Hop til indhold
domstol.dk

Ny retsbygning 
04-06-2010 

Ny retsbygning
 

 

 

Pressemeddelelse 4. juni 2010

Ny bygherre til fire nye retsbygninger

Vinderen af udbuddet vedrørende opførelse af fire nye retsbygninger i Holstebro, Herning, Kolding og Holstebro er fundet.

Slots- og Ejendomsstyrelsen har i dag, fredag den 4. juni 2010, på vegne af Domstolsstyrelsen indgået aftale med entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S om opførelse af fire nye retsbygninger i Holstebro, Herning, Kolding og Holbæk. I tilknytning til den nye retsbygning i Kolding skal der opføres lokaler til brug for Vestre Landsrets bitingsted i Kolding.

Opførelsen af de fire retsbygninger skal gennemføres som et offentligt-privat partnerskab (OPP). Det betyder, at A. Enggaard A/S står for projektering, anlæg/ombygning, drift, vedligeholdelse m.v., mens staten på retternes vegne lejer sig ind i bygningerne. Bygningerne forventes klar til indflytning senest medio 2012.

Formålet med et OPP er blandt andet at sikre en systematisk risikodeling mellem staten og OPP-leverandøren, så risici placeres hos den part, der kan bære dem bedst og billigst. Desuden tænkes drift og vedligehold ind i planlægningen af byggeriet, således at der vælges løsninger og materialer, som er billige at drive og vedligeholde.

Opførelsen af de fire nye retsbygninger sker som led i domstolsreformen, der medførte en række udfordringer på det bygningsmæssige område. Det skyldtes navnlig reduktionen i antallet af byretskredse, hvilket medførte flere ansatte ved den enkelte byret, og behovet for nye typer af lokaler, for eksempel nævningeretssale og lokaler til retsmægling.

Samtlige fire retsbygninger kommer til at indeholde særskilte ventefaciliteter til vidner i straffesager. Hertil kommer, at der af sikkerhedsmæssige årsager etableres fuld zoneinddeling, hvilket blandt andet indebærer, at der er direkte adgang for retternes medarbejdere mellem kontorarealerne og retslokalerne.

Med aftalen sikres der gode og tidssvarende bygningsmæssige løsninger til de fire byretter og Vestre Landsrets bitingsted til gavn for såvel retternes brugere som medarbejdere.

Du kan læse mere om kontraktindgåelsen på Slots- og Ejendomsstyrelsens hjemmeside. Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte administrationschef Ulla Thygesen, Retten i Holstebro, på tlf: 99685400/e-mail:ulth/domstol.dk.

Til top Sidst opdateret:  
Retten i HolstebroseperatorSkivevej 2seperator7500 HolstebroseperatorTelefon: 99685400seperatorFax: 99685401seperatorEmail: holstebro@domstol.dk