Retsmøder
Der er som udgangspunkt fri adgang til alle retsmøder i byretten og mulighed for frit at referere fra retsmødet på en objektiv og loyal måde. Der er i retslokalerne sædvanligvis afsat særlige bordpladser, hvor fra journalister kan følge retsmødet.
Dommeren kan fastsætte begrænsninger for offentlighedens, herunder journalisters ret til at overvære og referere fra retsmøder. Det kan typisk ske efter anmodning fra anklagemyndigheden og/eller forsvareren.
Forinden dommeren beslutter, om offentligheden skal begrænses, har tilstedværende journalister, der er omfattet af medieansvarslovens § 1, dog ret til at udtale sig om spørgsmålet. Dommeren kan kræve at se dokumentation (pressekort o.lign) for, at journalisten er omfattet af medieansvarslovens § 1.
Bestemmelserne om offentlighed og journalisters særrettigheder i retsmøder findes i retsplejelovens kapitel 2.
Sagens parter samt medier, der er omfattet af medieansvarslovens § 1, kan kære byrettens afgørelse til landsretten. Kære af en afgørelse om dørlukning kan dog kun ske, hvis den pågældende medieredaktion har haft en journalist til stede i retsmødet, hvor byretten behandlede spørgsmålet om dørlukning. Kære skal ske inden 14 dage fra rettens afgørelse. Kære sker ved indlevering af et kæreskrift til byretten, der har truffet afgørelsen, der påkæres. Byretten videresender herefter kæreskriftet til landsretten Kæreskriftet skal indeholde massemediets påstand og en begrundelse herfor. Samtidig med indleveringen af kæreskriftet, skal massemediet betale en kæreafgift på 400 kr. Kæreafgiften tilbagebetales, hvis landsretten ændrer byrettens afgørelse i overensstemmelse med massemediets påstand.