Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Vidnetrusler 
10-06-2014 

En 20-årig mand dømt for vidnetrusler
 
En 20- årig mand fra Herning var bl.a. tiltalt for den 12. januar 2014 at have forulempet en mand, der havde anmeldt ham for bedrageri, idet han i to tilfælde på samme dag i Herning bl.a. skulle have skubbet ham flere gange og udtalt, at han skulle trække anmeldelsen tilbage. Tiltalte skulle i den forbindelse have udtalt, at han – hvis anmeldelsen ikke blev trukket tilbage - ville sende nogle rockere efter ham, sørge for at han kom til at sidde i en kørestol resten af livet eller sætte en pistol for mandens hoved og gøre det af med ham.
 
På baggrund af forurettedes forklaring lagde retten til grund, at vidnetruslerne i det væsentligste var udført som beskrevet i anklageskriftet.
 
Retten lagde ved strafudmålingen i skærpende retning vægt på, at der var tale om to episoder af vidnetrusler. Der blev også lagt vægt på karakteren af de fremsatte trusler.
 
Straffen blev fastsat til fængsel i 70 dage, hvoraf de 40 dage skulle afsones. Der var tale om en fællesstraf, da der indgik en tidligere betinget straf på 30 dage for berigelseskriminalitet.
 
Tiltalte modtog dommen.
Til top Sidst opdateret: 10-06-2014 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorEmail: herning@domstol.dk