Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom om meldepligt på Kærshovedgård 
18-01-2018 

Dom om meldepligt
 

Pressemeddelelse

 

Retten i Herning har den 11. januar 2018 frifundet en 33-årig statsløs for i en række tilfælde ikke at have overholdt sin opholds- og meldepligt på Udrejsecenter Kærshovedgård. Politiet havde nedlagt påstand om fængsel, så der medvirkede domsmænd.

Han blev i 2008 dømt for røveri og blev udvist. Da han ikke kunne udvises, har han siden april 2013 opholdt sig i Danmark på tålt ophold.

Byrettens frifindelse skete med følgende præmisser:

”Tiltalte har erkendt, at han ved flere lejligheder ikke har overholdt de pålagte opholds- og meldepåbud. Når dette sammenholdes med de fremlagte registreringer om tiltaltes færden på Kærshovedgård, er det bevist, at tiltalte ikke har opholdt og meldt sig, som anført i tiltalen.

 

Spørgsmålet er herefter, om de omhandlede påbud udgjorde et uproportionalt indgreb i tiltaltes bevægelsesfrihed, jf. artikel 2, i 4. Tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

 

Ved vurderingen heraf indgår de momenter, der fremgår af Højesterets dom af 1. juni 2012, som er gengivet i UfR 2012.2874. Det er under sagen oplyst, at tiltalte siden den 23. august 2012, og fra november 2013 på daglig basis, har været pålagt meldepligt, og at tiltalte siden den 9. oktober 2013 har været pålagt opholdspligt. Ved afgørelser af 28. september 2016 blev tiltalte istedet pålagt opholds- og meldepligt på Kærshovedgård. Retten finder, at afgørelserne herom samlet set må anses for at udgøre et væsentligt indgreb i tiltaltes bevægelsesfrihed.

 

De omhandlede forhold vedrører perioden fra oktober 2016 til december 2016 for så vidt angår meldepligten, og fra oktober 2016 til maj 2017 for så vidt angår opholdspligten. Det er oplyst, at tiltalte stadig er påbudt opholds- og meldepligt på Kærshovedgård.

 

Efter oplysningerne om tiltaltes hidtidige adfærd og personlige forhold lægger Retten til grund, at der i den periode, som tiltalen vedrører, ikke var konkret risiko for, at tiltalte ville skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at udvisningen af tiltalte, der er statsløs iraner, kunne gennemføres inden for en overskuelig fremtid, og at han ikke havde reel mulighed for frivilligt at rejse til Iran eller noget andet land.

 

Efter en samlet vurdering heraf sammenholdt med det tidsmæssige forløb i sagen finder retten, at pligten til at tage ophold på Kærshovedgård på nuværende tidspunkt, og ligeledes i den periode der er rejst tiltale for, udgør et uproportionalt indgreb i tiltaltes bevægelsesfrihed i strid med artikel 2, i Tillægsprotokol nr. 4. Som følge heraf er afgørelsen om opholdspligt og endvidere afgørelsen om fortsat daglig meldepligt på Kærshovedgård ugyldige for så vidt angår denne periode, hvorfor tiltalte skal frifindes.

 

Der er ikke taget stilling til, hvorvidt tiltalte på ny vil kunne pålægges meldepligt.

Det er uoplyst, om dommen ankes.

Rettens sagsnr. er SS 99-3668/2017

Til top Sidst opdateret: 18-01-2018 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorEmail: herning@domstol.dk