Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Enægget tvilling dømt for indbrud på baggrund af DNA-spor 
18-02-2015 

En 35-årig mand fra Hvidovre er idømt fængsel i 3 måneder, hvoraf 2 måneder blev gjort betinget med vilkår om blandt andet behandling mod narkotikamisbrug, for et indbrud i en villa i Allerød.

Efter et indbrud i en villa i Allerød fandt politiet DNA-spor på en juice-karton og en t-shirt, som lå i villaen.

En 35-årig mand blev tiltalt for at have begået indbruddet, men han nægtede at have gjort det.

På baggrund af en erklæring fra Retsmedicinsk Institut kunne det lægges til grund, at DNA-profilen stammede fra den tiltalte mand eller hans enæggede tvillingebror med mere end 1 million gange større sandsynlighed end en tilfældig anden person i Danmark.

Det fremgik af sagen, at tiltaltes tvillingebror sad varetægtsfængslet på tidspunktet for indbruddet. Tiltalte, der var misbruger og tidligere straffet 10 gange for tyveri/indbrud, forklarede, at han ikke kunne huske, hvor han befandt sig på gerningstidspunktet.

Retten fandt det bevist, at den 35-årige mand var skyldig i indbruddet, idet der blev lagt vægt på DNA-erklæringen og den omstændighed, at det ikke kunne være tiltaltes enæggede tvillingebror, der havde begået indbruddet, fordi han var varetægtsfængslet. Der blev derudover lagt vægt på tiltaltes mange tidligere domme for indbrud og på den omstændighed, at tiltalte ikke havde nogen forklaring på, hvor han befandt sig på gerningstidspunktet, eller på, hvordan hans DNA kunne befinde sig i villaen.

Straffen blev fastsat til fængsel i 3 måneder. På grund af tiltaltes personlige forhold, herunder at han var i gang med et afvænningsforløb, blev 2 måneder af straffen gjort betinget bl.a. med vilkår om behandling mod narkotikamisbrug, mens 1 måned skulle afsones.

Retten i Hillerøds dom den 18. februar 2015 i sag SS 129/2015.
Til top Sidst opdateret: 18-02-2015 
Retten i HillerødseperatorSøndre Jernbanevej 18 Bseperator3400 HillerødseperatorTelefon: 47338700seperatorEmail: hillerod@domstol.dk