Kørselsforbud over for ung mand - dom af 6. januar 2010
13-01-2010
Der blev nedlagt kørselsforbud over for ung mand, som havde sin opmærksomhed rettet mod bilradioen og ikke trafikken, hvilket førte til sammenstød med en anden bil.
-
- D O M
-
- afsagt i 1. afdeling den 6. januar 2010
-
- Rettens nr. 1-3286/2009
- Politiets nr. 4100-80114-00178-09
-
- Anklagemyndigheden
- mod
- T
-
- Anklageskrift er modtaget den 3. december 2009.
-
- T er tiltalt for overtrædelse af:
-
- færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 20, stk. 1, ved torsdag den 27. august 2009 kl. 12.59 at have ført personbil ad Vejlevej …. uden at udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade, idet han betjente bilens radio og derved trak mod venstre over i modkørende vognbane, hvor han påkørte varevogn ført af BY, hvorefter de begge kørte i grøften med stor materiel skade til følge.
-
- Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om kørselsforbud, jf. færdselslovens § 127, jf. § 125, stk. 1, nr. 1.
-
- T har erkendt sig skyldig.
-
- Sagens oplysninger
-
- Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte.
-
- Forklaringen er gengivet i retsbogen således:
-
- "Tiltalte forklarede, at han sad og rodede med radioen, hvorved han kom over i den forkerte vognbane. Han opdagede ikke modparten, før han ramte ham."
-
- Tiltalte har første gang erhvervet førerret den 23. maj 2007.
-
-
- Rettens begrundelse og afgørelse
-
- Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
-
- Straffen fastsættes til en bøde på 1.500 kr., jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, jf. § 3, stk. 1 og § 20, stk. 1.
-
- Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
-
- Tiltalte har ved at rode med radioen ikke haft sin opmærksomhed på trafikken, hvilket medførte et alvorligt færdselsuheld. Tiltalte har herved tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
-
- Betingelserne for at frakende førerretten betinget er derfor opfyldt, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1. Da forholdet er begået inden for de første 3 år efter, at tiltalte første gang har erhvervet førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse, jf. færdselslovens § 127.
-
- Ved kørselsforbuddet inddrages tiltaltes ret til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, indtil tiltalte har gennemført fornyet, særlig køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve, jf. færdselslovens § 60 a, stk. 1.
-
-
- Thi kendes for ret:
-
- T skal betale en bøde på 1.500 kr.
-
- Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 6 dage.
-
- Tiltalte pålægges kørselsforbud.
-
- Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
-
-
-