Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Skyldkendelse i Kundby-sagen 
16-05-2017 

Retten i Holbæk har i dag i en nævningesag fundet en nu 17-årig pige skyldig i forsøg på terrorisme.
Pigen er samtidig fundet skyldig i legemesangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Vedrørende forsøg på terrorisme har samtlige dommere og nævninger fundet den tiltalte i Kundby-sagen skyldig ved at have forsøgt at fremstille en bombe for at udføre et bombeangreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København.

Retten har bl.a. lagt vægt på den nu 17-åriges indkøb af kemikalier i forskellige Matas forretninger sammenholdt med hendes tidligere forklaringer om formålet hermed og på indholdet af håndskrevne sedler. Retten har endvidere lagt vægt på hendes mange søgninger på internettet, herunder om fremstilling af sprængstof og om Carolineskolen, hendes korrespondance om bombeangreb og beskederne til en tidligere elev på Sydskolen samt hendes samtale med en tidligere lærer. Ved vurderingen er det også indgået, at pigens indkøb af kemikalier har en tidsmæssig sammenhæng med hendes internetsøgninger.

Retten har tillige fundet det bevist, at sprængningerne ikke blev gennemført, fordi den nu 17-årige ikke modtog en ordre om angrebet på Sydskolen, og fordi hun forinden angrebet mod Carolineskolen blev anholdt af politiet den 13. januar 2016. Under de foreliggende omstændigheder, hvor hendes hensigt til at foretage bombeangreb var uændret, har det ikke kunnet føre til en anden vurdering, at det ikke var lykkedes hende at fremstille TATP inden festen på Sydskolen den 8. januar 2016.
 
Forsøg på at udføre bombesprængninger mod Sydskolen og Carolineskolen udgør efter rettens vurdering utvivlsomt forsøg på terrorisme, der er omfattet af straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1, og 7, idet sådanne handlinger, der omfatter drab på skoleelever, er egnede til at skræmme befolkningen i alvorlig grad og medføre ødelæggelse og destabilisering af grundlæggende samfundsmæssige strukturer.
 
Selvom den nu 17-åriges opskrift på TATP efter Beredskabsstyrelsens erklæring af 12. februar 2016 var mangelfuld, og de kemikalier, der blev fundet på hendes bopæl, ikke kunne have ført til dannelse af TATP i tilstrækkelige mængder, har retten fundet, at der foreligger et strafbart forsøg på en terrorisme, da det var hendes hensigt at bringe en bombe til sprængning på de to skoler.
 
Vedrørende vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, har pigen uden forbehold erkendt sig skyldig i at have udøvet vold mod en pædagog på den institution, hvor hun var anbragt under sin varetægtsfængsling. Tilståelsen er bestyrket af pædagogens vidneforklaring, af tiltaltes egen forklaring og af de oplysninger, der i øvrigt foreligger, herunder om det anvendte stikvåben og de skader, der blev påført.
 
Læs hele rettens kendelse her. 
 
Der afsiges dom den 18. maj 2017.
Til top Sidst opdateret: 16-05-2017 
Retten i HolbækseperatorDomhusstræde 1seperator4300 HolbækseperatorTelefon: 99686600seperatorEmail: holbaek@domstol.dk