Hop til indhold
domstol.dk

Fogedretten skal bruge oplysninger om CPR-nr. eller CVR-nr. og ejendomsoplysninger 
27-08-2009 

Fogedretten skal bruge oplysninger om CPR-nr. eller CVR-nr. og ejendomsoplysninger fra den 20. august 2009
 

Den 20. august 2009 ophørte den papirbaserede tinglysning som led i forberedelsen af, at Tinglysningen i Danmark fra den 8. september 2009 bliver digital og centraliseret ved Tinglysningsretten i Hobro. Fogedretternes sagsbehandlingssystem bliver i samme forbindelse indrettet således, at der samtidig med foretagelsen af et udlæg i fast ejendom sker tinglysning i det elektroniske tinglysningssystem.

Tidligere skulle kreditor bestille en udlægsattest hos fogedretten efter udlægsforretningen og selv henvende sig til det lokale tinglysningskontor for at få tinglyst udlægget, men med digitaliseringen af tinglysningen bliver udlægsattester overflødige, og det er fremover fogedretten, der står for tinglysningen, herunder også de udlæg i fast ejendom, som måtte blive foretaget i overgangsfasen den 20. august 2009 til den 8. september 2009.

Ordningen gælder ikke pantebrevsudlæg. Den vil på længere sigt også komme til at omfatte udlæg i løsøre eller i andelsboliger, som dog fortsat skal tinglyses af kreditor på grundlag af en udlægsattest.

 CPR- eller CVR-nummer og ejendomsoplysninger er nødvendige

For at fogedretten kan foretage og samtidig tinglyse udlæg i fast ejendom, kræves det, at retten har kendskab til CPR- eller CVR-nummer på både kreditor og skyldner samt oplysning om adresse eller matrikelnummer på den ejendom, som udlægget angår. Hvis kreditor eller skyldner er et selskab, skal CVR-nummer anvendes, mens det ved personligt ejede virksomheder er ejerens CPR-nummer, der skal oplyses. Fremover bør du derfor oplyse CPR- eller CVR-nummer på både kreditor og skyldner samt ejendomsoplysningerne allerede i rekvisitionen. Hvis fogedretten ikke får oplysningerne senest under fogedmødet, vil det ikke være muligt at imødekomme en anmodning om udlæg i fast ejendom.

Arrest og tvangsauktion

Fogedretten skal desuden fremover tinglyse arrest på fast ejendom, hvilket også kræver oplysning om kreditor og skyldners CPR- eller CVR-nummer samt ejendomsoplysninger. Endelig skal fogedretten notere tvangsauktionssalg på ejendommen.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til den ny fremgangsmåde, er du velkommen til at kontakte fogedretschef Trine Nørhede eller afdelingsleder Dorthe Nyberg Hansen.

Med venlig hilsen

Fogedretten i Hillerød

Til top Sidst opdateret: 27-08-2009 
Retten i HillerødseperatorSøndre Jernbanevej 18 Bseperator3400 HillerødseperatorTelefon: 47338700seperatorFax: 47338780seperatorEmail: hillerod@domstol.dk