Hop til indhold
domstol.dk

Kilometergaranti - dom afsagt den 26. november 2002 
26-11-2002 

Kilometergaranti stadig gældende efter udløbet af den almindelige garantiperiode på 1 år.
Den 26. november 2002 blev i sag nr. BS 1-1792/2002:

PJ

mod

PHPSA


afsagt

K E N D E L S E

Under denne sag har sagsøgeren, PJ, påstået sagsøgte, PHPSA, dømt til at betale 60.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 18. september 2002 til betaling sker.

Sagsøgeren har blandt andet gjort gældende, at han har købt en Mercedes bil af sagsøgte, og at der i den forbindelse blev afgivet en garanti for kilometertallet.

Det har senere vist sig, at kilometertallet muligt ikke passede, hvorfor sagsøgte efter sagsøgerens opfattelse er erstatningsansvarlig, subsidiært at sagsøgeren har krav på et forholdsmæssigt afslag i købesummen.

Sagsøgte har påstået frifindelse og har til støtte herfor blandt andet gjort gældende, at sagsøgte ikke ved afgivelsen af kilometergarantien har påtaget sig en indeståelse i længere tid end den dagældende 1 års frist i købelovens § 83, og at det fremsatte krav derfor ikke er rettidigt.

Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte har påtaget sig en indeståelse i længere tid end 1 år i den dagældende købelovs § 83 har været udskilt til særskilt behandling i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 2.

Det fremgår blandt andet af sagen, at slutseddel er underskrevet 14. september 1999 i henhold til hvilken sagsøgeren købte en Mercedes 300D 124 Aut. Bilen er i slutsedlen anført som registreret første gang i 5. måned 1990, og der er afgivet kilometergaranti for 269.000 km.

I forbindelse med, at sagsøgeren ønskede at afhænde bilen, blev han gjort opmærksom på, at det kilometertal, som der var blevet givet garanti for, muligt ikke passede, hvorefter han reklamerede overfor sagsøgte knap 2 år efter købet.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der er afgivet en udtrykkelig garanti, og at sagsøgte derfor er afskåret fra at påberåbe sig 1 års fristen. Det er sagsøgte, som er forhandleren, og som har haft mulighed for at skaffe sig de oplysninger, som dannede grundlaget for afgivelsen af garantien. Det er således ikke sagsøgeren, som skal foretage de historiske undersøgelser vedrørende bilens tidligere tilhørsforhold m.v.

Sagsøgeren har gjort kravet gældende, så snart han var bekendt med, at der var unøjagtigheder, hvorimod sagsøgte først har påberåbt sig, at 1 års fristen var overskredet i svarskriftet, selvom der har været realitetsforhandlinger mellem parterne.

Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke er angivet nogen tidsbegrænset periode i slutsedlen, hvorfor man må falde tilbage på lovens regler om, at garantitilsagnet kun gælder i 1 år.

Endelig gjorde hun gældende, at spørgsmålet om udstrækningen af garantitilsagnet er gjort gældende af sagsøgte straks, der kom en advokat med ind i billedet.


Rettens bemærkninger:

Indledningsvis bemærkes, at en kilometergaranti efter rettens opfattelse er særdeles afgørende for prisfastsættelsen og hermed også for efterspørgslen efter en bil. Der er således tale en for forbrugeren væsentlig forudsætning for både beslutningen om at købe netop den pågældende bil og for prisen herfor.

Dernæst bemærkes, at en garanti uden udtrykkelig begrænsning i periodeangivelsen efter karakteren af garantien ikke giver forbrugeren anledning til at undersøge, om garantien holder eller er urigtig.

Herefter, og når tillige henses til, at det er sælgeren af bilen, som har de største muligheder for at undersøge og hermed underbygge garantiens rigtighed, finder retten, at sagsøgte ikke kan påberåbe sig 1 års fristen i den tidligere gældende bestemmelse i købelovens § 83 overfor sagsøgeren.


KENDELSENS KONKLUSION:

Sagsøgte, PHPSA, kan ikke påberåbe sig 1 års fristen i den tidligere gældende bestemmelse i købelovens § 83 overfor sagsøgeren, PJ, i denne sag.
Til top Sidst opdateret: 26-11-2002 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorFax: 99686116seperatorEmail: herning@domstol.dk