I medierne har man i de seneste dage givet udtryk for, at dommerne i Københavns Byret har ”dømt” for strengt i de mange sager om varetægtsfængsling i forbindelse med urolighederne på blandt andet Nørrebro.
Det er i den forbindelse vigtigt at påpege, at der ikke i et grundlovsforhør tages stilling til, om den anholdte er skyldig i den forbrydelse som pågældende sigtes for, men alene om der er grundlag for varetægtsfængsling.
Reglerne om varetægtsfængsling indebærer dels, at der skal være begrundet mistanke om, at den anholdte er skyldig i overensstemmelse med sigtelsen, dels at der består en fængslingsgrund, som i disse sager typisk har været, at den anholdte på fri fod kunne befrygtes at begå ny tilsvarende kriminalitet.
Der har i de fleste sager været rejst sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 134 a, som har følgende ordlyd:
§ 134 a. Deltagere i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted straffes, såfremt de har handlet efter aftale eller flere i forening, med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Ifølge retspraksis kan man straffes efter denne bestemmelse, selv om man ikke har kastet sten eller lignende, men alene har blandet sig med uromagerne på en sådan måde, at forstyrrelsen af ro og orden har fået en mere omfattende karakter.
Man risikerer således at blive anholdt og varetægtsfængslet, hvis man som deltager i en demonstration, som udarter til forstyrrelse af den offentlige ro og orden, blander sig med de personer, der kaster sten eller på anden måde skaber uro, i stedet for at søge væk fra det urolige område. Det afgørende er med andre ord, om man har tilsluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere eller om man alene er tilskuer eller tilfældigt forbipasserende.
Ved vurderingen af, om der er en begrundet mistanke om, at man har gjort sig skyldig i sigtelsen, indgår - ud over den anholdtes egen forklaring - de forklaringer fra politifolk eller andre vidner, som anklageren læser op under grundlovsforhøret. Hertil kommer eventuelle videooptagelser eller andre bevismidler, som fremvises i retsmødet.
På dette grundlag, som er helt konkret i den enkelte sag, træffer dommeren afgørelse om varetægtsfængsling. Den konkrete bedømmelse i de omtalte sager har således ført til både fængslinger og løsladelser.
Efter byrettens opfattelse er de afsagte kendelser - herunder fængslingskendelserne - i overensstemmelse med gældende retspraksis, hvilket bestyrkes af, at Østre Landsret har stadfæstet langt de fleste fængslingskendelser.