Der har i den senere tid i flere medier været rejst kritik af den behandling af sager om frihedsberøvelse af udlændinge, som sker ved Retten i Hillerød. Kritikken har især gået på, at der kun afsættes kort tid til sagerne, at behandlingen fremtræder som overfladisk og samlebåndspræget, at der stort set aldrig ændres i politiets afgørelser, at frihedsberøvelsen af en række udlændinge udstrækkes urimeligt længe, og at der ikke tages hensyn til, at mange af udlændingene er traumatiserede eller på anden måde psykisk sårbare.
Jeg synes, at det er godt, at der sættes kritisk fokus på retssystemets behandling af en gruppe mennesker, som – uanset hvordan man forholder sig til flygtninge- og indvandrerpolitikken her i landet – ofte står i en ganske vanskelig situation. Og hvis behandlingen af sagerne her ved retten giver indtryk af, at vi ikke behandler sagerne grundigt og seriøst, skal kritikken være velkommen.
Vi tager derfor i høj grad kritikken alvorligt, og vi har selvsagt nøje overvejet, om der er forhold i vores behandling af sagerne, som set i lyset af kritikken bør ændres. Jeg vil derfor i det følgende kommentere de rejste kritikpunkter.
Da det i mediedækningen har fremstået noget uklart, hvad rammerne for domstolsprøvelse på området er, vil jeg starte med at slå fast, at det er politiet – og ikke retten – der afgør, om der skal ske frihedsberøvelse af en udlænding, der skal sendes ud af landet. Det er herefter retten, der efterfølgende tager stilling til afgørelsens lovlighed. Retten tager i den forbindelse stilling til, om det har været berettiget, at politiet har ment, at mindre indgribende foranstaltninger – som for eksempel meldepligt hos politiet - ikke var tilstrækkelige. Der skal her foreligge en helt konkret begrundelse. Det er altså ikke sådan, at politiet helt vilkårligt og uden nogen konkret begrundelse kan træffe bestemmelse om frihedsberøvelse.
Vi behandler et meget stort antal sager, hvor vi skal tage stilling til lovligheden af politiets frihedsberøvelse af udlændinge. Der har derfor i praksis udmøntet sig en række typesituationer, hvor der som udgangspunkt anses for at være grundlag for frihedsberøvelse – men også i disse tilfælde bliver der foretaget en konkret vurdering både hos politiet og ved denne efterfølgende domstolsprøvelse.
Det er rigtigt, at vi normalt sætter 15 minutter af til behandlingen af hver enkelt sag. Det gør vi, fordi vi på baggrund af vores erfaring med behandling af et meget stort antal sager ved, at det er tilstrækkeligt i langt de fleste tilfælde. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke anvender den tid, som er nødvendig i de enkelte sager. Nogle sager tager således kortere tid, mens andre tager længere tid. Det sker da også, at en sag tager væsentlig længere tid end 15 minutter – og i de tilfælde bruger vi naturligvis den tid, der er behov for.
Jeg kan godt forstå, at det virker som meget kort tid, og at behandlingen af sagerne set udefra godt kan virke lidt samlebåndsprægede. Det skyldes imidlertid navnlig, at mange af sagerne ligner hinanden ganske meget. Som nævnt vil der ofte være tale om en række typetilfælde, hvor udgangspunktet efter praksis vil være, at der skal ske frihedsberøvelse med henblik på at sikre den pågældendes tilstedeværelse, når udsendelsen kan effektueres.
Jeg vil imidlertid godt understrege, at der i hver enkelt sag foretages en grundig efterprøvelse af, om den afgørelse, politiet har truffet, kan anses for lovlig, herunder om man kunne og burde have nøjedes med mindre indgribende foranstaltninger. Der er her grund til at fremhæve, at et meget stort antal af disse sager har været indbragt for de overordnede retter.
Og for at bruge et udtryk, som er anvendt om vores afgørelser, så kan jeg ikke huske en afgørelse fra Retten i Hillerød på området, som er blevet ændret af de overordnede retter. Det sker i hvert fald overordentlig sjældent, og det skyldes naturligvis, at vi træffer vores afgørelser inden for de rammer, som er udstukket af de overordnede retter – og når vi kun sjældent kender politiets afgørelser ulovlige, er grunden præcis den samme. Politiet er selvsagt i sin virksomhed forpligtet til at følge den praksis, som udstikkes af domstolene, og det er bestemt vores indtryk, at politiet i sin behandling af disse sager lægger stor vægt på at følge den fastlagte praksis. Sådan bør det naturligvis også være i et retssamfund som vores.
Det er også rigtigt, at en række udlændinge har været frihedsberøvet i ganske lang tid. Det vil typisk være tilfældet, hvis udlændingen ikke selv vil medvirke til udsendelsen, og der samtidig er problemer med at få hjemlandet til at medvirke. Jeg kan sagtens forstå, at en meget langvarig frihedsberøvelse for mange kan virke urimelig og ude af proportioner over for personer, som ikke er dømt for noget strafbart. Vi skal imidlertid følge de regler, der er fastsat på området, og som reglerne er, gælder der ikke nogen tidsgrænse for, hvor længe en udlænding i den situation kan være frihedsberøvet.
Højesteret har i nogle sager taget stilling til spørgsmålet og har ud fra nogle overordnede, ulovbestemte principper fastslået, at der i situationer, hvor en udlænding har været frihedsberøvet i en meget lang periode - typisk over et år - og hvor der ikke er en reel udsigt til, at han eller hun vil kunne udsendes inden for en nærmere fremtid, ikke længere bør ske frihedsberøvelse af den pågældende. Denne praksis følger vi naturligvis i vores behandling af sagerne. De tilfælde, som har været omtalt i medierne, har efter min vurdering ikke været i nærheden af denne grænse.
Den prøvelse, vi som domstol foretager i sagerne, er som nævnt at afgøre, om frihedsprøvelsen er lovlig. Det er derimod ikke et led i prøvelse at tage stilling til, under hvilke omstændigheder frihedsberøvelsen skal ske. Vi tager således ikke stilling til, hvor de pågældende i givet fald skal opholde sig. Det er politiets ansvar at sikre, at for eksempel psykisk syge personer, der skal være frihedsberøvede, bliver anbragt på steder, hvor der i nødvendigt omfang kan tages hensyn til deres lidelser. Det er ikke i sig selv ulovligt at frihedsberøve psykisk syge personer.
Vi er naturligvis helt på det rene med, at en lang række af de personer, som frihedsberøves efter de omhandlede regler, er sårbare – for nu at bruge et udtryk, som har været anvendt i medieomtalen. Det er imidlertid i sidste ende en politisk afgørelse, i hvilken udstrækning sådanne personer skal være frihedsberøvede i tiden, indtil de kan sendes ud af landet. Der er ikke i de gældende regler fastsat nogen begrænsning i frihedsberøvelsen af særligt ”sårbare” personer.
Som nævnt tager vi kritikken meget alvorligt, og det går os faktisk på, at der stilles spørgsmål ved den grundighed, seriøsitet og omhu, vi lægger stor vægt på også i behandlingen af disse sager. Så meget mere beklageligt er det, at kritikken har en meget generel karakter og i vid udstrækning bygger på manglende kendskab til reglerne og den praksis, der knytter sig hertil. Det hænger formentlig også sammen med, at kritikken i virkeligheden nok så meget går på selve regelgrundlaget. Da det jo hører under lovgivers område, synes vi ikke, at det er helt rimeligt, at kritikken bliver rettet mod os. Det mener vi er at rette bager for smed.
Men vi vil under alle omstændigheder gerne kigges efter i sømmene. Jeg vil derfor godt invitere alle de mediefolk, som er interesserede, til Hillerød, hvor de ved selvsyn kan få et indtryk af vores behandling af de pågældende sager. Vi vil også gerne orientere om sagsbehandlingen og de regler og den praksis, vi skal følge. Det første kan gøres til enhver tid. Det andet kræver af praktiske grunde en forhåndsaftale, men vi stiller os som sagt gerne til rådighed, så vi kan gøres vores til at forebygge misforståelser.
Bjarne Bjørnskov Jensen
Byretspræsident
Retten i Hillerød
tlf. 47 33 87 01