Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Kendelse i udleveringssag 
05-11-2010 

Retten i Hillerød har den 1. november 2010 afsagt kendelse i en sag om udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning i Indien.

Rettens afgørelse og begrundelse er gengivet herunder.

RETTENS AFGØRELSE

Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010 om udlevering af NN til strafforfølgning i Indien godkendes ikke.

Statskassen skal betale sagens omkostninger.

 

RETTENS BEGRUNDELSE

Om tidligere truffet endelig afgørelse

På baggrund af Justitsministeriets brev af 19. oktober 2010 og de øvrige dokumenter i tilknytning hertil lægges det til grund, at der fra de danske myndigheder i tidsrummet mellem den 19. april og den 14. maj 2002 blev givet meddelelse/underretning til de indiske myndigheder om, at NN ikke kunne udleveres til strafforfølgning i Indien. Dette var i overensstemmelse med de dagældende udleveringslove, hvorefter danske statsborgere ikke kunne udleveres til strafforfølgning til lande uden for Norden. Det nærmere indhold af de danske myndigheders meddelelse/underretning er ikke dokumenteret.

Retten lægger til grund, at der på daværende tidspunkt ikke forelå en udleveringsbegæring fra den indiske myndigheder. Det kan derfor ikke lægges til grund, at der i forbindelse med meddelelsen/underretningen er truffet en endelig bindende afgørelse, som er til hinder for, at Justitsministeriet efter de senere ændringer af udleveringsloven, herunder lov nr. 378 af 6. juni 2002, har kunnet træffe afgørelse om udlevering af NN.

Om ligebehandling og sagens oplysning

I brev af 16. september 1999 til Den Indiske Ambassade i Danmark meddelte Justitsministeriet, at de danske myndigheder ville kunne medvirke til politimæssig efterforskning i forhold til to andre danske statsborgere, som var involveret i sagen, hvis de indiske myndigheder bl.a.

1) frafaldt at begære de pågældende udleveret fra Danmark eller andre lande, og

2) ville begære eventuel ønsket strafforfølgning af de pågældende overført til

Danmark.

Det indiske Central Bureau Of Investigation (CBI) tiltrådte i brev af 22. marts 2000 disse betingelser.

I brev af 19. november 2001 fra Den Indiske Ambassade til Justitsministeriet anmodede de indiske myndigheder om, at de danske myndigheder undersøgte, hvorvidt strafforfølgning i sagen mod de to andre involverede danske statsborgere, kunne overtages af de danske myndigheder.

Ifølge Justitsministeriets brev af 19. april 2002 til Udenrigsministeriet blev denne anmodning "... sendt til Politidirektøren i København med henblik på overvejelse af, hvorvidt der efter dansk ret er grundlag for at overtage retsforfølgningen."

Ifølge de for retten foreliggende oplysninger er der herefter intet strafforfølgningsmæssigt foretaget i forhold de to andre involverede danske statsborgere.

Retten lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at de to andre involverede danske statsborgere har haft en væsentlig mindre betydende rolle i forbindelse med de handlinger, som NN nu begæres udleveret til strafforfølgning for.

Retten finder på denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger ikke grundlag for at antage, at Justitsministeriet ved sagsbehandlingen har varetaget usaglige hensyn eller behandlet NN i strid med et almindeligt gældende lighedsprincip.

Om dobbelt strafbarhed og strafferammekravet

Justitsministeriets beslutning om udleveringen af NN til strafforfølgning i Indien er truffet i henhold til § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, i lov om udlevering af lovovertrædere (lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005 med senere ændringer), og hele bestemmelsen er sålydende:

"§ 2. Justitsministeriet kan på grundlag af en overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte, at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat,

1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udleveret, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, eller

2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Stk. 2. Gælder der i forhold til en stat uden for Den Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor."

Den første danske udleveringslov (lov nr. 27 af 3. februar 1960) omhandlede alene udlevering til Finland, Island, Norge og Sverige.

Den første lov, der omhandlede udlevering af lovovertrædere til lande uden for Norden, er lov nr. 249 af 9. juni 1967, som trådte i kraft den 1. juli 1967. I henhold til lovens § 2 kunne danske statsborgere ikke udleveres, og der var indsat følgende bestemmelse om udlevering:

"§ 3. Udlevering kan kun ske, såfremt en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.

..."

Af bemærkningerne til lovforslaget fremsat den 28. februar 1967 fremgår blandt andet følgende:

"...

Til § 3.

Til stk. 1. I stk. 1, der omfatter såvel udlevering til strafforfølgning som udlevering til fuldbyrdelse af en straffedom, opstilles i 1. pkt. den begrænsning for udlevering, at lovovertrædelsen skal svare til en handling, for hvilken der efter dansk ret er mulighed for idømmelse af højere straf en fængsel i 1 år.

For sådanne lovovertrædelser har Danmark ved ratifikationen af den europæiske udleveringskonvention påtaget sig forpligtelse til at tillade udlevering, ...

...

Da det i forhold til nært beliggende lande vil kunne være hensigtsmæssigt og ubetænkeligt, at udlevering kan ske også for handlinger, som efter dansk ret kan medføre en kortere frihedsstraf end angivet i 1. pkt., foreslås der i 2. pkt. optaget en bemyndigelse til indgåelse af overenskomster herom.

..."

Bestemmelsen i § 3 i loven var herefter uændret indtil vedtagelsen af lov nr. 417 af 10. juni 1997 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen), hvoraf blandt andet fremgår:

"1. § 3, stk. 1, affattes således:

> Udlevering til en medlemsstat i den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf 6 måneder. Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.<"

Af bemærkningerne til lovforslaget fremsat den 3. april 1997 fremgår blandt andet:

"...

2.3. Justitsministeriets overvejelser

Artikel 2 i EU-udleveringskonventionen indebærer, at udlevering fra Danmark skal tillades, hvis lovovertrædelsen i den medlemsstat, der har fremsat begæring om udlevering, kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år og efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det er derfor nødvendigt at ændre udleveringslovens § 3, der i dag stiller krav om, at lovovertrædelsen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Det foreslås på den baggrund, at udleveringslovens § 3 ændres, således at der kan ske udlevering til en medlemsstat, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Som nævnt indebærer § 3, stk. 1, i den nugældende udleveringslov bl.a., at udlevering som udgangspunkt kun kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. For sådanne lovovertrædelser har Danmark ved ratifikationen af 1957-konventionen påtaget sig en pligt til at tillade udlevering. Denne konventionsmæssige forpligtelse gælder dog kun, såfremt lovovertrædelsen efter lovgivningen i det land, der har fremsat anmodning om udlevering, kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år. Denne yderligere begrænsning fandtes det ikke nødvendigt at medtage i den nugældende udleveringslov, jf. Folketingstidende 1966-67, Tillæg A, sp. 2543.

Også efter artikel 2, stk. 1, i EU-udleveringskonventionen gælder alene en folkeretlig forpligtelse til at tillade udlevering for lovovertrædelser, der efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år. Denne begrænsning af den folkeretlige pligt til at udlevere findes det fortsat ikke nødvendigt at medtage i selve lovteksten.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til udleveringslovens § 3, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 1.

...

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

...

Til § 1

Til nr. 1

Ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås en ændret affattelse af udleveringslovens § 3, stk. 1. Forslaget indebærer, at der kan ske udlevering til en medlemsstat i den Europæiske Union, hvis en handling (eller undladelse), der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. ...

Kravet om frihedsstraf i mindst 6 måneder gælder kun ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union. ... Ved udlevering til andre ikke-nordiske stater uden for Den Europæiske Union, gælder fortsat, at lovovertrædelsen normalt skal svare til en handling, der efter dansk ret kan medføre fængsel i 1 år, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 1.

..."

Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af blandt andet udleveringsloven, blev det hidtidige forbud mod udlevering af danske statsborgere i lovens § 2 ophævet, ligesom lovens hidtidige § 3, stk. 1, blev ophævet, og der indsattes følgende nye bestemmelser i udleveringsloven:

"§ 5. ...

1. § 2 affattes således:

>§ 2. Udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske,

1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 6 måneder, eller

2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Stk. 2. Justitsministeriet kan på grundlag af en overenskomst med en anden stat fastsætte, at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat, hvis handlingen, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, og betingelserne i stk. 1, i øvrigt er opfyldt.

Stk. 3. Gælder der i forhold til en anden stat ikke en af de i stk. 2 nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til strafforforfølgning, hvis betingelserne i stk. 2, jf. stk. 1, er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen i øvrigt taler derfor.<

2. Efter § 2 indsættes:

>§ 2 a. Udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse , for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 6 måneder. Udlevering af en udlænding til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.<"

Af bemærkningerne herom til lovforslaget fremsat den 13. december 2001 fremgår blandt andet:

"...4. Udlevering

...

4.4. Justitsministeriets overvejelser

...

Som disse begivenheder [terrorangrebene mod USA den 11. september 2001] til fulde har illustreret, bliver samfundets problemer i øget omfang internationale og globale, og kriminaliteten bliver i stigende grad grænseoverskridende og organiseret. Dette gælder også andre former for kriminalitet end terrorvirksomhed. Kriminalitetsbekæmpelsen og retsforfølgningen må derfor også være grænseoverskridende.

Når man hidtil har nægtet at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet bortset fra de nordiske lande har det været ud fra en betragtning om, at danske statsborgere, som mistænkes for strafbare handlinger, og som pågribes her i landet, bør have krav på at blive stillet for en dansk domstol med de retssikkerhedsgarantier, der er knyttet hertil. Der er således efter straffeloven vide muligheder for at strafforfølge danske statsborgere for lovovertrædelser begået i udlandet, forudsat forholdet er strafbart både efter dansk ret og efter lovgivningen i det land, hvor overtrædelsen er begået (kravet om dobbelt strafbarhed).

Det må imidlertid erkendes, at der vil kunne forekomme sager ikke mindst om terrorvirksomhed eller anden grov international kriminalitet hvor det kan være forbundet med store og eventuelt uoverstigelige vanskeligheder under en straffesag i Danmark at føre bevis for lov-overtrædelser begået i udlandet, når vidnerne eller beviserne ikke befinder sig i Danmark.

Dette taler for, at straffesagen som udgangspunkt gennemføres i det land, hvor lovovertrædelsen er begået, eller hvor det i øvrigt af hensyn til bevisførelsen er mest hensigtsmæssigt. Det må også indgå i overvejelserne, at det ikke kan udelukkes, at en opretholdelse af forbudet mod at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet vil kunne indebære, at en mistænkt dansk statsborgere ikke kan straffes eventuelt for meget alvorlig kriminalitet fordi det i praksis ikke er muligt at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark.

Justitsministeriet vurderer på denne baggrund, at den eksisterende ordning, hvor danske statsborgere kan udleveres til de øvrige nordiske lande, ... bør udvides til i en revideret form at omfatte udlevering også til andre stater, særligt andre EU-medlemsstater, i de tilfælde, hvor hensynet til at beskytte danske statsborgere mod udlevering bør vige for den almindelige interesse i, at lovovertrædelser pådømmes. ...

...

Justitsministeriet foreslår derfor, at udlevering af danske statsborgere bør kunne ske til strafforfølgning i andre EU-lande, hvor der er tale om grove lovovertrædelser, der kan medføre højere straf end fængsel i 4 år, eller hvor der er tale om, at den danske statsborger, der ønskes udleveret, har en tilknytning til den anmodende stat i form af bopæl i de sidste 2 år forud for den strafbare handling. Dette svarer til kravene for udlevering af danske statsborgere til de øvrige nordiske lande, jf. § 2 i den nordiske udleveringslov. I sager om udlevering af en dansk statsborger, der har haft bopæl i den EU-medlemsstat, der anmoder om udlevering, bør det dog efter Justitsministeriets opfattelse desuden være en betingelse, at handlingen efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det svarer til det krav, der er opstillet i den nugældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, 1. pkt., om udlevering til et andet EU-land af personer, der ikke har dansk statsborgerskab.

...

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at der også bør skabes hjemmel til at udlevere danske statsborgere til lande uden for EU (og Norden).

Det foreslås derfor, at justitsministeren på grundlag af en gensidig overenskomst med et andet land om udlevering af egne statsborgere kan fastsætte, at udlevering af danske statsborgere kan ske til den anden stat. Det foreslås dog, at handlingen, der anmodes om udlevering for, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, og at betingelserne for udlevering til andre EU-lande, jf. ovenfor, i øvrigt er opfyldt. Kriminalitetskravet svarer til det kriminalitetskrav, der foreslås for udlevering til andre stater end EU-medlemsstater af personer, der ikke er danske statsborgere, jf. forslagets § 5, nr. 2. For disse personer er kravet i den nugældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, 2. pkt., at handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år, hvis udlevering skal kunne ske.

Hjemlen til at fastsætte disse regler indebærer, at gennemførelse af sådanne gensidige overenskomster i dansk ret ikke kræver ændringer af udleveringsloven, og hjemlen giver forudsætningsvis regeringen bemyndigelse til at godkende og ratificere sådanne ændringer. Det forudsættes imidlertid, at Justitsministeriet orienterer Folketingets Retsudvalg, inden Danmark indgår en aftale med et land uden for EU (og Norden) om gensidig udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning.

Endvidere foreslås det, at justitsministeren i en konkret sag, hvor anmodning om udlevering af en dansk statsborger kommer fra en stat, der ikke er medlem af EU, og som Danmark ikke har indgået en gensidig overenskomst med om udlevering egne statsborgere, kan beslutte, at den pågældende skal udleveres, hvis betingelserne for udlevering til andre EU-lande er opfyldt samt kravet om, at handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, jf. ovenfor, og særlige hensyn til retshåndhævelsen i øvrigt taler derfor. Ved vurderingen af, om en dansk statsborger skal udleveres i denne situation, bør der således i modsætning til, hvad der efter forslaget kommer til at gælde for udlevering til andre EU-lande eller lande, som der er indgået gensidig overenskomst med foretages en konkret vurdering af mulighederne for og det hensigtsmæssige i at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark frem for at udlevere den pågældende til strafforfølgning i udlandet.

Det skal fremhæves, at der vil være adgang til at nægte udlevering af danske statsborgere, hvis der er fare for forfølgelse f.eks. på grund af den pågældendes politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold, eller hvis udleveringen er uforenelig med humanitære hensyn. Desuden må udlevering kun ske på vilkår af, at dødsstraf ikke fuldbyrdes for den pågældende handling, jf. herom pkt. 4.1.2.2. ovenfor.

...

I forlængelse af disse ændringer foreslås enkelte, i det væsentlige redaktionelle, yderligere ændringer af udleveringsloven og den nordiske udleveringslov.

En enkelt ændring skal dog fremhæves i det følgende.

Efter den gældende bestemmelse i udleveringsloven § 3, stk. 1, 2. pkt., (der efter de foreslåede redaktionelle ændringer bliver til § 2 a, 2. pkt.) kan udlevering af en person uden dansk statsborgerskab kun ske, hvis lovovertrædelsen kan straffes med højere straf end fængsel i 1 år.

Den europæiske udleveringskonvention fra 1957 omfatter ifølge artikel 2, stk. 1, lovovertrædelser, der kan medføre frihedsstraf i en længstetid af mindst ét år eller strengere straf. Danmark har i overensstemmelse med konventionen taget forbehold over for denne bestemmelse, således at forpligtelsen til udlevering begrænses til lovovertrædelser, der efter dansk ret kan medføre strengere straf end fængsel i 1 år. Det fremgår ikke umiddelbart af forarbejderne til udleveringsloven, hvorfor Danmark har taget dette forbehold.

Efter at kriminalitetskravet i forhold til de andre EU-lande er nedsat til 6 måneders fængsel eller derover, jf. ovenfor pkt. 4.1.2.2., er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke længere grundlag for i forhold til de øvrige europæiske lande at opretholde et forbehold over for 1957-konventionens generelle kriminalitetskrav på 1 års fængsel eller derover.

Det foreslås derfor, at udleveringslovens § 3, stk. 1, 2. pkt., (der efter de foreslåede redaktionelle ændringer bliver til § 2 a, 2. pkt.) affattes i overensstemmelse med 1957-konventionens artikel 2, stk. 1, og at det danske forbehold over for denne bestemmelse tilbagekaldes.

...

Til § 5

Udleveringsloven

Til nr. 1 (udleveringslovens § 2)

Efter den gældende bestemmelse kan en dansk statsborger ikke udleveres hverken til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.

Forslaget indebærer, at det bliver muligt i visse situationer at udlevere en dansk statsborger til strafforfølgning (men ikke straffuldbyrdelse) i udlandet, hvis den pågældende er sigtet eller tiltalt for at have begået en alvorlig forbrydelse, eller hvis den pågældende har en mere begrænset tilknytning til Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2 (udleveringslovens § 2 a)

Som konsekvens af den foreslåede adgang til at udlevere danske statsborgere, jf. forslagets § 5, nr. 1, foreslås den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, om udlevering af personer uden dansk statsborgerskab, af systematiske grunde udskilt til en selvstændig bestemmelse i § 2 a, idet de nugældende bestemmelser i udleveringslovens § 3, stk. 2-5, efter forslaget bliver fællesbestemmelser for udlevering af danske statsborgere (§ 2) og andre (§ 2 a).

Den foreslåede formulering af § 2 a er delvist en konsekvensændring af indsættelsen af en hjemmel til at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet. Den foreslåede ændring skal tydeliggøre, at § 2 a omfatter udlevering af personer, der ikke er danske statsborgere (jf. tilføjelsen af ordene »af en udlænding«), mens § 2 som affattet ved denne lov, omhandler udlevering af personer, der er danske statsborgere. Der er ikke med denne ændring tilsigtet nogen ændring af reglens anvendelsesområde.

Med udtrykket »udlænding« forstås således personer, der (udelukkende) har et andet statsborgerskab end dansk, eller som er statsløse. Personer, som både har dansk og udenlandsk statsborgerskab (dobbelt statsborgerskab), omfattes af den foreslåede § 2 om udlevering af danske statsborgere.

Endvidere fastsættes kriminalitetskravet i 2. pkt., således at ordlyden bringes i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i den europæiske udleveringskonvention fra 1957. Det er herefter en betingelse for, at udlevering af en udlænding fra Danmark til en stat uden EU kan tillades, hvis den strafbare handling efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år (og ikke som hidtil handlinger, der kan medføre højere straf end fængsel i 1 år).

Til nr. 3 og 5 (udleveringslovens § 3)

Der er tale om en konsekvensændringer som følge af den foreslåede adgang til at udlevere danske statsborgere og udskillelsen af den hidtidige bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, til en selvstændig bestemmelse i § 2 a om udlevering af udlændinge, jf. forslagets § 5, nr. 1 og 2.

..."

Ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere m.m. (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.) blev blandt andet § 2 og § 2 affattet således:

"§ 2. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte, at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat,

1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, eller
2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Stk. 2. Gælder der i forhold til en stat uden for Den Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor.

§ 2 a. Udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske Union kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med en pågældende stat."

Af bemærkningerne til lovforslaget fremsat den 26. februar 2003 fremgår blandt andet:

"4. Justitsministeriets overvejelser

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. indeholder en række betingelser for udlevering og procedurer for behandlingen af udleveringsanmodninger, som væsentligt adskiller sig fra de betingelser og procedurer, der i dag gælder for udlevering til andre stater, herunder EU-medlemsstater. Som følge heraf foreslår Justitsministeriet, at der indføres en ny systematik i udleveringsloven, således at loven bl.a. opdeles i et kapitel om betingelser for udlevering til stater uden for EU (kapitel 2), et kapitel om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater (kapitel 2 a), et kapitel om behandlingen af sager om udlevering til stater uden for EU (kapitel 3) samt et kapitel om behandlingen af sager om udlevering til EU-medlemsstater (kapitel 3 a). Lovens 4. kapitel om andre bestemmelser vil fortsat gælde for alle sager om udlevering, medmindre andet følger af de enkelte bestemmelser.

...

4.1.2. Lovovertrædelsens beskaffenhed

Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 1, kan arrestordren udstedes med henblik på straffuldbyrdelse, hvis den, som arrestordren vedrører, er idømt fængsel mv. af mindst 4 måneders varighed i den medlemsstat, der har udstedt arrestordren. Der kan ske udlevering til strafforfølgning, hvis arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der i den pågældende medlemsstat kan straffes med fængsel i mindst 12 måneder i den medlemsstat, der har udstedt arrestordren.

Der kan endvidere ske udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse uanset kravet om dobbelt strafbarhed, såfremt arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der er omfattet af de i artikel 2, stk. 2, særligt opregnede handlinger (den såkaldte positivliste), og handlingen i den anmodende medlemsstat kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst 3 år.

Rammeafgørelsens artikel 2 om anvendelsesområdet for den europæiske arrestordre indebærer, at det er nødvendigt at ændre de gældende betingelser i udleveringslovens § 2, stk. 1, (danske statsborgere) og § 2 a (udlændinge) for udlevering fra Danmark til en anden EU-medlemsstat.

...

4.1.2.1. Dobbelt strafbarhed (lovovertrædelser inden for eller uden for positiv-listen)

Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, og artikel 4, stk. 1, kan der som udgangspunkt stilles krav om, at den handling, for hvilken den europæiske arrestordre er udstedt, ligeledes er strafbar i den anmodede medlemsstat. Dette indebærer, at det som udgangspunkt kan stilles som betingelse for udlevering til en anden EU-medlemsstat, at en handling svarende til den handling, for hvilken der søges udlevering, er strafbar efter dansk ret.

Kravet om dobbelt strafbarhed har længe været et grundlæggende princip i dansk strafferet. Efter Justitsministeriet opfattelse bør lovforslaget udformes således, at muligheden for at stille krav om dobbelt strafbarhed udnyttes. Lovforslaget indeholder derfor i § 10 a, stk. 2 og 3, bestemmelser, hvorefter det er en betingelse for udlevering for handlinger uden for positiv-listen, at en handling, der svarer til den, der søges udlevering for, ligeledes er strafbar efter dansk ret.

Med hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed, som ifølge lovforslaget skal gælde for handlinger, der ikke er omfattet af positiv-listen, fremgår det af rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, at dette skal administreres fleksibelt, således at kravet anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i arrestordren, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i den anmodede medlemsstat. Dette indebærer, at det vil være tilstrækkeligt, for at kravet om dobbelt strafbarhed må anses for opfyldt, at sigtelsen, tiltalen eller dommen uanset den retlige beskrivelse vedrører en handling, som ligeledes efter dansk ret ville være strafbar, hvis handlingen havde fundet sted her i landet.

Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, er det imidlertid ikke muligt at stille krav om dobbelt strafbarhed, såfremt arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der er omfattet af de i artikel 2, stk. 2, særligt opregnede handlinger den såkaldte positiv-liste hvis disse handlinger i den anmodende medlemsstat kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst 3 år.

...

4.1.2.2. Udlevering af danske statsborgere

Rammeafgørelsen sondrer med hensyn til medlemsstaternes forpligtelse til at foretage udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre som udgangspunkt ikke mellem udlevering af egne statsborgere og udlændinge. Rammeafgørelsen indebærer således, at der som udgangspunkt ikke vil kunne opstilles forskellige betingelser for udlevering af danske statsborgere og udlændinge.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 a sondrer derfor ikke til forskel for de gældende bestemmelser i udleveringslovens § 2 og § 2 a mellem egne statsborgere og udlændinge.

...

Til nr. 3 (§ 2)

Den ændrede affattelse af udleveringslovens § 2 er en konsekvens af, at bestemmelserne om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater samles i et nyt kapitel 2 a. Bestemmelsen i § 2 indeholder herefter alene betingelserne for, hvornår danske statsborgere kan udleveres til lande uden for EU (og Norden). Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i forhold til de gældende betingelser for udlevering af danske statsborgere til disse lande.

..."

Efter de fremkomne oplysninger og NNs forklaring var han aktiv initiativtager til og deltog i nedkastningen af våbenforsendelsen den 17.-18. december 1995. NN har herunder forklaret, at han under forløbet fik en fornemmelse af, at forsendelsen kunne indeholde andet end blot håndvåben (AK-47 maskinpistoler) og ammunition til disse, idet forsendelsen af hensyn til troværdigheden af det anvendte "end user-certifikat" skulle fremstå anderledes.

Efter NNs forklaring var formålet med våbennedkastningen bevæbning af 3 x 75 mænd i et privat vagtværn til beskyttelse af Ananda Marga-tilknyttede områder, landsbyer og projekter i West Bengal delstaten mod illegitime overgreb fra regeringstilknyttede grupper og regeringstilhængere.

Disse handlinger, som har ført til sigtelserne efter den indiske straffelov, var ikke i sig selv strafbare i Danmark på gerningstidspunktet.

Retten tiltræder på det foreliggende grundlag Justitsministeriets opfattelse af, at handlinger svarende til disse, hvis de var begået i Danmark, ville kunne have været henført under den dagældende bestemmelse i straffelovens § 114, stk. 1, og at handlingerne i dag ville kunne henføres under straffelovens § 114, stk. 1, nr. 6. og/eller § 114, stk. 2, eller eventuelt § 114 f.

Strafferammen i den dagældende § 114, stk. 1, var fængsel indtil 6 år, og dette giver derfor ikke anledning til yderligere bemærkninger.

Retten tiltræder ligeledes, at handlingerne, som har ført til sigtelserne for overtrædelse af den indiske lovgivning om våben, eksplosivstoffer og eksplosive substanser, hvis handlinger svarende hertil var begået i Danmark, var og er strafbare efter lov om våben og eksplosivstoffer, jf. nu tillige straffelovens § 192a.

På tidspunktet for de foretagne handlinger var strafferammen i den danske lovgivning om våben og eksplosivstoffer fængsel indtil 2 år, mens strafferammen i straffelovens § 192 a i dag er fængsel indtil 6 år.

Retten tiltræder af de af Justitsministeriet anførte grunde, at det er strafferammerne for de tilsvarende handlinger på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om udlevering, som kan anvendes. Strafferammekravet i udleveringslovens § 2, stk. 1, nr. 2, for så vidt angår de rejste sigtelser for overtrædelse af den indiske lovgivning om våben, eksplosivstoffer og eksplosive substanser, er derfor også opfyldt.

Retten bemærker i denne forbindelse, at en beslutning om udlevering til strafforfølgning ikke i sig selv indebærer en stillingtagen til et strafferetligt skyldsspørgsmål og ikke i sig selv er en strafferetlig sanktion, jf. herved også EMRK artikel 7.

Det ses ikke i udleveringslovens forarbejder at være forudsat, at begrebet anvendt i lovens nugældende § 2, stk. 1, nr. 2; "handlingen" er forskelligt fra begrebet anvendt i § 2, stk. 1, nr. 1; "en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering", og at det således er et krav ved udlevering i henhold til stk. 1, nr. 2, at den konkrete handling i sig selv kan straffes i Danmark.

Det bemærkes i denne forbindelse, at begrebet "handlingen" tillige alene anvendes i denne form i lovens § 2 a om udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske Union.

En traditionel sproglig fortolkning af hele bestemmelsen i § 2, stk. 1, medfører ligeledes, at anvendelsen af den bestemte form "handlingen" efter anvendelsen af den ubestemte form "en handling" refererer til det samme grundlag.

På denne baggrund, og da retten i øvrigt ikke finder grundlag for at anvende en indskrænkende fortolkning af bestemmelsen i relation til, om kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt, har Justitsministeriet haft hjemmel til at træffe afgørelse om udlevering af NN i medfør af udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2

Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at en udenlandsk efterretningstjeneste forud for våbennedkastningen var bekendt med, at der blev foretaget forberedelseshandlinger i form af våbenindkøb m.v., omend de nærmere detaljer om det konkrete kendskab henstår uvist. Endvidere fremgår det, at PET i efteråret 1995 blev gjort bekendt med i hvert fald en af de danske statsborgeres mulige involvering i en våbenhandel.

Uanset dette forhold, og uanset NNs opfattelse af, at der må have været en vis medvirken fra indiske myndigheders side, særligt i relation til et "open window", tiltræder retten af de af Justitsministeriet anførte grunde, at særlige hensyn til retshåndhævelsen taler for at tage anmodningen om udlevering til følge, jf. udleveringslovens § 2, stk. 2, in fine.

Om politisk forbrydelse og terrorbombekonventionen

Ved lov nr. 280 af 25. april 2001 om ændring af blandt andet udleveringsloven, blev der i den dagældende § 5, som var sålydende:

"§ 5. Udlevering for en politisk lovovertrædelse kan ikke finde sted.

Stk. 2. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme."

indsat følgende:

"Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder endvidere ikke anvendelse, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger."

Af bemærkningerne til lovforslaget fremsat den 6. december 2000 fremgår blandt andet følgende:

"...

Til § 4 Lov om udlevering af lovovertrædere

Til nr. 1 (§ 5, stk. 4)

Efter udleveringslovens § 5, stk. 3, finder forbudet mod at nægte udlevering for politiske lovovertrædelser mv., jf. § 5, stk. 1 og 2, ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention til bekæmpelse af terrorisme, dvs. grove forbrydelser, der retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring af og sabotage mod luftfartøjer, grove forbrydelser mod diplomater mv., bortførelse, gidseltagning mv. og anvendelse af bomber, granater, raketter mv., der rummer fare for personer.

Ved lovforslagets § 4 indsættes en ny bestemmelse i udleveringslovens § 5, stk. 4, der indebærer, at forbudet ifølge § 5, stk. 1 og 2, heller ikke finder anvendelse, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, jf. herved pkt. 4.1. og 4.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger. I modsætning til den gældende undtagelse i § 5, stk. 3, er den nye bestemmelse ikke begrænset til udlevering til andre EU-stater. Den gælder udlevering i forhold til alle stater, der har ratificeret FN-konventionen, jf. herved lovforslagets § 12, stk. 2.

Om en overtrædelse er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, afhænger af en konkret vurdering. Den berørte person kan efter omstændighederne kræve en beslutning om udlevering for en handling, som anses for omfattet af de nævnte bestemmelser, indbragt for domstolene, så udlevering først kan finde sted, når beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. udleveringslovens §§ 16 og 17.

Den nye bestemmelse indebærer, at udlevering ikke kan nægtes, når nægtelsen udelukkende begrundes med, at den forbrydelse, som udlevering angår, er en politisk forbrydelse mv. At den pågældende tilhører en frihedsbevægelse eller lignende, som man fra dansk side sympatiserer med, kan derfor som udgangspunkt ikke begrunde, at udlevering nægtes.

Udlevering kan dog efter omstændighederne fortsat nægtes med henvisning til andre bestemmelser i udleveringsloven, f.eks. § 6, hvorefter udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod den berørte persons liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Det vil også være muligt at afslå udlevering, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn, jf. udleveringslovens § 7.

Endelig kan udlevering fortsat kun ske på vilkår, at dødsstraf ikke fuldbyrdes for den pågældende handling, jf. udleveringslovens § 10, nr. 3.

Efter flere ændringer af udleveringsloven er § 5 i dag sålydende:

"§ 5. Udlevering for en politisk lovovertrædelse kan ikke finde sted.

Stk. 2. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, når handlingen er omfattet af

...

3) artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger,

..."

Af FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger (International konvention til bekæmpelse af terrorbombninger (New York, 15. december 1997)) artikel 1 og 2 fremgår følgende:

"Artikel 1

I denne konvention anvendes følgende udtryk med den angivne betydning:

1. »Stats- eller regeringsfacilitet« omfatter ethvert permanent eller midlertidigt anlæg eller transportmiddel, der anvendes eller er optaget af statsrepræsentanter, medlemmer af regering, lovgivningsmagt eller retsvæsen eller af embedsmænd eller medarbejdere ansat af en stat eller en anden offentlig myndighed eller enhed eller af medarbejdere eller embedsmænd ansat ved en mellemstatslig organisation i forbindelse med deres tjenstlige hverv.

2. »Infrastrukturfacilitet« betyder ethvert offentligt eller privat ejet anlæg, der giver eller fordeler ydelser til gavn for offentligheden, såsom vand, kloakering, energi, brændsel eller kommunikation.

3. »Sprængstof eller anden dødbringende anordning« betyder:

a)
Et eksplosivt eller brandstiftende våben eller anordning, der er beregnet til eller i stand til at forårsage død, alvorlig personskade eller væsentlig materiel skade; eller
b)
Et våben eller en anordning, der er beregnet til eller i stand til at forårsage død, alvorlig personskade eller væsentlig materiel skade ved frigivelse eller spredning af eller påvirkning med giftige kemikalier, biologiske midler eller toksiner eller lignende stoffer eller stråling eller radioaktivt materiale.

4. »En stats militærstyrker« betyder en stats væbnede styrker, der er organiseret, uddannet og udstyret i henhold til dens egen lovgivning med nationalt forsvar eller sikkerhed som det primære formål, samt personer, der fungerer som støtte for disse væbnede styrker, og som er under deres formelle kommando, styring og ansvar.

5. »Offentlige steder« betyder de dele af bygninger, jord, gader, vandveje eller andre steder, der er tilgængelige eller åbne for offentligheden, enten permanent, periodisk eller fra tid til anden, og omfatter alle steder til brug for handel, forretninger, kultur, uddannelse, underholdning, fritid samt regeringsbygninger, historiske steder, steder til dyrkelse af religion og andre lignende steder, der i den forbindelse er tilgængelige eller åbne for offentligheden.

6. »Offentligt transportsystem« betyder alle offentligt og privat ejede anlæg, transportmidler og hjælpemidler, der anvendes i forbindelse med eller med henblik på offentligt tilgængelige tjenester til befordring af personer eller last.

Artikel 2

1. En person begår en forbrydelse i denne konventions forstand, hvis den pågældende ulovligt og forsætligt leverer, anbringer, affyrer eller detonerer en eksplosiv eller anden dødbringende anordning i eller på, ind i eller mod et offentligt sted, en stats- eller regeringsfacilitet, et offentligt transportsystem eller en infrastrukturfacilitet:

a)
med forsæt til at forårsage død eller alvorlig personskade; eller
b)
med forsæt til at forårsage omfattende ødelæggelse af stedet, faciliteten eller systemet, hvis ødelæggelsen medfører eller sandsynligvis vil medføre et større økonomisk tab.

2. En person begår ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende forsøger at begå en forbrydelse som anført i stk. 1.

3. En person begår ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende:

a)
medvirker til en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 2; eller
b)
organiserer eller pålægger andre at begå en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 2; eller
c)
på anden måde medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår en eller flere forbrydelser som anført i stk. 1 eller 2. Denne medvirken skal være forsætlig og skal enten foretages i den hensigt at fremme gruppens generelle kriminelle virksomhed eller formål eller foretages med viden om, at gruppen har til hensigt at begå den eller de pågældende forbrydelser."

Henset til omfanget og karakteren af de nedkastede våben, og uanset det af NN hævdede formål med våbenleverancen, findes handlingen med rette omfattet af terrorbombekonventionens artikel 2, jf. artikel 1

Det er i denne forbindelse uden betydning, at FN's terrorbombekonvention først er vedtaget, og at undtagelsesbestemmelsen i udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 3, først er indsat i loven efter, at handlingerne blev foretaget. Der er herved lagt vægt på, at en beslutning om udlevering til strafforfølgning ikke i sig selv indebærer stillingtagen til et strafferetligt skyldsspørgsmål og ikke i sig selv er en strafferetlig sanktion, jf. herved også EMRK artikel 7.

Uanset om NNs handling anses for politisk motiveret, er dette efter udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 3, således ikke til hinder for udlevering til strafforfølgning i Indien.

Om forældelse

Retten tiltræder af de af Justitsministeriets anførte grunde, at forældelsesfristen er 10 år fra den strafbare virksomheds ophør, jf. udleveringslovens § 9, jf. straffelovens § 94, jf. § 93.

Anklageskrift (Charge-sheet) i sagen mod NN (benævnt KK) blev indleveret til den indiske domstol den 20. marts 1996.

Den 7. maj 1998 traf Københavns Byret i anledning af en editionsbegæring fra Københavns Politi afgørelse om, at Jyske Bank skulle forevise eller udlevere kontoudtog m.m. vedrørende konti registeret i navnet KK.

Den 23. december 2002 begærede de indiske myndigheder NN udleveret til strafforfølgning.

Den 28. februar 2003 blev der af Københavns Byret beskikket en forsvarer for NN.

Under disse omstændigheder finder retten, at der er foretaget retsskridt, hvorefter NN er gjort "bekendt med sigtelsen", og at anklagemyndigheden har anmodet om "rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen", jf. straffelovens § 94, stk. 5, således at forældelsesfristen blev afbrudt.

Uanset det langvarige sagsforløb i Justitsministeriet fra december 2003 til april 2010, finder retten ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at sagen de facto har været sat i bero, eller at forfølgningen har været standset på ubestemt tid, jf. straffelovens § 94, stk. 6.

Strafansvaret er derfor ikke forældet, jf. udleveringslovens § 9.

Om humanitære forhold og EMRK artikel 8

Uanset sagens langvarige forløb og NNs nuværende personlige og familiemæssige forhold, tiltræder retten af de af Justitsministeriet anførte grunde, at udlevering til strafforfølgning i Indien ikke vil være uforenelig med humanitære hensyn efter udleveringslovens § 7 eller i strid med EMRK artikel 8.

Om betydningen af de diplomatiske garantier mv.

Udleveringslovens § 6 er sålydende:

"§ 6. Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Stk. 2. Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf."

Der er ikke mellem Danmark og Indien indgået overenskomst om udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning.

Justitsministeriet har derfor som betingelse for udlevering af NN til strafforfølgning opstillet i alt 8 vilkår, jf. herved blandt andet udleveringslovens § 10. Det indiske udenrigsministerium har ved tre breve bekræftet, at disse vilkår vil blive overholdt fra indisk side.

Retten finder, at indholdet i de opstillede vilkår til en vis grad mangler tilstrækkelig præcision og detaljeringsgrad særligt med hensyn til kravene til de forhold, under hvilke NN må forventes at blive frihedsberøvet i Indien.

Retten lægger efter det oplyste til grund, at administration og drift af fængselsvæsen og lokalt politi i Indien er et delstatsanliggende, og at der i Indien ikke eksisterer et system eller organ, som har mulighed for at føre et af de indiske myndigheder uafhængigt tilsyn med fængselsvæsen og politi.

Der er således ikke mulighed for, at uafhængige kvalificerede personer effektivt kan overvåge (monitorere) overholdelsen af de opstillede vilkår.

Der er i de foreliggende oplysninger om menneskerettighedssituationen i Indien beskrevet og dokumenteret ganske betydelige problemer med overgreb og menneskerettighedskrænkelser på delstatsniveau, herunder i Vest Bengalen. På grundlag af det foreliggende materiale findes det ubetænkeligt at lægge til grund, at der i Indien på delstatsniveau er betydelige vanskeligheder med at opfylde og efterleve internationalt anerkendte standarder og retssikkerheds-garantier i forbindelse med tilbageholdelse og fængsling af mistænkte personer.

Retten finder derfor, at det uanset det indiske udenrigsministeriums bekræftelse herpå, må anses for overvejende betænkeligt at lægge til grund, at den indiske centralregering effektivt og på en fuldt ud betryggende måde vil kunne sikre, at samtlige opstillede vilkår for udleveringen i enhver henseende vil blive overholdt af de lokale delstatsmyndigheder, som vil få ansvaret for fængsling af NN efter udlevering.

Der må i denne forbindelse også lægges vægt på indholdet og den særdeles alvorlige karakter af de sigtelser, som de indiske myndigheder har rejst mod NN.

Efter en samlet vurdering finder retten derfor tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der er en sådan konkret og reel risiko for, at NN, hvis han udleveres til strafforfølgning i Indien, vil blive udsat for forhold og behandling i strid med udleveringslovens § 6, stk. 2.

Betingelserne for udlevering af NN til strafforfølgning i Indien er derfor ikke opfyldt. Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010 kan derfor ikke godkendes.

Til top Sidst opdateret: 05-11-2010 
Retten i HillerødseperatorSøndre Jernbanevej 18 Bseperator3400 HillerødseperatorTelefon: 47338700seperatorEmail: hillerod@domstol.dk