Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom for drabsforsøg ved brønd i Frederiksværk 
21-09-2017 

Tre personer straffet med fængsel i henholdsvis 6 og 7 år for at have forsøgt at dræbe en mand ved at smide ham ned i en 2 meter dyb brønd og lægge låget på brønden. Manden var kneblet, bagbundet og stukket i halsen.

To mænd på henholdsvis 49 år og 22 år er blevet idømt fængsel i 7 år og en kvinde på 31 år fængsel i 6 år for i forening at have begået drabsforsøg ved at smide en bagbunden og kneblet forurettet mand på 45 år, der var blevet stukket i halsen, ned i en 2 meter dyb brønd, hvorefter låget blev lagt på brønden.

To af de tiltalte overfaldt forurettede i hans hjem, hvor de midlertidigt opholdt sig. De slog ham med et luftgevær i ryggen og en stegepande i hovedet, hvorved han mistede bevidstheden. Forurettede blev herefter sat på en stol, blev bundet med tape på benene, fik hænderne bagbundet og fik overkroppen tapet til stolen.

Mens han sad bundet til stolen, blev han frarøvet et hævekort og truet med kniv mod halsen til at udlevere koden til hævekortet.

Forurettede var frihedsberøvet i 4 timer i sin lejlighed, inden han blev kneblet og lagt i bagagerummet på sin bil.

Han blev derefter kørt ud til et skovområde ved Stålvalseværket i Frederiksværk og slæbt til en afsidesliggende 2 meter dyb brønd. Han blev stukket i halsen, inden han blev skubbet ned i brønden. Forurettede var fortsat bagbundet og kneblet. Brønddækslet på 75 kg blev lagt på brønden, og de tiltalte forlod stedet. Det lykkedes forurettede at frigøre sig, komme op af brønden og søge hjælp hos portvagten på Stålvalseværket.

De tre tiltalte blev anholdt kort efter på den 49-årige tiltaltes bopæl.

Retten fandt det bevist, at den 49-årige tiltalte havde planlagt at dræbe forurettede. De to tiltalte mænd havde et par dage forinden nøje aftalt udførelsen og udset sig en egnet brønd til at placere forurettede i.

Et enigt nævningeting fandt de tre tiltalte skyldige i blandt andet drabsforsøg. Straffen for de to tiltalte mænd blev fastsat til fængsel i 7 år. Den tiltalte kvinde blev idømt 6 års fængsel, fordi hun havde haft en mindre rolle.

Alle tre tiltalte blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Retten i Hillerøds dom af 21. september 2017 i sag SS 9-1324/2017.

Til top Sidst opdateret: 21-09-2017 
Retten i HillerødseperatorSøndre Jernbanevej 18 Bseperator3400 HillerødseperatorTelefon: 47338700seperatorEmail: hillerod@domstol.dk