Hop til indhold
domstol.dk

Fængselsstraf i børnemishandlings-sag fra Thy. 
02-02-2012 

Retten i Holstebro har den 2. februar 2012 idømt en 39-årig mand fra Thy 1 år og 3 måneders fængsel for vold mod 5 af sine drenge.
 

Den 39-årige var tiltalt for gennem en årrække, at have udsat børnene for vold, i det væsentligste i form af slag med flad hånd i hovedet og på kroppen, knytnæveslag og spark.

Den 39-årige var desuden tiltalt for fareforvoldelse ved at have sendt en af drengene ind i en brændende lade for at hente en motorsav og en dunk benzin.

Retten fandt, at forholdene måtte anses for mishandling efter straffelovens § 245, selv om forholdene isoleret set måtte anses for vold omfattet af den almindelige voldsbestemmelse i straffelovens § 244.

Retten lagde vægt på, at volden er begået over for fem børn over en meget lang periode, der har omfattet en stor del af de ældste børns opvækst, og at volden er begået i hjemmet af børnenes fader og har været uforudsigelig.

Retten fandt desuden, at tiltalte havde overtrådt straffelovens § 252 om fareforvoldelse, ved i april 2008 at have sendt en af drengene, som da var 10 år, ind i en brændende lade for at hente en motorsav og en dunk benzin.

Den 39-årige blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder.

Tiltalte har under sagen nægtet sig skyldig og har anket dommen til landsretten.

 

Til top Sidst opdateret: 02-02-2012 
Retten i HolstebroseperatorStationsvej 58seperator7500 HolstebroseperatorTelefon: 99685400seperatorFax: 99685401seperatorEmail: holstebro@domstol.dk