Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom i sag mellem Sky Radio A/S og Radio- og tv-nævnet 
08-05-2008 

 

Københavns Byret har den 8. maj 2008 afsagt dom om det økonomiske mellemværende mellem Sky Radio A/S og Radio- og tv-nævnet, efter at Sky Radio A/S pr. 15. november 2005 indstillede driften af den femte FM-radiokanal i Danmark.

Ved dommen blev Sky Radio A/S dømt til at betale knap 210 mio. kr. med tillæg af renter til Radio- og tv-nævnet. Radio- og tv-nævnet blev frifundet for et krav fra Sky Radio A/S om betaling af godt 247 mio. kr.

Det var Sky Radio A/S's standpunkt, at grundlaget for udbuddet af radiokanalen var mangelfuldt, og at man som højstbydende på auktionen i 2003 ikke fik det, man var blevet lovet eller kunne forvente, nemlig en næsten landsdækkende radiokanal med en befolkningsmæssig dækning på 78% i kvalitet som Danmarks Radio.

Retten anså det ikke for bevist, at grundlaget for auktionen var mangelfuldt, eller at oplysningen i udbudsmaterialet om en teoretisk befolkningsmæssig dækning på 78% var fejlagtig. Sky Radio A/S var derfor bundet af vilkårene i programtilladelsen, herunder pligten til at betale en årlig koncessionsafgift på 54 mio. kr. i 8 år. I opgørelsen af Radio- og tv-nævnets krav var fratrukket det beløb, der blev opnået efter afholdelsen af en ny auktion over den femte radiokanal i 2006.

Ved bevisbedømmelsen lagde retten blandt andet vægt på, at Sky Radio A/S som følge af den tætte forbindelse til moderselskabet, der i flere år havde drevet kommerciel radiovirksomhed i Holland, måtte anses som en særdeles professionel aktør på markedet for kommerciel radiovirksomhed. Det var derfor en nærliggende mulighed for Sky Radio A/S, såfremt man anså det for at være af afgørende betydning, at søge forholdene omkring dækningsberegning m.v. afklaret ved at stille spørgsmål til udbudsmaterialet inden auktionen. Sky Radio A/S benyttede imidlertid ikke denne mulighed.

Til top Sidst opdateret: 08-05-2008 
Københavns ByretseperatorDomhuset, Nytorvseperator1450 København K.seperatorTelefon: 99687000seperatorEmail: kobenhavn@domstol.dk