Skoleklasser kan besøge retten på samme måde som alle andre. Praktiske hensyn gør dog, at det er en god idé at ringe og aftale et besøg i forvejen.
Domsforhandlinger i borgerlige sager og retsmøder i straffesager er som udgangspunkt offentlige. Enhver kan derfor komme ind og høre på. Dommeren kan nægte adgang for personer under 15 år. Denne aldersgrænse er dog normalt ikke et problem, hvis der er tale om besøg af en skoleklasse, som ledsages i retten af en lærer.
Du kan på hjemmesiden under retslister se, hvilke sager der er berammet i de følgende uger.
Alt i retten foregår mundtligt. Det betyder, at tilhørerne nemt kan følge med i, hvad der foregår.
Pladsen i retssalen er begrænset. Hvis du kommer med en hel skoleklasse eller en anden stor gruppe, bør du derfor af praktiske grunde træffe aftale med rettens kontor på forhånd. Du kan samtidig - også tidligere end vi offentliggør retslister - få at vide, hvornår der bliver behandlet straffesager eller andre sager, som dine elever kan have udbytte af at overvære.
En domsforhandling eller et retsmøde kan blive aflyst med kort varsel. Det er derfor en god idé at ringe samme morgen, som I har planlagt at overvære en retssag, til retten for at høre, om I kan regne med, at sagen "bliver til noget".
Der skal naturligvis være ro i retssalen under sagens behandling, og man bør ikke komme ind i retssalen eller forlade denne uden, at det passer med en pause.
Efter, at I har overværet retssagen, kan der eventuelt blive lejlighed til at tale med dommeren, og I kan stille spørgsmål, så du og eleverne kan få en nærmere uddybning af forskelligt undervejs i den konkrete retssag og eventuelt forklaring om mere generelle forhold.

Elever, der ønsker praktikophold, opfordres til at skrive til Retten i Lyngby, Lyngby Hovedgade 96, 2800 Kgs. Lyngby, efter aftale med skolens studievejleder. Retten har mulighed for at tilbyde praktikplads til to elever om foråret og to elever om efteråret.
Kontaktperson: Martin Nyvang tlf. 99 68 48 53 eller mail-adresse lyngby@domstol.dk