Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom i sag om omfattende handel med kokain (Snehvide) 
17-05-2016 

En domsmandsret i Københavns Byret har den 17. maj 2016 afsagt dom i en sag om omfattende handel med kokain. Salget foregik ved, at kunder kunne sende en sms til et bestemt telefonnummer, hvorefter kokainen blev bragt ud til deres adresse.
Sagen vedrører fire tiltalte, der er tiltalt for i forskellige perioder fra den 7. juli 2014 til den 3. december 2014 delvist i forening og efter fælles forudgående aftale, forståelse og accept, herunder med en femte person, på adskillige forskellige adresser blandt andet i Københavnsområdet, i talrige tilfælde, til et større antal personer, mod et betydeligt vederlag, at have videreoverdraget større mængder kokain.
 
Tre af de tiltalte blev fundet skyldige i at have virket som kurerer i forskellige perioder og herunder at have medvirket til salg af henholdsvis 364, 1.015 og 1.554 gram kokain. Disse tiltalte blev idømt fængsel i henholdsvis 2 år og 6 måneder, 4 år og 4 år og 9 måneder.
 
Den fjerde tiltalte blev fundet skyldig at have haft en overordnet rolle i hele gerningsperioden og herunder at have medvirket til salg af ikke under ca. 2 kg kokain. Denne tiltalte blev idømt fængsel i 6 år.
 
Der er i det væsentlige tale om, at de tiltalte er blevet fundet skyldige i overensstemmelse med tiltalen. Retten lagde ved strafudmålingen navnlig vægt på den mængde kokain, som den enkelte tiltalte var fundet skyldig i at have medvirket til salget af, at der var tale om organiseret handel begået i forening med flere medgerningsmænd, og på den enkelte tiltaltes rolle.
 
Hos de tiltalte blev endvidere konfiskeret beløb mellem 45.000 kr. og 285.700 kr. som skønnet udbytte.
 
Den anførte femte gerningsmand er tidligere, den 6. januar 2016, under en tilståelsessag idømt fængsel i 5 år i samme sagskompleks.
 
Sagen har i Københavns Byret været behandlet under sagsnummer SS 3-12583/15. For yderligere oplysninger henvises til pressekontaktdommer Jens Stausbøll, tlf. 20 24 21 76.
Til top Sidst opdateret: 17-05-2016 
Københavns ByretseperatorDomhuset, Nytorvseperator1450 København K.seperatorTelefon: 99687000seperatorEmail: kobenhavn@domstol.dk