Hop til indhold
domstol.dk

Domsresume - Annonceabonnement ikke opsagt rettidigt 
04-05-2010 

Dom afsagt 22. april 2010

Sag BS 2560/2009

En frisør havde indgået en aftale med et firma om annoncering på internettet for perioden september 2007 til august 2008. Det fremgik af kontrakten, at aftalen løb for et år af gangen, men at aftalen fortsatte efterfølgende, medmindre der blev aftalt ændringer herom. Det fremgik også af kontrakten, at firmaets generelle leveringsbetingelser var gældende. Efter leveringsbetingelserne skulle aftalen opsiges med 3 måneders varsel til udgangen af en annonceperiode. I maj 2008 sendte frisøren et brev til firmaet om opsigelse af abonnementet, hvilket frisøren gentog i en mail i juni 2008.

Firmaet krævede, at frisøren skulle betale for en yderligere annonceperiode fra september 2008 til august 2009, og anførte, at der var indgået en aftale mellem to professionelle parter, at de ikke havde modtaget brevet fra maj 2008, og at aftalen derfor ikke var opsagt rettidigt.

Frisøren anførte, at aftalen kun løb for et år, og at den i øvrigt var opsagt rettidigt. Frisøren anførte videre, at leveringsbetingelserne, der ikke skulle være blevet udleveret ved indgåelsen af aftalen, ikke var aftalt mellem parterne, og frisøren skulle stilles som en forbruger.

Retten mente, at der var indgået en aftale mellem to erhvervsdrivende, og at leveringsbetingelser var gældende mellem parterne. Da frisøren ikke kunne dokumentere, at brevet fra maj 2008 var kommet frem til firmaet, blev frisøren dømt til at betale firmaet 10.681,25 kr. med tillæg af rente.

Frisøren skulle også betale 3.700 kr. til firmaet i omkostninger i sagen, der havde været behandlet efter reglerne om småsager.

 

-------------------------------------------

Dommen er den 25. august 2010 stadfæstet af landsretten med samme begrundelse som byretten.”

 

Til top Sidst opdateret: 13-10-2010 
Retten i NæstvedseperatorGardehusarvej 5seperator4700 NæstvedseperatorTelefon: 99685200seperatorFax: 99685201seperatorEmail: naestved@domstol.dk