Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Rollespil i retten 
01-05-2014 

Gymnasieelever fra Gefion Gymnasium i Københavns Byret

Gymnasieelever fra Gefion Gymnasium indtog tirsdag eftermiddag den 29. april Københavns Byret for at lære, se og prøve på egen krop, hvad der sker under afviklingen af en retssag. Det skete som led i et undervisningsforløb, der er udviklet i samarbejde mellem Gefion Gymnasium, Københavns Byret og Domstolsstyrelsen.

Der var en god stemning i byretten tirsdag eftermiddag, også selvom dommer Ulrik Stage-Nielsen måtte tage den belærende mine på overfor anklageren, som kort forinden blev ramt af et grineflip og havde svært ved at gennemføre vidneafhøringen. Anklageren måtte nemlig sande, at ordsproget om, at man får svar, som man spørger, også holder i retten. Han fik det rigtige svar, men forventede et andet og det overraskede ham så meget, at latteren ikke var til at holde tilbage.

For dommer Ulrik Stage-Nielsen var det helt naturligt, at benytte den belærende mine. Byretten havde nemlig besøg af 1. N fra Gefion Gymnasium og ’retssagen’ var et rollespil, som eleverne havde indstuderet. Et meget realistisk rollespil, der bygger på en autentisk straffesag og handlede om et voldsforhold begået på et diskotek i Hundested.

Rollespillet er en del af et helt nyt initiativ, hvor tre byretter inviterer indenfor, så eleverne med egne øjne og ører oplever, hvordan retssystemet fungerer. Initiativet kører i øjeblikket som et pilotprojekt, hvor samfundsfaglærerne på tre udvalgte gymnasier underviser i enten ’retssikkerhed og terrorisme’ eller ’retssystemet og kriminalitet’. Danske retssager foregår meget anderledes end retssager i amerikanske tv-serier, og med det nye pilotprojekt får gymnasieeleverne et præcist billede af det danske retssystem.

Ud over rollespillet, overværer gymnasieeleverne forinden en rigtig retssag og de får undervisning i klassen af en dommer. Efter rollespillet i Københavns Byret fik eleverne mange rosende ord med på vejen fra sekretariatschef Stig Nørskov-Jensen, der er tovholder på projektet i Københavns Byret. Han syntes, at eleverne var rigtig gode og håbede blandt andet, at undervisningsforløbet ville inspirere nogle af eleverne til at læse jura. Det er ikke helt usandsynligt. Både ’anklager’ Victor Harre Bonnesen Christoffersen, ’forsvarer’ Amanda Eir, ’tiltalte’ Paul Sebastian Brinch Ottsen og ’dommer’ Frederikke Marie Dam var alle glade for rollespillet og konkluderede, at de havde lært rigtig meget af hele forløbet. Det havde overrasket dem positivt, at der faktisk skal gode argumenter til, før en tiltalt får en straf.

Fakta om pilotprojektet. Domstolsstyrelsen og konsulent Christina Ottesen står for udvikling og projektledelse af undervisningsforløbet, som blandt andet bygger på undervisningsmaterialerne www.kenddinret.dk, der er udviklet af Danmarks Domstole, og Advokatsamfundets ibog ’Ret og rimelighed’.

Pilotprojektet gennemføres i foråret 2014 i samarbejde mellem Retten i Helsingør, Retten i Hillerød og Københavns Byret, Rungsted Gymnasium, Frederiksborg Gymnasium og Gefion Gymnasium. Herefter bliver projektet evalueret af samarbejdspartnerne, og hvis forløbet viser sig at være en succes, er hensigten, at det skal udbredes til endnu flere retter og gymnasier landet over.

Fotos: Kristian Brasen

Til top Sidst opdateret: 01-05-2014 
Københavns ByretseperatorDomhuset, Nytorvseperator1450 København K.seperatorTelefon: 99687000seperatorEmail: kobenhavn@domstol.dk