Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom i nævningesag om forsøg på røveri og bortførelse. 
06-11-2008 

3 mænd idømt 7 års fængsel samt udvisning for forsøg på røveri og bortførelse af et ægtepar i Ganløse.

I en nævningesag (SS 2916/08) har Retten i Hillerød den 6. november 2008 fundet 3 polske mænd skyldige i blandt andet forsøg på røveri af kostbart GPS-udstyr i et firma i Allerød og bortførelse af et ægtepar fra deres villa i Ganløse. Retten fandt endvidere de tiltalte skyldige i at have efterladt parrets to små børn på 1½ og 3 år hjælpeløse i villaen, mens røveriet skulle foregå.

Efter ægteparrets forklaring trængte 3 maskerede og bevæbnede mænd om natten mellem den 22. og 23. august 2007 ind i parrets soveværelse. Manden blev slået i hovedet med skæftet af en skarpladt pistol, og de blev blandt andet bundet om håndled med gaffatape og tvunget med i parrets bil. Parrets to små børn blev efterladt sovende alene i villaen. Da de nåede mandens firma i Allerød, hvor der på lageret lå GPS-udstyr for mange millioner kroner, opgav mændene tilsyneladende røveriet. Parret, der kun var let påklædt og stadig bundet med gaffatape, blev efterladt på Hillerødmotorvejen. Senere blev parrets bil fundet udbrændt ved Værebroskolen. Den ene af mændene talte efter parrets forklaring dansk med accent, mens de to andre talte østeuropæisk.

Efter politiets efterforskning af blandt andet indhentede teleoplysninger om parrets to mobiltelefoner, som mændene havde anvendt til telefonopkald under bortførelsen, blev 3 polakker i marts 2008 anholdt og senere tiltalt for et nævningeting.

Retten har lagt vægt på, at ægteparret med 100 % sikkerhed har genkendt den dansktalende mands stemme ved en "stemmekonfrontation" hos politiet i Nordsjælland. Denne tiltalte, der flere gange tidligere er straffet for røveri, idømtes 7 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig.

På baggrund af de fremkomne teleoplysninger om de tiltaltes færden og indbyrdes kommunikation på mobiltelefoner omkring den 22. og 23. august 2007 sammenholdt med en række andre beviser mod de tiltalte, fandt retten det endvidere uden rimelig tvivl bevist, at også de to andre polske mænd, havde deltaget i røveriforsøget og bortførelsen fra Ganløse. Disse to tiltalte idømtes for dette forhold samt for et yderligere groft røveriforsøg ligeledes 7 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig.

Til top Sidst opdateret: 06-11-2008 
Retten i HillerødseperatorSøndre Jernbanevej 18 Bseperator3400 HillerødseperatorTelefon: 47338700seperatorEmail: hillerod@domstol.dk