DOM
Afsagt den 22. september 2006 i sag nr. :
BS 2A-209/2006
XX A/S
mod
B (bilejer)
Denne retssag er anlagt den 17. februar 2006. Sagen drejer sig om en parkeringsafgift, sagsøgtes bil blev pålagt den 1. oktober 2004 på en parkeringsplads, der drives af sagsøger. Sagsøgte vil ikke bestride, at hans bil holdt parkeret i strid med restriktionerne på den pågældende parkeringsplads. Han mener dog ikke, at han som ejer hæfter for parkeringsafgiften, da det ikke var ham, men hans daværende samlever, der havde anvendt og parkeret bilen. Dommen er skrevet uden en fuldstændig sagsfremstilling efter retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
Sagsøger, XX A/S, har nedlagt påstand om betaling af 510 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg samt betaling af udenretlige sagsomkostninger med 300 kr.
Sagsøgte, B, har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagsøger, B, har forklaret, at han er ejer af den bil, der blev pålagt parkeringsafgiften. Den pågældende dag i oktober 2004 var det hans samlever, K, der kørte i bilen. Han blev af sin mor kørt ud til en ejendom, han havde. Her gik han og murede. Hans mor var også til stede. Senere på dagen kom K ud på ejendommen. Hun fortalte, at hun havde fået en parkeringsbøde ved Føtex i Herning. Det grinede de lidt af. Et par uger senere kom en rykker. Han prøvede at ringe til sagsøger mange gange for at fortælle, at det var K, der havde kørt. Han gav K besked på at få betalt afgiften. På et tidspunkt modtog han en rykker, hvor der også var vedlagt en række fotos af bilen. På forespørgsel mener han, at han måske har set rykkerne fremlagt som bilag 3 og 4. Brevet med fotos kan godt være dateret den 13. november 2004. Han husker ikke, om han modtog rykkeren fremlagt som bilag 5.
Han og K blev uvenner på et tidspunkt. Han flyttede fra deres fælles bopæl, yyvej, den 1. juli 2005. De har siden kørt en retssag om forældremyndigheden over deres fælles barn og taler ikke sammen. Han har forgæves søgt at indkalde K som vidne til retssagen, men hun vil ikke komme. Han vil ikke betale bøden, da det ikke var ham, der kørte.
Sagsøger har til støtte for påstand især gjort gældende, at sagsøgtes bil har holdt parkeret i strid med anvisningerne på den pågældende parkeringsplads. Det er føreren, der skal betale den pålagte afgift. Der er en formodning for, at det er ejeren, der har kørt i sin egen bil. Det er også ejeren, der har de bedste muligheder for at føre bevis for, hvem der har kørt i bilen. Sagsøgte har i denne sag hverken ført bevis for, at han selv ikke havde haft mulighed for at køre eller ført bevis for, at en bestemt anden person kørte. Han må derfor hæfte for afgiften.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at han ikke selv har kørt bilen. Det var hans daværende samlever, K. Han har også fortalt sagsøger, hvem der havde kørt i bilen.
Rettens bemærkninger.
Sagsøgte har ikke bestridt, at bilen holdt parkeret, så føreren var pligtig at betale den pålagte parkeringsafgift.
Sagsøgte har bestridt, at han var fører, og sagsøger har omvendt heller ikke ført noget bevis for, at det var sagsøgte, der var fører.
Sagsøger gør gældende, at der i en sådan situation må være en formodning for, at det er ejeren, der er fører, når denne er en fysisk person.
Jeg finder ikke, at der indenfor aftaleretten generelt er en sådan formodningsregel. Det er tværtimod således, at det er den, der gør gældende, at der er indgået en aftale - det være sig også en stiltiende aftale, som i denne sag - også har bevisbyrden for, hvem aftalen er indgået med.
Selvom sagsøgte som ejer af bilen nok er nærmest til at føre bevis for, hvem der var fører af bilen, har sagsøgte ved at oplyse navn og adresse på den, der førte bilen, opfyldt sin forpligtelser i tilstrækkelig omfang.
Sagsøgte har bestridt at have været fører af bilen og har under strafansvar oplyst, hvem der var fører. Da sagsøger har bevisbyrden for, hvem aftalen er indgået med, og da sagsøger ikke har ønsket at indkalde K som vidne, må det herefter lægges til grund, at det var K, der indgik aftalen med sagsøger, der har udløst pligten til at betale parkeringsafgiften.
Sagsøgte frifindes herefter for sagsøgers krav.
Thi kendes for ret
Sagsøgte, B, frifindes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, da sagsøgte ikke har haft dokumenterede udgifter til en advokat.