Retten i Hillerød har idag afsagt dom i en nævningesag mod en 28-årig mand, som var tiltalt for røveriforsøg med benyttelse af kniv mod DSB-kiosken i Allerød og røveri mod en Q8-tank ligeledes i Allerød. Begge forhold begået den 19. april 2008. Tiltalte var tidligere straffet gentagne gange for lignende røveriforhold.
Et enigt nævningeting fandt tiltalte skyldig, men på baggrund af en retspsykiatrisk erklæring vedrørende tiltaltes mentale tilstand, blev han i stedet for forskyldt straf, dømt til anbringelse i sikret institution for personer med vidtgående psykiske handicap.
Tiltalte blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Tiltalte tog betænkningstid med hensyn til eventuel anke.