En 23-årig mand var tiltalt for 3 forhold: Indbrud i en villa, at have 9 gram amfetamin i sin besiddelse for at sælge det og at have solgt 100 gram amfetamin til forskellige personer i Hundested.
Under retssagen tilstod den tiltalte indbruddet og at have været i besiddelse af 9 gram amfetamin, men tiltalte nægtede salg af 100 gram amfetamin, selv om han tidligere havde forklaret noget andet til politiet. Domsmandsretten frifandt tiltalte for salg af 100 gram amfetamin, da der ikke var tilstrækkelig bevis herfor.
Tiltalte blev straffet med 3 måneders fængsel for indbruddet og for at være i besiddelse – til dels med henblik på salg – af 9 gram amfetamin. Straffen blev så høj, fordi der var tale om amfetamin, og fordi der var tale om et indbrud. Retten bestemte dog, at tiltalte ikke skulle afsone straffen på betingelse af, at han ikke begår ny kriminalitet i 2 år og går i behandling for misbrug. Retten lagde blandt andet vægt på, at forbrydelserne blev begået for 2-3 år siden, og at tiltalte var i gang med en uddannelse.
Retten i Hillerøds dom den 4. februar 2011 i sag SS 8-1944/2010.