Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom i sag vedrørende en udlænding, der anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed 
17-04-2019 

Københavns Byret har den 17. april 2019 afsagt dom i en sag, hvor en udlænding anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed og derfor gives afslag på opholdstilladelse i Danmark

Sagen er behandlet efter reglerne i kapitel 7 b i udlændingeloven om domstolsbehandling af visse beslutninger om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed, jf. udlændingelovens § 45 d, stk. 1, jf. § 10, stk. 1, nr. 1. I sagen, der er blevet behandlet af 3 dommere, har retten efter retsplejelovens § 253 alene taget stilling til, om udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed. Højesteret nåede ved en dom af 24. juni 2011 frem til, at udlændingen måtte anses for en fare for statens sikkerhed, og Københavns Byret når i dommen af 17. april 2019 frem til, at udlændingen fortsat anses for en fare for statens sikkerhed.

Af rettens begrundelse og afgørelse fremgår følgende:
 
”Ved sagens indlevering til retten anmodede Justitsministeriet i stævningen om, at sagen på grund af tilstedeværelsen af klassificerede oplysninger som omhandlet i udlændingelovens § 45 b, stk. 2, blev behandlet i en åben og en lukket del efter reglerne i udlændingelovens kapitel 7 b.

Retten har behandlet sagen i en åben og en lukket del i overensstemmelse med reglerne i udlændingelovens kapitel 7 b.

Højesteret fandt ved dommen af 24. juni 2011 ikke grundlag for at tilsidesætte integrationsministerens afgørelse om, at A måtte anses som en fare for statens sikkerhed. Højesteret lagde til grund for afgørelsen, at A var involveret i et internationalt netværk, der bistod med indsættelse af terrorister i Irak, hvilket måtte anses for en fare for den danske stats sikkerhed efter udlændingelovens § 25, nr. 1.

Denne fare vurdering har ikke været omtvistet under nærværende sag.

Det fremgår af materialet, der er fremlagt i sagens åbne del, at A i 2014 – 2015 fortsat havde kontakt til personer, som har givet udtryk for militante islamistiske holdninger. Retten lægger til grund, at A herunder havde kontakt til personer, som rejste til Mellemøsten, og som mistænktes for at de-tage i kamphandlinger for Islamisk Stat, og en af disse personer blev dømt i Libanon for at have deltaget i terroraktiviteter. Det fremgår ligeledes af materialet fra sagens åbne del, at A på sin tele-fon havde ca. 140 forskellige brugernavne til internetprogrammet Paltalk, at han havde link til nyheder fra Det Islamiske Kalifats Stat, og at han lyttede til en chat på internettet med islamistisk indhold.

Uanset at de aktiviteter, som Højesteret lagde til grund for dommen af 24. juni 2011, ligger mere end 10 år tilbage, finder retten efter beskyldningernes alvorlige karakter sammenholdt med As fort-satte kontakt til personer i det islamistiske miljø, at A fortsat udgør en fare for statens sikkerhed. Retten har herved tillige lagt vægt på, at A siden dommen i 2011 efter det oplyste intet har gjort for at rehabilitere sig. Det forhold, at A under sagen har forklaret, at baggrunden for hans kontakt til de omhandlede personer intet havde med terroraktiviteter at gøre, kan ikke føre til en anden bevismæssig vurdering.

Under sagens lukkede del er der ikke fremkommet noget, som afsvækker bevisresultatet.

Under sagens åbne del er fremlagt konkrete oplysninger om navne og telefonnumre vedrørende As kontakter i perioden fra 24. september 2014 til 24. september 2015, ligesom tidspunkter for kontakter og kontaktforsøg er oplyst. A har haft lejlighed til at forklare om kontakterne, og han har været i stand til at svare på spørgsmål om konkrete kontakter. På denne baggrund finder retten, at A har haft reel mulighed for effektivt at varetage sine interesser, også under den lukkede del af sagen, herunder at give konkrete instrukser til den særlige advokat.

Retten finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte justitsministerens afgørelse af 4. oktober 2016 om, at A fortsat må anses som en fare for statens sikkerhed.

Det følger herefter af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 1, at A ikke kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og retten tager derfor Justitsministeriets principale påstand til følge.

Da sagen skal fortsætte med rettens stillingtagen til spørgsmålet om udsendelse, jf. udlændingelovens § 45 d, stk. 1, nr. 4, tager retten på nuværende tidspunkt ikke stilling til spørgsmålet om sagens omkostninger.

Thi kendes for ret:

A gives afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.”
 
For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20 24 21 76.

Til top Sidst opdateret: 17-04-2019 
Københavns ByretseperatorDomhuset, Nytorvseperator1450 København K.seperatorTelefon: 99687000seperatorEmail: kobenhavn@domstol.dk