D O M
afsagt i 7. afdeling den 5. marts 2008.
SS 7A-158/2008
Anklagemyndigheden
mod
JC,
Anklageskrift er modtaget den 28. januar 2008.
JC er tiltalt for "overtrædelse af
færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 2, kørsel i frakendelsestiden, ved den 24. oktober 2007 kl. 13.02 at have ført personbil i Gjellerup i Herning kommune, selv om han var frakendt førerretten."
Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte.
Forklaringen er gengivet i retsbogen således:
"Tiltalte forklarede, at han kørte, fordi han havde travlt."
Tiltalte er tidligere straffet for kørsel i frakendelsestiden 4 gange, senest ved denne rets dom af 29. august 2007 med fængsel i 30 dage.
Rettens bemærkninger:
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 2.
Thi kendes for ret:
Tiltalte, JC, skal straffes med fængsel i 40 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.