Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dømt for våbenbesiddelse men frifundet for drabsforsøg 
18-10-2010 

Københavns Byret har i dag idømt en 24-årig mand 1 år og 3 måneders fængsel for våbenbesiddelse

Dom afsagt den 18. oktober 2010 i nævningesag SS 12578/2010

Kort om tiltalen.

Der var rejst tiltale dels for den 1. oktober 2009 at have tvunget 2 personer til at aflevere bilnøgler, hvorefter den tiltalte sammen med andre med tvang førte de 2 personer til en baggård til Gartnergade 4, København N, hvor de blev udsat for vold og røveri, ligesom den ene af de 2 personer under den efterfølgende flugt fra baggården blev skudt, dels for den 15. oktober 2009 at have været i besiddelse af en pistol af mærket "Glock 19".

Tiltalte nægtede sig skyldig i disse forhold.

Der var tillige rejst tiltale for besiddelse af hash i Vestre Fængsel i forbindelse med varetægtsfængslingen. Disse forhold blev erkendt.

Rettens begrundelse.

Ved rettens kendelse blev tiltalte dømt for våbenbesiddelsen den 15. oktober 2009, idet retten primært lagde vægt på 2 betjentes forklaringer om deres observationer i forbindelse med, at de stod i baggården og hørte tiltalte komme ind i gården og senere så ham smide noget fra sig. Pistolen blev af en politihund fundet umiddelbart efter anholdelsen, og området havde været sikret efter anholdelsen.

Den fundne pistol havde efter de tekniske oplysninger været anvendt ved episoden den 1. oktober 2009. Hverken efter de tekniske beviser eller forklaringer fra de personer, der i mere eller mindre omfang havde overværet eller set episoden, kunne det med sikkerhed fastslås, at tiltalte havde været den person, der skød, eller i øvrigt medvirkede. De 2 personer havde med ringe sikkerhed genkendt tiltalte ved en konfrontation, men havde under hovedforhandlingen med større sikkerhed genkendt tiltalte. Efter en samlet bedømmelse af beviserne var der ikke ført det nødvendige bevis, hvorfor tiltalte blev frifundet for at have deltaget i episoden den 1. oktober 2009.

Ved strafudmålingen lagde retten særligt vægt på, at der var tale om en skarpladt pistol, som tidligere havde været anvendt i banderelateret kriminalitet samt på tiltaltes forstraffe.

Tiltalte har siddet varetægtsfængslet siden 15. oktober 2009. Han blev efter dommen løsladt, idet straffen blev anset for udstået ved varetægtsfængslingen.

Til top Sidst opdateret: 18-10-2010 
Københavns ByretseperatorDomhuset, Nytorvseperator1450 København K.seperatorTelefon: 99687000seperatorEmail: kobenhavn@domstol.dk