Leverandøren af det digitale tinglysningssystem CSC har meddelt Domstolsstyrelsen, at man ser sig nødsaget til at udskyde leveringen af det digitale tinglysningssystem fra den 25. marts 2008 til begyndelsen af november 2008.
CSC har meddelt, at man først kan være klar til at sætte tinglysnings-systemet i drift for fast ejendom i begyndelsen af november 2008. Bil-, Person- og Andelsboligbogen forventes sat i kraft hurtigst muligt herefter.
Domstolsstyrelsen har gennemgået konsekvenserne af projektets forsinkelse i samarbejde med CSC samt med Finansrådet og Realkreditrådet, som via e-nettet A/S udvikler en digital løsning til banker og realkreditinstitutter, der skal spille tæt sammen med det digitale tinglysningssystem.
Det er Domstolsstyrelsens, CSCs, Finansrådets og Realkreditrådets vurde-ring, at det i lyset af forsinkelserne er nødvendigt at udskyde overgangen til digital tinglysning til begyndelsen af november 2008.
Domstolsstyrelsen er enig med CSC i, at denne udskydelse af projektet vil give alle parter den fornødne tid til at gennemføre projektet, og dermed sikre at den endelige løsning kan varetage den fremtidige tinglysnings-opgave.
Domstolsstyrelsen vil derfor – efter samråd med Finansrådet og Realkredit-rådet – indstille til regeringen, at overgangen til digital tinglysning udsky-des til primo november, og at digital tinglysning i Bil-, Person- og Andels-boligbogen træder i kraft hurtigst muligt herefter.
Den ekstra tid vurderes at være nødvendig for at sikre en betryggende overgang fra den nuværende papirbaserede til den digitale tinglysning, uden at driftssikkerheden og borgernes tillid til tinglysningen sættes på spil.
Det vil også sikre tilstrækkelig tid til test af det digitale tinglysningssystem, herunder gennemprøvning af den systemkommunikation med bl.a. banker og realkreditinstitutter, som er helt afgørende for den digitale tinglysnings samlede effektivitet.
Yderligere information om den reviderede tidsplan for digital tinglysning kan fås ved henvendelse til Domstolsstyrelsens direktør Adam Wolf på 20 24 22 20