Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Et realkreditinstitut idømt en bøde på 1.000.000 kr. for overtrædelse af markedsføringsloven 
01-06-2017 

Københavns Byret har i dag idømt et realkreditinstitut en bøde på 1.000.000 kr. for overtrædelse af markedsføringsloven ved i to produktark for fast forrentede realkreditlån, som lå på selskabets hjemmeside, ikke at omtale, at bidragssatsen kunne stige.

Et realkreditinstitut var tiltalt for overtrædelse af markedsføringslovens § 3 ved i perioden 25. juni 2012 til 10. marts 2016, i to produktark for fast forrentede realkreditlån, som lå på selskabets hjemmeside, at have anvendt vildledende eller urigtige angivelse eller udelade væsentlige informationer, samt anvendt en vildledende form eller fremgangsmåde, hvilket var egnet til mærkbart at forvride forbrugerens økonomiske adfærd på markedet.

Realkreditinstituttet havde påstået frifindelse, subsidiært rettens mildeste dom.

Retten har i sin afgørelse skrevet følgende:

Skyldspørgsmålet

Det lægges til grund som ubestridt, at [tiltalte] på sin hjemmeside i tiltaleperioden havde to produktark, som omhandlede karakteristika for fastforrentede lån.

Af produktarkene fremgik blandt andet, at med et fastforrentet lån var ydelsen/prisen kendt i hele lånets løbetid.

På baggrund af bevisførelsen lægges det endvidere til grund, at prisen på et realkreditlån, foruden en række omkostninger i forbindelse med optagelse af lånet, består af en løbende ydelse. Den løbende ydelse sammensætter sig af renter, afdrag og bidrag. Sidstnævnte bidrag kan ændres af realkreditinstituttet i lånets løbetid. Ifølge forklaringen fra direktør [A] forhøjede [tiltalte] således bidragssatserne i 2012, 2013, 2015 og senest i 2016.

Som følge heraf finder retten det godtgjort, at [tiltalte] ved i sine produktark at beskrive ydelsen som kendt i hele lånets løbetid uden at anføre, at ydelsen kunne ændre sig som følge af bidragsstigninger, har vildledt en gennemsnitsforbruger til at tro, at ydelsen ikke kunne ændre sig i lånets løbetid, så længe renten var fast. [Tiltalte] har dermed anvendt urigtige angivelser ved at angive, at ydelsen var kendt i hele lånets løbetid, samt udeladt væsentlige informationer om, at selv om renten var fast, så kunne bidragssatsen ændre sig og dermed den samlede ydelse. [Tiltalte] findes derfor skyldig i overtrædelse af første led af markedsføringslovens § 3, stk. 1.

Det forhold at det på [tiltaltes] hjemmeside ligeledes var muligt at finde en låneguide, hvoraf det fremgik blandt andet, at bidragssatserne kunne hæves, findes ikke at kunne føre til et andet resultat. Retten har navnlig lagt vægt på, at der ikke var en henvisning i produktarkene til låneguiden.

Det forhold at produktarkene var udformet som en kort beskrivelse af karakteristika ved et fast forrentet lån, og at muligheden for ændringer i bidragssatserne var et fælles vilkår for såvel et fast forrentet lån som for et variabelt forrentet lån, findes heller ikke at kunne føre til et andet resultat. Retten har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke fremgik af produktarkene, at der alene var tale om en beskrivelse af de væsentligste egenskaber ved et fast forrentet lån i forhold til et variabelt forrentet lån.

Produktarkene, som lå på [tiltaltes] hjemmeside, var tilgængelig for alle kunder, som ønskede at orientere sig om de forskellige typer af realkreditlån. Produktarkene kunne findes direkte på [tiltaltes] hjemmeside eller via links fra de tilknyttede pengeinstitutters hjemmesider. Produktarkene henvendte sig til kunder, der vægtede sikkerhed høj, og som ønskede at kende den månedlige udgift i hele lånets løbetid. Herefter sammenholdt med de fremlagte klagesager finder retten det godtgjort, at produktarkene var egnet til at få en gennemsnitsforbruger til at kontakte sit pengeinstitut for at høre nærmere om et fastforrentet realkreditlån med en ydelse, der var kendt i hele lånets løbetid. [Tiltalte] findes derfor ligeledes skyldig i overtrædelse af andet led af markedsføringslovens § 3, stk. 1.

På baggrund af bevisførelsen, herunder forklaringen fra direktør [A] og de fremlagte rådgivningsskemaer og standardiseret Europæiske Informationsblade, må det lægges til grund, at forbrugeren efterfølgende blev gjort bekendt med, at bidragssatserne kunne hæves i løbet af lånets løbetid. Da denne rådgivning imidlertid først lå på et senere tidspunkt efter markedsføringen af produktarkene, findes dette forhold ikke at kunne føre til et andet resultat. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at lovovertrædelsen anses for fuldbyrdet allerede ved forbrugerens første henvendelse til pengeinstituttet for at få yderligere rådgivning og låneberegninger. 

Det har endvidere under bevisførelsen været dokumenteret at øvrige store realkreditinstitutter, samt Realkreditrådet anvendte lignende formuleringer i deres markedsføring af fastforrentede realkreditlån. Retten finder ikke, at det forhold at andre i realkreditbranchen anvendte lignende formuleringer kan føre til et andet resultat. 

Retten finder dog ikke, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden for, at [tiltalte] ved at lægge produktarkene på sin hjemmeside har udøvet en aggressiv markedsføring. [Tiltalte] frifindes derfor for overtrædelse af markedsføringslovens § 3, stk. 2.

[Tiltalte] findes derfor skyldig i overensstemmelse med tiltalen for så vidt angår overtrædelse af markedsføringslovens § 3, stk. 1.

Strafudmålingen

På baggrund af bevisførelsen må det lægges til grund, at det ikke har været muligt at opgøre, hvor mange forbrugere der har læst produktarket og herefter henvendt sig til deres pengeinstitut. Det må endvidere lægges til grund på baggrund af forklaringen fra direktør [A], at produktarkene kun blev anvendt i ganske få tilfælde i forbindelse med selve lånerådgivningen i pengeinstitutterne, ligesom at en stor del af de i tiltaleperioden udbetalte lån med fast rente stammede fra låneomlægninger fra eksisterende fast forrentede lån til nye fast forrentede lån med en lavere rente. Endelig har der under bevisførelsen alene været dokumenteret fire klager ud af omkring 200 klager til Forbrugerombudsmanden med relation til produktarkene i tiltaleperioden.

Det har således ikke været muligt at opgøre omfanget af brugen af produktarkene og dermed opgøre den indvundne eller tilsigtede fortjeneste i forbindelse med den ulovlige markedsføring af produktarkene.

Direktør [A] har forklaret, at markedsføringsomkostningerne ved produktarkene har været meget små, idet produktarkene var udarbejdet af egne medarbejdere og alene markedsført på egen hjemmeside.

På denne baggrund og under hensyn til på den ene side, at [tiltalte] er et af de største realkreditinstitutter på det danske marked med en stor andel af de fast forrentede realkreditlån, at produktarkene lå på hjemmesiden i en længere årrække, samt at der forud for tiltaleperioden og i tiltaleperioden fandt bidragsforhøjelser sted uden at det gav anledning til at oplyse om bidragsstigninger i produktarkene og på den anden side at produktarkene blev fulgt op af lånerådgivning, således at det må lægges til grund, at forbrugeren inden underskrift var bekendt med, at bidraget kunne forhøjes, findes bøden passende at kunne fastsættes til 1.000.000 kr., jf. markedsføringslovens § 30, stk. 3 og stk. 6, jf. § 3, stk. 1.

 

Sagen har j.nr. 22015/2016.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefonnummer 20
Til top Sidst opdateret: 01-06-2017 
Københavns ByretseperatorDomhuset, Nytorvseperator1450 København K.seperatorTelefon: 99687000seperatorEmail: kobenhavn@domstol.dk