Retten fandt, at det ville være i strid med Menneskerettighedskonventionen at dømme faderen til at betale erstatning til sønnen. Det var, fordi hele bevisførelsen i sagen var den samme, som under den tidligere straffesag mod faderen havde ført til en frifindelse af ham.
Retten lagde vægt på, faderen var frifundet for med vilje at have begået seksuelle krænkelser over for sønnen. Det spørgsmål var endelig afgjort af Vestre Landsret ved en dom af 16. december 2009. Derfor kunne retten ikke igen på samme grundlag tage stilling til sønnens påstand om, at faderen med vilje havde begået de seksuelle krænkelser og pålægge faderen at betale erstatning.