Retten i Hillerød har den 29. september 2008 afsagt dom i en sag mod en 22-årig mand, som var tiltalt for 3 tilfælde af forsøg på voldtægt herunder i kombination med vold og forsøg på frihedsberøvelse, og 3 tilfælde af blufærdighedskrænkelse begået i perioden 30.juli 2007 til 10. november 2007 primært i Liseleje-området.
Retten fandt tiltalte skyldig i et tilfælde af blufærdighedskrænkelse. Endvidere fandt retten tiltalte skyldig i et tilfælde af grov vold (slag med flaske i hovedet og halsgreb) i kombination med forsøg på voldtægt af en kvinde, og i et tilfælde af grov vold (slag med gummihammer) i kombination med forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt begået mod en 13-årig pige.
Retten idømte tiltalte en straf på ubetinget fængsel i 4 år, og da tiltalte er polsk statsborger, blev tiltalte samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Tiltalte har anket dommen, og et tidligere nedlagt navneforbud er opretholdt.