D O M
afsagt i 1. afdeling den 16. januar 2008.
SS 1-2118/2007
Anklagemyndigheden
mod
T
Denne sag er behandlet efter retsplejelovens § 831.
Retsmødebegæring er modtaget den 16. november 2007.
T er tiltalt for "overtrædelse af
færdselslovens § 118, jf. § 3, stk. 1, og § 15, stk. 3, ved den 8. oktober 2007 ca. kl. 13.40 at have ført personbil ad Midtjydske motorvej mod syd mellem Arnborg og Brande uden at udvise agtpågivenhed, idet han over en strækning på omkring 150 meter havde en så kort afstand til en forankørende personbil, at der var fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standsede eller nedsatte hastigheden, idet tiltalte med en hastighed af mindst 90 km/t havde en sikkerhedsafstand til den forankørende på langt under 10 meter mod en nødvendig afstand af mindst 21,6 meter ved en reaktionstid på 0,8 sekund."
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bøde og om kørselsforbud, jf. færdselslovens § 127.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte.
Forklaringen er gengivet i retsbogen således:
"Tiltalte forklarede, at han fik sit kørekort den 14. juni sidste år. Han kørte
den pågældende dag i en Peugeot 106, som er hans egen. Han havde en passager med i bilen. Han var på vej hjem fra Teknisk Skole i Herning. Det var solskinsvejr. Der var ikke megen trafik på motorvejen. Der var noget vejarbejde, hvor man måtte køre 70 km/t. Han accelererede herefter op og kørte ud i overhalingsbanen. En anden bil trak også ud. Hans spejle stod ikke, som de skulle, idet en anden havde kørt i bilen, hvorfor han vendte sig rundt for at se, om han kunne bremse ned. Da han kiggede op igen, kunne han godt se, at han kørte tæt bag den forankørende. Det skal nok passe, at det var over en strækning på omkring 150 meter. Han bremsede herefter hårdt ned. Han mener, at personbilen foran nok har været til lige så stor fare, idet denne trak ud lige foran ham, og inden han begyndte at bremse, ville han sikre sig, at han ikke generede nogen. Derfor kiggede han bagud, da spejlene som sagt ikke stod, som de skulle.
Politibetjent RC mødte som vidne og var bekendt med vidnepligten og vidneansvaret.
Vidnet forklarede, at han var på patrulje i en civil bil sammen med en kollega. Vidnet førte bilen. Det sidste stykke motorvej til Brande blev åbnet den pågældende dag. Man kørte langsomt forbi den sidste afkørsel, idet der stadig blev arbejdet der. Vidnet bemærkede en bil, da farten begyndte at blive sat op, idet den fortsatte med at øge hastigheden. De fulgte efter den pågældende. De havde ikke fået kalibreret policepiloten, hvorfor de ikke kunne tage en hastighedsmåling. Patruljevognens speedometer viste op til over 160 km/t På et tidspunkt kørte tiltalte helt op bag en forankørende bil. Patruljevognen var da 20 - 25 meter bagved i den inderste vognbane. Tiltalte var nok kun 1 bils længde - 4 - 5 meter - bag ved den forankørende bil. Det var alt for tæt på, også med den hastighed, der blev kørt. Den forankørende trak herefter ind, hvorefter patruljevognen fulgte efter og fik tiltalte standset kort efter."
Det er oplyst, at tiltalte første gang erhvervede kørekort den 14. juni 2007.
Rettens bemærkninger:
Efter politiassistentens overbevisende forklaring finder retten det ubetænkeligt at anse det for godtgjort, at tiltalte har kørt på den måde, som er beskrevet i anklageskriftet.
Tiltalte findes herefter skyldig i henhold til anklageskriftet.
Straffen fastsættes til en bøde på 1.500 kr., jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, jf. § 3, stk. 1 og § 15, stk. 3.
Tiltalte har ved den i anklageskriftet beskrevne kørsel ført motordrevet køretøj under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1. Da forholdet er begået inden for de første 3 år efter, at tiltalte har erhvervet sin førerret (førstegangserhvervelse), træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse, jf. færdselslovens § 127.
Ved kørselsforbuddet inddrages tiltaltes ret til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, indtil tiltalte har gennemført fornyet særlig køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve, jf. færdselslovens § 60 a, stk. 1.
Thi kendes for ret:
Tiltalte, T, skal straffes med en bøde på 1.500 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
Tiltalte pålægges kørselsforbud.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.