Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Frifindelse for drabsforsøg i Frederiksværk. Dom for grov vold, trusler og ulovlig våbenbesiddelse mv. 
10-03-2017 

En 42-årig mand fra Hundested er blevet frifundet for drabsforsøg, men idømt 3½ års fængsel for blandt andet grov vold, trusler og ulovlig våbenbesiddelse.

Den 5. februar 2016 skød en 42-årig mand med et oversavet jagtgevær hul i hoveddøren på et hus i Frederiksværk, hvor hans eks-kæreste boede. Han trængte ind i huset for at finde hende. Da hun ikke var til stede, truede han husets ejer med jagtgeværet, idet han flere gange pressede det mod mandens bryst og forlangte at få at vide, hvor hun var. Det fremgik af en telefonaflytning af mandens samtale med sin moster kort tid efter episoden, at han på hendes spørgsmål svarede, at han ville have slået eks-kæresten ihjel, hvis hun havde været til stede.

Manden blev tiltalt for drabsforsøg, ulovlig indtrængning, ulovlig våbenbesiddelse, trusler samt vold mod ejeren af huset. Manden nægtede sig skyldig i drabsforsøg, trusler og vold, men erkendte ulovlig indtrængning, hærværk og ulovlig våbenbesiddelse.

Nævningetinget fandt det ikke med tilstrækkelig sikkerhed bevist, at manden havde til hensigt at slå kvinden ihjel. Han blev derfor frifundet for forsøg på manddrab. Han blev dog fundet skyldig i ulovlig indtrængning, besiddelse og anvendelse af et ulovligt oversavet jagtgevær med tilhørende ammunition på offentligt sted, samt for vold og trusler mod ejeren af ejendommen.

Nævningetinget lagde vedrørende drabsforsøget vægt på, at manden holdt meget af kvinden, at han flere gange forsøgte at få hende til at flytte tilbage til ham, og at han tidligere flere gange havde udøvet vold mod hende og truet hende, herunder med samme jagtgevær, uden at han ved disse lejligheder skød mod hende. Hans forklaring om, at han tog hen til huset for at få kvinden i tale og om muligt få hende til at flytte tilbage, og at han ikke havde til hensigt at slå hende ihjel, støttedes til dels af to vidner. Retten fandt ikke, at tiltaltes udtalelser i telefonen til mosteren om, at han ville have slået kvinden ihjel, hvis hun havde været til stede, kunne tillægges afgørende betydning, når der blev taget hensyn til den sindstilstand, tiltalte var i under telefonsamtalen.

Manden blev i øvrigt fundet skyldig i 15 forhold, herunder for grov vold, trusler, hærværk og æreskrænkelser mod kvinden.

Alle forholdene udsprang af manden og kvindens forhold.

Nævningetinget fastsatte straffen til 3½ års fængsel og lagde herved særlig vægt på grovheden af forholdet begået på ejendommen i Frederiksværk, hvor manden trængte ind i huset ved at skyde hul i hoveddøren samt truede ejeren med et oversavet jagtgevær, at der derudover var begået yderligere et forhold med trusler med et oversavet jagtgevær samt flere alvorlige voldstilfælde.

Tiltalte overvejer, om dommen skal ankes.

Retten i Hillerøds dom af den 10. marts 2017 i sag SS 9-3529/2016.
Til top Sidst opdateret: 10-03-2017 
Retten i HillerødseperatorSøndre Jernbanevej 18 Bseperator3400 HillerødseperatorTelefon: 47338700seperatorEmail: hillerod@domstol.dk