Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Delvis frifindelse i nævningesag om blandt andet voldtægt 
14-09-2018 

 
 
Retten i Herning har den 14. september 2018 afsagt kendelse om skyldsspørgsmålet i nævningesag mod fire mænd på mellem 22 og 26 år, der var tiltalt for blandt andet at have dopet, filmet og voldtaget en ung kvinde i en af de tiltaltes lejlighed.
 
Sagen vedrørte i alt nitten forhold, der samlet omfattede fire tilfælde af forsøg på voldtægt, voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, flere tilfælde af uberettiget fotografering og deling af billeder, der fremstod utugtige eller pornografiske af blandt andet en person på under 18 år, et tilfælde af ulovlig tvang, to tilfælde af blufærdighedskrænkelse, et tilfælde af overtrædelse af lov om forbud mod visse dopingmidler, et tilfælde af forsøg på medvirken til falsk forklaring for retten, et tilfælde af forsøg på medvirken til vidnetrusler og et tilfælde af overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
 
I en nævningesag deltager 3 dommere og 6 nævninger. Mindst 2 dommere og 4 nævninger skal stemme for en domfældelse, før en tiltalt kan findes skyldig.
 
Et enigt nævningeting har i forhold 1, der kun angik en af de tiltalte, fundet ham skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med en ung kvinde, som tidligere var hans kæreste. 2 dommere og 3 nævninger vurderede ikke, at det med den sikkerhed, som må kræves for domfældelse, var bevist, at han havde til hensigt at foretage strafbare handlinger i videre omfang, end han faktisk gjorde. 1 dommer og 3 nævninger fandt det ubetænkeligt at anse det for bevist, at han også havde til hensigt at gennemtvinge et egentligt samleje, hvilket han kun opgav, fordi kvinden satte sig til modværge, eller han frygtede at blive opdaget. Tiltalte er herefter frifundet for forsøg på voldtægt i form af samleje.
 
Et enigt nævningeting har i forhold 2-7, der ligeledes kun angik den tiltalte i forhold 1, fundet ham skyldig i uberettiget fotografering og deling af billeder, der fremstod utugtige eller pornografiske, og som var af en person på under 18 år.
 
Et enigt nævningeting har i forhold 8, der kun angik to af de tiltalte, hvoraf den ene også var tiltalt i forhold 1-7, frifundet begge for voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod to unge kvinder, idet det ikke med den sikkerhed, som må kræves for domfældelse, var bevist, at de tiltalte måtte indse, at kvinderne alene deltog i de seksuelle handlinger, fordi de befandt sig i en tilstand eller situation, i hvilken de var ude af stand til at modsætte sig handlingerne.
 
3 dommere og 3 nævninger stemte i forhold 9, der kun angik de samme tiltalte og en af kvinderne som ifølge tiltalen var forurettet i forhold 8, for frifindelse, idet de ikke vurderede, at det med den sikkerhed, der er nødvendig for at domfælde i en straffesag, var bevist, at de to tiltalte i hvert fald med overvejende sandsynlighed måtte indse, at kvinden ikke deltog frivilligt i de seksuelle handlinger. 3 nævninger stemte for at finde de tiltalte skyldige, idet de to tiltalte i hvert fald med overvejende sandsynlighed måtte indse, at kvinden alene deltog i de handlinger, der indgik i det seksuelle samvær, fordi hun befandt sig i en tilstand eller situation, i hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig handlingerne. De tiltalte er herefter frifundet for voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
 
Forhold 10 var udgået af sagen.
 
De tiltalte var i forhold 11 tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med en ung kvinde efter forudgående aftale og efter at have ”dopet” hende med et ukendt stof på en ukendt måde.
 
Et enigt nævningeting fandt det ikke bevist, at de tiltalte foretog handlingerne mod kvinden efter forudgående aftale og efter at have ”dopet” hende med et ukendt stof på en ukendt måde.
 
3 nævninger stemte for frifindelse, idet de vurderede, at det ikke med den sikkerhed, der er nødvendig for at domfælde i en straffesag, er bevist, at de fire tiltalte i hvert fald med overvejende sandsynlighed måtte indse, at kvinden ikke frivilligt deltog i de seksuelle handlinger. 3 dommere og 3 nævninger stemte for at finde alle de tiltalte delvist skyldige, idet de i hvert fald med overvejende sandsynlighed måtte indse, at kvinden alene deltog i de handlinger, der indgik i det seksuelle samvær, fordi hun befandt sig i en tilstand eller situation, i hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig handlingerne. Disse voterende stemte derfor for at finde de tiltalte skyldige i dette omfang.
 
De tiltalte blev herefter frifundet i dette forhold.
 
Et enigt nævningeting fandt i forhold 12 den af de tiltalte, der også er fundet skyldig i forhold 1-7, skyldig i ulovlig tvang ved at have presset en pille ind i munden på den unge kvinde, der ifølge tiltalen var forurettet i forhold 11, og i at have fastholdt hende, indtil hun sank den. Det er ikke bevist, at forholdet blev begået af de tiltalte i forening. De øvrige tiltalte blev derfor ligeledes af et enigt nævningeting frifundet for forholdet.
 
Et enigt nævningeting fandt i forhold 13 alle de tiltalte skyldige i at have optaget videoer og fotos af en kvinde i en privat lejlighed, hvilket er et ikke frit tilgængeligt sted. Videoer og fotos var optaget i en af de tiltaltes lejlighed og i forbindelse med det, der var rejst tiltale for i forhold 11.
 
Et enigt nævningeting fandt i forhold 14, 15 og 16 den tiltalte skyldig i at have delt video­­sekvenser, der åbenlyst indeholdt billeder, der vedrørte kvindens private forhold, og som fremstod utugtige eller pornografiske, hvorfor fremsendelsen af dem var blufærdighedskrænkende både hos modtageren og hos kvinden.
 
Et enigt nævningeting fandt i forhold 17 og 18 den tiltalte, der også blev fundet skyldig i forhold 1-7, skyldig i overtrædelse af lov om forbud mod visse dopingmidler og forsøg på medvirken til falsk forklaring for retten. Han havde erkendt forholdene.
 
Den tiltalte, der også er fundet skyldig i forhold 1-7, var i forhold 19 tiltalt for forsøg på medvirken til vidnetrusler mod den unge kvinde, der ifølge anklageskriftet var forurettet i forhold 11. 3 dommere og 2 nævninger stemte i dette forhold for frifindelse, idet de udtalelser, som tiltalte havde fremsat i et brev, som var smuglet ud af arresten, hvor tiltalte var varetægtsfængslet, indeholdt et sådant forbehold og var af en sådan karakter, at de ikke kan anses for en strafbar forsøgshandling. 4 nævninger stemte for at finde tiltalte skyldig, idet udtalelserne sammenholdt med det, der i øvrigt fremgår af sagen, har en sådan karakter, at de kan anses for en forsøgshandling omfattet af straffelovens § 21. Den tiltalte er herefter frifundet for forsøg på medvirken til vidnetrusler.
 
Et enigt nævningeting frifandt i forhold 20 den af de tiltalte, der er fundet skyldig i forhold 1-7 og fandt den anden af de tiltalte skyldig i at have besiddet godt ½ gram kokain til eget brug. Dette var i overensstemmelse med anklagemyndighedens endelige påstand og den dømte tiltaltes erkendelse. 
 
 
Sagens nummer er: SS 99-2571/2018
 
Retten forventer, at dom i sagen afsiges senere på dagen.
 
 
Til top Sidst opdateret: 14-09-2018 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorEmail: herning@domstol.dk