Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

31-årig mand fra Aulum idømt forvaring for voldtægt og andre former seksuelle overgreb. 
08-03-2019 

 
 
31-årig mand fra Aulum idømt forvaring for voldtægt og andre former seksuelle overgreb.
 
En 31-årig mand blev under en nævningesag ved Retten i Herning den 8. marts 2019 straffet med forvaring for blandt andet to forhold af seksuelle overgreb. I det ene forhold var manden tiltalt for at have voldtaget og begået andre seksuelle overgreb imod en 23-årig kvinde, og i det andet forhold var han tiltalt for at have truet, tvunget og krænket blufærdigheden hos en 14-årig pige.
 
I begge forhold var tiltalte kommet i kontakt med ofrene ved på en hjemmeside at optræde under navnet Nadia Andersen, 19 år.
 
I det første forhold fik tiltalte gennem sin profil kontakt med den 23-årig kvinde. De aftalte, at de skulle mødes. Nadia Andersen og kvinden aftalte, at tiltalte skulle hente kvinden og køre hende hjem til tiltalte, hvor Nadia Andersen ville komme på besøg i løbet af weekenden. Nadia Andersen kom i sagens natur ikke, men tiltalte og kvinden havde forskellige forklaringer om, hvad der skete i lejligheden i løbet af weekenden. Tiltalte var af den opfattelse, at stemningen havde været god, og at kvinden havde overnattet i lejligheden. Den følgende morgen havde de frivilligt seksuelt samvær i form af bl.a. samleje. Kvinden var enig i, at hun overnattede i tiltaltes lejlighed men forklarede, at tiltalte den følgende morgen havde tiltvunget sig samleje med hende og dermed voldtaget hende, og at han herudover havde begået anden form for seksuelle overgreb ved bl.a. at tvinge en dildo op i hende. Ved den efterfølgende undersøgelse af kvinden, blev der fundet sædceller fra tiltalte i kvindens skede, mens der i øvrigt ikke var skader på kvinden. Den følgende morgen forlod kvinden lejligheden og mødte synligt rystet op hos en nabo, som tilkaldte politiet. Da politiet kom, sagde tiltalte til politimanden ”ja, jeg ved det godt”. Retten fandt, at kvinden havde afgivet en troværdig forklaring, som var støttet af både omstændighederne før og efter det seksuelle samvær, og at tiltalte var skyldig.
 
I det andet forhold havde tiltalte gennem profilen Nadia Andersen fået kontakt til en 14-årig pige, som havde et ønske om at blive kørt til Sjælland. Nadia Andersen fortalte pigen, at hendes ven – tiltalte – kunne hente hende og køre hende til København. Det accepterede pigen, og de mødtes, hvorefter tiltalte samlede hende op. I forbindelse med køreturen standsede tiltalte ved en parkeringsplads i en skov, hvor han tog hendes trøje og bh af samt fastholdt hendes arme, hvorefter han tog et billede af hendes bryster og ansigt med sin mobiltelefon. Endeligt truede han pigen med at lægge billederne på internettet, hvis hun fortalte nogen om det. Tiltalte blev ved sin adfærd straffet med blufærdighedskrænkelse, tvang og vidnetrusler.
 
Sagen blev forelagt for Retslægerådet, som under hensyn til tiltaltes personlighed anbefalede, at han blev idømt forvaring. På baggrund af Retslægerådets erklæring, og da tiltalte tidligere flere gange var straffet for blandt andet voldtægt og andre seksuelle overgreb, fandt retten, at han skulle idømmes forvaring.
 
Afgørelsen var enstemmig blandt de 3 dommere og 6 nævninger.
 
De 3 dommere bestemte endvidere, at tiltalte skulle betale den 23-årig kvinde 70.000 kr. i torterstatning, og den 14-årig pige 10.000 kr. i torterstatning.
 
Tiltalte ankede dommen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse.  
 
Det skal bemærkes, at forvaring efter straffelovens § 70, stk. 2, anvendes i stedet for almindelig straf overfor en person, som er dømt skyldig i voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse, og som må antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme eller helbred, og hvor anvendelse af forvaring er påkrævet for at forebygge denne fare. Forvaring er tidsubestemt og varer indtil retten træffer afgørelse om, at forvaring ikke længere er påkrævet overfor personen.
Til top Sidst opdateret: 08-03-2019 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorEmail: herning@domstol.dk