Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom i civil sag om gyldighed af afgørelser om indkvartering af asylansøgerpar, hvor den ene part var mindreårig 
01-03-2019 

Københavns Byret har den 1. marts 2019 afsagt dom i en civil sag, der var anlagt af A og B mod Udlændingestyrelsen med påstand om, at to afgørelser af 3. marts 2016 om flyttepåbud er ugyldige, og at Udlændingestyrelsen derfor skal betale en godtgørelse.

Udlændingestyrelsens afgørelser indebar, at A og B, der på daværende tidspunkt var asylansøgere, skulle flytte fra det asylcenter, hvor de var indkvarteret sammen, til to forskellige asylcentre. Afgørelserne var truffet i forlængelse af udlændinge-, integrations-, og boligministerens meddelelse af 10. februar 2016, hvoraf fremgik, at ingen mindreårige asylansøgere måtte indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. A og B indrejste i Danmark den 1. november 2015 og havde siden været indkvarteret sammen. På afgørelsestidspunktet var A 17 år og var gravid.

Det var ubestridt, at der var tale om afgørelser i forvaltningslovens forstand, og at der således som udgangspunkt skulle foretages partshøring. Retten lagde til grund, at der ikke var foretaget partshøring, og fandt videre, at der ikke var grundlag for at undlade partshøring i den konkrete sag.

Ved vurderingen af, om den manglende partshøring konkret var væsentlig i forhold til afgørelserne, bemærkede retten blandt andet, at sagsøgerne ikke havde fået lejlighed til at fremkomme med deres bemærkninger, samt at Udlændingestyrelsen i juli 2016, efter faktisk gennemført partshøring, havde truffet en ændret afgørelse.

Retten bemærkede videre, at det ikke fremgik af begrundelsen for afgørelserne, at der var foretaget en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Udlændingestyrelsen havde imidlertid anført, at der var foretaget en vurdering af, om der forelå helt særlige omstændigheder i sagen. Da det samtidig fremgik af de foreliggende oplysninger blandt andet, at der ikke skete adskillelse af parrene i et antal af de andre sager om adskillelse af asylansøgerpar, der blev afgjort omkring samme tidspunkt, fandt retten, at det trods afgørelsernes ordlyd ikke kunne anses for godtgjort, at styrelsen ikke foretog en sådan konkret vurdering af omstændighederne i den foreliggende sag som anført af styrelsen. Afgørelsernes begrundelse opfyldte herefter ikke forvaltningslovens krav.

Retten bemærkede endelig, at det måtte lægges til grund, at A og B på afgørelsestidspunktet udøvede et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions forstand, og at vurderingen af proportionaliteten af indgrebet i parrets familieliv måtte ske på baggrund af samtlige sagens omstændigheder.

Henset således til, at A og B ikke fik lejlighed til at fremkomme med deres bemærkninger, og at afgørelserne derfor blev truffet på et ikke tilstrækkeligt oplyst grundlag, at det ikke nærmere var angivet, hvilke hovedhensyn der var tillagt vægt ved vurderingen af sagen, at der efter gennemført partshøring skulle foretages en afvejning på grundlag af samtlige sagens omstændigheder, herunder i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at afgørelserne efterfølgende – efter faktisk gennemført partshøring – blev ændret, således at parret igen kunne indkvarteres sammen, fandt retten det ikke godtgjort, at den manglende partshøring ikke havde haft betydning for afgørelserne.

Afgørelserne fandtes derfor at være ugyldige, og retten fastsatte en godtgørelse på 10.000 kr. til hver af sagsøgerne.

For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20242176. Sagsnummer 14976/2018.

Til top Sidst opdateret: 01-03-2019 
Københavns ByretseperatorDomhuset, Nytorvseperator1450 København K.seperatorTelefon: 99687000seperatorEmail: kobenhavn@domstol.dk