund til at tilse hende under indlæggelsen på fødeafdelingen.

Sundhedsstyrelsen havde afgivet en redegørelse og styrelsens særligt sagkyndige på området havde afgivet forklaring. Sammenholdt med det konkrete hændelsesforløb, som retten lagde vægt på, gav disse vurderinger imidlertid ikke et tilstrækkelig sikkert grundlag for at fastslå, at tiltalte havde tilsidesat sine faglige pligter på en så grov måde, at han kunne straffes.

Retten fremhævede, at de almindeligt kendte eller anerkendte retningslinjer for behandling af en patient som den pågældende kvinde ikke var uddybende belyst. Der var heller ikke indhentet en udtalelse fra for eksempel Retslægerådet om de eventuelle lægelige fejl eller fejlskøn, som tiltalte kunne have begået i forbindelse med kvindens indlæggelse.

Kvindens efterladte mand og barn ville have tiltalte dømt til at betale en godtgørelse. På grund af straffesagens udfald behandlede retten ikke denne påstand. Kravet kan fremsættes igen under en eventuel senere civil retssag.

Til top Sidst opdateret:  
Retten i NæstvedseperatorGardehusarvej 5seperator4700 NæstvedseperatorTelefon: 99685200seperatorFax: 99685201seperatorEmail: naestved@domstol.dk