Gerningsmændene blev dømt for i forening at have slået, sparket og hoppet på offerets krop og hoved.
Den ene af gerningsmændene er tidligere dømt flere gange for vold og havde en reststraf på 185 dage efter en prøveløsladelse. Reststraffen indgik i straffen på 2 år og 6 måneder.
Dommen blev anket til landsretten, idet de dømte mener, de er dømt for mere end de gjort, og fordi straffene er for hårde.
De dømte har siddet i varetægtsfængsel siden den 8. oktober 2005, og de blev ikke løsladt efter dommen var faldet.
-------------------------
D O M
afsagt i 2. afdeling den 22. december 2005
SS 2A.
Anklagemyndigheden
mod
T.
og
J.
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 2. december 2005.
T. og J. er tiltalt for overtrædelse af
1.
Tiltalte T.
restaurationslovens § 37, stk. 1, jf. § 32, stk. 1, ved den 21. august 2005 ca. kl. 00.40 i Herning på Café Fry, Bredgade 49, at have udvist støjende, fornærmelig eller lignende adfærd, idet tiltalte optrådte provokerende, ubehøvlet og drak gæsters øl m.m.,
2.
Tiltalte T.
straffelovens § 244, vold, ved den 21. august 2005 ca. kl. 00.40 i Herning på og ved Café Fry, Bred-gade 49, at have tildelt dørmanden, K., spark og adskillige knytnæveslag,
3. (4)
Tiltalte J.
straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, vold, ved den 8. oktober 2005 ca. kl. 03.20 i Herning på Peppers Bar, Bethaniagade 14, at have slået J. J. i ansigtet med knyttet hånd, hvorved der opstod en flænge over næsen,
4. (3)
Begge tiltalte
straffelovens § 245, stk. 1, for så vidt angår J. jf. § 247, stk. 1, legemsangreb af særlig rå, brutal og farlig karakter, ved den 8. oktober 2005 ca. kl. 03.35 i Herning på Bethaniagades P-plads, i forening, at have sparket, slået og hoppet adskillige gange på kroppen, arme og hovedet af O., hvorved denne bl.a. pådrog sig et ca. 2 cm x 3 mm. sår i hovedbunden, svær hævelse omkring højre øje, ½ cm. x 2 mm. sår ved/på venstre øreflip, der var hævet og misfarvet, misfarvning på venstre overarm samt på højre og venstre skulderblad,
5.
Tiltalte J.
straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, vold, ved den 8. oktober 2005 efter det i forhold 4 passerede ca. kl. 03.40 i Herning på Bethaniagades Parkeringsplads, at have grebet vidnet B. ved halsen og skubbet denne hen over en parkeret bil og sagt "du skal ikke blande dig", da B. i forbindelse med tiltaltes vold mod O. henvendte sig for at stoppe volden.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.
Tiltalte T har erkendt sig skyldig i forhold 1 og nægtet forhold 2 og 4.
Tiltalte J. har erkendt sig skyldig i forhold 3, idet forholdet dog muligvis skal henføres under straffelovens § 248. Han har erkendt sig delvis skyldig i forhold 4 og erkendt forhold 5.
Tiltalte T. har forklaret vedrørende forhold 1 og 2, at han var på Café Fry den 21. august 2005. Han havde fået rigeligt at drikke både øl og spiritus. Han havde ikke indtaget stoffer. Han husker, at en kvindelig bekendt, der arbejdede på stedet, bad ham om at forlade stedet. Han mener, at han gik frivilligt. Han husker at have drukket af en andens øl, og han har nok også lavet andet uro. Han husker ikke, om Karsten Kristensen havde rettet henvendelse til ham inde på cafeen. Efter han var kommet udenfor, kom Karsten Kristensen hen til ham og sagde, at tiltalte skulle opføre sig ordentligt. Karsten havde fat i tiltalte. De kom ned at ligge, og Karsten holdt ham. Det er muligt, at tiltalte slog Karsten. Tiltalte har ikke sparket Karsten. Tiltalte så ikke, om Karsten havde skader. Tiltalte blev ramt, idet han fik et blåt øje. Tiltalte ved ikke, om der var andre, der tog del i tumulten. Tiltalte gik derfra.
Tiltalte J. har forklaret vedrørende forhold 3, at han natten til den 8. oktober 2005 var på Peppers Bar. Han tror, han kom alene dertil. Han husker ikke, hvornår han kom. Han havde fået rigeligt at drikke af navnlig tequila. Han var meget fuld. Han mødte medtiltalte T. der. Tiltalte husker ikke at have diskuteret med nogen på Peppers Bar. Tiltalte kender ikke J. R. Tiltalte talte med J. R. Det er muligt, at tiltalte var provokerende og dansede omkring poolbordet, hvor J. R. stod. J. R. stod med en kø. Tiltalte mener, at J. R. gjorde et eller andet med køen, som virkede truende. Tiltalte mener ikke, at han har sparket ud efter J. R.. J. R. sagde et eller andet til tiltalte. Tiltalte kunne ikke høre det hele af, hvad J. R. sagde. Det han hørte, var dog provokerende. Tiltalte slog herefter J. R. en gang med knyttet hånd. Han ved ikke, hvor slaget ramte. J. R. gik i gulvet. Tiltalte gik derfra sammen med T.. Tiltalte husker ikke, om der var en dørmand til stede. Han husker ikke, om han var blevet bedt om at forlade stedet. Tiltalte husker ikke at have talt med andre inde på Peppers Bar.
Vedrørende forhold 4 og 5. Tiltalte kender ikke O.. Han ved i dag, hvem han er. Han husker ikke, at han selv eller T. talte med ham på Peppers Bar. På parkeringspladsen gik tiltalte hen for at tisse bag Peppers Bar. Der kom en eller anden hen og snakkede til ham. Tiltalte vendte sig og så, at O. slog T. med knytnæve. Slaget ramte T. i hovedet. De faldt begge ned. Han ved ikke, hvorfor O. faldt. De stod ca. 20 meter fra tiltalte. Tiltalte havde ikke forinden lagt mærke til, om T. og O. diskuterede. Tiltalte gik derhen. T. og O. lå og rullede rundt som i en brydekamp. Han så ikke, at de slog på hinanden. Tiltalte ville tage O. væk. Han bøjede sig ned og tog fat i hans trøje. Idet han gjorde det, blev han ramt på næsen af O.s hånd eller albue. Han mener, det var albuen. Det slog klik for tiltalte, da slaget gjorde ondt, og han fik næseblod. Han blev sur. Han rejste sig og sparkede O. på kroppen og i hovedet. Han sparkede ham hårdt flere gange i hovedet. Han sparkede mindst 4-5 gange. Han husker ikke, hvor sparkene i hovedet ramte. Han sparkede med venstre fod. Han er venstrehåndet. Han havde klipklapper på, da det ikke var meningen, at han skulle have været i byen. Han kunne efterfølgende mærke på sin fod, at han havde sparket. O. tumlede stadig med T.. Tiltalte mener ikke, at han slog O. Tiltalte husker ikke, hvordan T. kom fri. T. blødte fra hovedet. Det var et sår ved munden. Han mener, at han har trampet på O.s baghoved en eller 2 gange. Han mener, at O. lå stille, efter at han havde trampet på hans hoved. Han husker ikke, om O. sagde noget. T. gjorde ikke andet end at tumle rundt med O. på jorden. Der kom en flok mennesker. Der kom nok mange. Tiltalte tror, at det var derfor han stoppede. Han mener, at T. var gået. O. blødte lidt. Det var nok fra sparkene i hovedet. Han mener ikke, at T. holdt O., da tiltalte sparkede ham. Han ved ikke, hvordan T. kom fri. Der kom en person hen til tiltalte. Personen sagde noget, men tiltalte husker ikke hvad. Personen stod tæt på tiltalte. Tiltalte skubbede til ham på halsen. Han husker ikke, om personen faldt hen over en bil. Han mener, det var, efter episoden med O. var afsluttet. Han kendte ikke personen. Tiltalte mødte ikke T. senere. Tiltalte tog på hospitalet for at få checket sin næse. Han vidste ikke, at T. også var på skadestuen. Tiltalte blev anholdt ved skadestuen. Tiltalte forklarede, at han ikke kan styre sig, når han får alkohol.
Tiltalte T. har forklaret vedrørende forhold 4, at han den 8. oktober 2005 var på Peppers Bar. Han kom nok ved midnatstid. Han havde fået en del at drikke. Han husker, hvad der foregik. Han mødte medtiltalte J. der. Han så ikke J. være i konflikt med nogen på Peppers Bar. Tiltalte kender ikke O.. Denne havde dog 4-5 måneder forinden været med til at true tiltalte på El Toro. De var 2-3 stykker, der truede tiltalte. Han ved ikke, hvorfor han blev truet, men en af dem var en tidligere kæreste til tiltaltes kæreste. Tiltalte havde ikke set ham igen før den 8. oktober 2005. Tiltalte så ham da på Peppers Bar og spurgte ham, hvorfor han truede ham ved den tidligere episode. Det foregik ved dansegulvet. O. virkede uvidende. Han kendte ikke noget til det. De diskuterede lidt og gik hver til sit. Det var først på aftenen. Han mindes ikke, at medtiltalte J. talte med O. Tiltalte mener, at J. blev vist ud fra Peppers Bar, og han gik med. Han ved ikke, hvorfor J. blev vist ud. Tiltalte stod og tissede og så O. på parkeringspladsen. Han løb over til ham og konfronterede ham igen med truslerne. Han hørte ikke, om der var andre, der råbte noget til O.. Pludselig slog O. ham i ansigtet. Tiltalte faldt lidt sammen forover. O. sparkede ham i hovedet. Han husker ikke, om han faldt helt ned. Han var lidt groggy. O. tog ved ham. De holdt om hinanden og tumlede rundt på jorden. Tiltalte har ikke slået på O.. De tumlede rundt i kort tid. J. kom til og hjalp ham. Han så, at J. sparkede O.. Han ved ikke, hvor sparkene ramte. Tiltalte lå fortsat ned. Han var dog ikke ved at blive ramt af sparkene. På et tidspunkt holdt O. ikke ved ham mere, og tiltalte kom fri. Tiltalte ved ikke, om O. rejste sig, eller han blev liggende. Tiltalte har ikke slået, sparket eller trampet på O.. Han lagde ikke mærke til, om O. blødte. Tiltalte blødte selv meget fra sin mund. Han havde blod på tøjet. Han ved ikke, om det er hans eget eller en andens blod. Tiltalte gik derfra og gik på skadestuen. Han gik alene. Han ved ikke, om J. var på skadestuen. Tiltalte blev anholdt på skadestuen. Tiltalte blev foreholdt kriminalteknisk erklæring, forhold 3, bilag 42 og 42 a. Tiltalte bekræftede, at det var hans hvide tennissko og cowboybukser, og at han havde disse på den pågældende aften. Han ved ikke, hvis blod det var på skoene. Han kan ikke forklare, hvorfor O.s blod var på hans bukseben. Han har senere fundet ud af, at der var blod på jorden, hvor de rullede rundt, så det kan være det blod, han har fået på sig. Tiltalte blev foreholdt politirapport forhold 3, bilag 29, side 2. Det er korrekt, at han har forklaret som anført.
Vidnet K. har forklaret vedrørende forhold 1 og 2, at han den 21. august 2005 var på arbejde som dørmand på Café Fry. T. var kommet lidt før midnat. Vidnet kender T. Han har mødt ham nogle gange på Café Fry. Der blev noget slagsmål, hvor T. var indblandet. Vidnet gik hen for at skille dem ad. En af bartenderne fik T. med udenfor. Vidnet fik at vide, at det var T., der havde startet balladen. T. ville ind igen senere. Vidnet afviste ham. T. blev sur. T. sagde, at han kunne komme ud og få nogle bank. Dette afviste vidnet og sagde, at T. skulle gå videre i byen. T. forsøgte at sparke ham i skridtet. Han fik afværget sparket med det ene ben, så sparket ramte vidnet på låret. T.s kammerat fik hevet ham væk. T. angreb igen vidnet. Han slog vidnet 3-4 gange i hovedet. Vidnet holdt armene op for hovedet, så slagene ramte hans arme. Mindst et enkelt af slagene ramte ham i baghovedet. Vidnet fik nogle buler i baghovedet, men han blev senere angrebet af andre, der også slog ham. Vidnet prøvede at holde T. fast, så han ikke kunne slå mere. De tumlede rundt på fliserne. Der kom andre til og hoppede op på nakken af vidnet. Han ved ikke, hvem det var, men der blev han slået igen. Vidnet har ikke slået T. eller angrebet ham på nogen måde. Vidnet blev foreholdt politirapport forhold 2, bilag 4, side 3 for oven. Det er korrekt, at han har forklaret som anført. Vidnet blev ikke ramt af slag i ansigtet, men fastholdt, at han blev ramt af knytnæveslag bag højre øre.
Vidnet A. har forklaret vedrørende forhold 1 og 2, at hun den 21. august 2005 var på arbejde som bartender på Café Fry. Hun kender T., der tidligere har været ansat på cafeen. T. kom ind. Han var sjofel. T. tog blandt andet en øl, som hun havde skænket til en anden kunde, og drak af den. Herefter gik T. over til en anden gæst. Pludselig var der optøjer. K. var på arbejde som kontrollør. K. og en af kunderne fik T. ud. Vidnet kunne se ud gennem vinduerne. Hun så, at T. ville ind igen. Pludselig var K. nede at ligge. Hun så ikke, hvordan han kom ned at ligge. Hun så, at T. sparkede K. Hun så ikke, hvor sparkene ramte. Der stod flere personer og lavede sparkebevægelser mod K. Vidnet blev foreholdt politirapport forhold 2, bilag 5, side 3 øverst. Hun husker ikke at have forklaret som anført. Vidnet har ikke forklaret, at K. fik lagt T. ned. Hun husker ikke at have forklaret, at de andre personer slog ring omkring K. og T. Politiet sagde til hende, da hun blev afhørt telefonisk, at de ikke kunne bruge hende som vidne, da hendes forklaring ikke var præcis nok.
Vidnet S. L. har forklaret vedrørende forhold 1 og 2, at hun den 21. august 2005 var på arbejde som bartender på Café Fry. Hun ved, hvem T. er. T. kom ind på cafeen og kommenterede Anitas bryster og var i øvrigt sjofel. A. ville ikke skænke for ham. Vidnet skænkede for ham. I stedet for at tage sin egen øl tog han en anden gæsts øl. Hun så på et tidspunkt, at T. og K. kom udenfor. Hun så ikke, hvad der skete udenfor. Hun så efterfølgende, at K. havde blod på sine hænder.
Vidnet L. P. har forklaret vedrørende forhold 3-5, at han var på Peppers Bar den 8. oktober 2005. Han var sammen med en af sine venner. Han havde fået meget at drikke. Han så nogle mænd, der diskuterede ved poolbordet. En af dem faldt om. Han kendte ikke personen. Han kan ikke sige, hvor gammel personen var. Han så, at personen blødte. Han registrerede, at en person gik ud af døren. Han nåede ikke at se personen. Vidnet blev foreholdt forhold 3, bilag 10, side 2, 2. afsnit. Det er korrekt, at han har forklaret som anført. Han bekræftede således også signalementet. Han kan ikke i dag genkende personen, der slog. Vidnet blev foreholdt politirapport forhold 3, bilag 21, side 2. Vidnet bekræftede at have forklaret som anført. Han bekræftede også, at han har gennemlæst og underskrevet forklaringen. Han så, at 2 personer skændtes ved poolbordet. Han opfangede, at en person blev slået i hovedet og faldt til jorden. Senere uden for på parkeringspladsen så han 3 personer, der kom i klammeri. Der var mørkt, og der var dårlig belysning. Han mener, at den ene af de 3 personer var den, der havde slået en anden ned inde på Peppers Bar. Der stod 2 personer sammen. Lidt derfra stod den 3. Den ene af de 2 personer løb hen til den person, der stod alene. Personen, der kom løbende, sprang på den person, der stod alene. Personen, der stod alene, fik dog den anden ned at ligge. Vidnet stod ca. 30 meter derfra. Den 3. mand, som vidnet mener var ham fra Peppers Bar, kom til. De 2 personer, der før stod sammen, fik ham, der havde stået alene, ned at ligge. De slog og sparkede ham gentagne gange. Han tør ikke sige, om de begge var med til det. Den ene lå og rullede rundt sammen med ham, der havde stået alene. Bagefter så han, at forurettede blødte fra ansigtet. Vidnet blev foreholdt forhold 3, bilag 21, side 2. Han husker, at den person, der rullede rundt med forurettede, forsøgte at holde forurettede fast, så den anden kunne sparke. Han husker ikke at have forklaret, at en af dem sad med et knæ i maven på forurettede, mens den anden sparkede. Vidnet løb efter hjælp. Da han 5-10 minutter senere kom tilbage, var der kommet en ambulance. Forurettede lå på jorden. De 2 andre personer var der ikke. Han har ikke set disse forlade stedet. Vidnet blev foreholdt politirapport forhold 3, bilag 10, side 3. Han bekræftede, at han forlod stedet, inden overfaldet blev afsluttet. Han ved derfor ikke, hvor meget den forurettede blev slået og sparket.
Vidnet M. S. har forklaret vedrørende forhold 3-5, at han var på arbejde som dørmand på Peppers Bar den 8. oktober 2005. Han har i anledning af retsmødet gennemset videoen fra den pågældende aften, idet der var videoovervågning på restauranten. Vidnet kender de tiltalte J. og T. som gæster. De var der den pågældende aften. Vidnet så på et tidspunkt, at J. og T. diskuterede nede bagved med en 3. gæst, O. Vidnet mener, at J. og T. var provokerende. På videoen ses det tydeligt, at O. sad med en pige og en 3. gæst stille og roligt ved et bord, da de tiltalte kom og opførte sig provokerende. Vidnet bad J. og T. om at flytte sig. J. og T. gik hen til poolbordet. J. dansede alene rundt om poolbordet og dansede ind i en anden gæst, kaldet Sa.. Vidnet kan ikke vurdere, om det var bevidst eller et uheld. Der var noget ordveksling mellem dem. J. klappede Sa. på kinden. Vidnet betegner klappet som et "tyrkerklap". Hvis han blev klappet på tilsvarende måde, ville han opfatte det som meget provokerende og nedladende. Vidnet gik derhen. J. gik om på den anden side af poolbordet. Sa. spillede videre og kom hen til J. J. sparkede Sa. bagi. Det var ikke voldsomt, men provokerende. Sa. havde en billardkø i hånden. Sa. vendte sig og sagde et eller andet, som vidnet ikke kunne høre. Hans attitude viste, at han muligt sagde noget i retning af, at han ikke ville finde sig i det. J. reagerede ikke på det, Sa. sagde. Vidnet gik hen til J. og sagde, at det var tid til, at han og T. skulle gå. Vidnet fulgte dem hen mod udgangen, idet vidnet havde en arm rundt om J. De kom forbi Sa., og idet de passerede Sa., gav J. ham gav et knytnæveslag i ansigtet. Det var et hårdt slag, der ramte Sa. på næsen. Sa. gik ud som et lys. Herefter kom J. og T. hurtigt ud. Vidnet gik hen til Sa.. Sa. ville ikke melde det til politiet. Vidnet blev på et tidspunkt hentet af en gæst, der sagde, at der havde været et slagsmål på parkeringspladsen. Vidnet gik derud og så, at O. sad på jorden og var blevet slået ned. Vidnet har ikke set, hvordan han var blevet overfaldet. Han så, at J. stod ved parkeringspladsen ved Fermaten. Han var på vej hen mod forurettede. Vidnet ringede til politiet. J. løb derfra. Han så ikke T.
Vidnet J. J. har forklaret vedrørende forhold 3, at han den 8. oktober 2005 var på Peppers Bar. Han bekræftede, at han bliver kaldt Sa. Vidnet var fuld ved 3-tiden - det plejer han i hvert fald at være. Vidnet husker ikke, at der var problemer på stedet. Han husker, at han spillede pool sammen med en person. Herefter husker han ikke mere, før han stod og vaskede blod af ude på toilettet. Han husker ikke, at en person dansede rundt om poolbordet. Han husker heller ikke at være blevet sparket bagi. Vidnet blev foreholdt politirapport forhold 4, bilag 2, side 2. Han havde hørt fra andre, at han var blevet slået. Han husker det ikke selv.
Vidnet O. har forklaret vedrørende forhold 3-5, at han den 8. oktober 2005 var på Peppers Bar. Han havde forinden været ude at spise. Han havde fået noget at drikke. Han husker ikke noget klart fra ca. ½ time, efter han kom til Peppers Bar, til han vågnede op på sygehuset, idet denne periode er noget tåget. Han mener, at han talte med en kollega, Peter og Ja.. Han husker ikke at have siddet i en sofagruppe og talt med Ja. Han kender ikke de tiltalte T. og J.. Han mener ikke, han for nogle måneder siden har været indblandet i en episode med T. på El Toro. Han husker ikke, at nogen på Peppers Bar talte om en episode på El Toro. Han husker, at han ville hjem, idet han skulle have besøg af håndværkere dagen efter. Hans far skulle hente ham, men han husker ikke, om han nåede at ringe efter ham. Han fulgtes formentlig med Ja. ud af døren. Herefter er hans erindring nærmest kun bitte små glimt. Han husker ikke, hvordan han var kommet på hospitalet. Vidnet husker, at han blev afhørt af politiet. Vidnet blev foreholdt politirapport forhold 3, bilag 28, side 3, sidste afsnit. Vidnet bekræftede at have forklaret som anført. Han husker i glimt noget med spark og tumult. Han husker i glimt, at han lå på jorden og blev sparket 2 steder fra, hvorfor han tror, at der var 2 personer om overfaldet. Han havde også fodaftryk i panden dagen efter. Han har ingen fornemmelse af, hvor lang tid overfaldet varede. I en periode efter overfaldet var hans hukommelse ødelagt. Vidnet er nu begyndt at få sin hukommelse tilbage. Hans ene knæ blev ødelagt. Det var menisken, en bruskplade og et korsbånd, der var ødelagt. Han skal til MR-scanning i februar 2006. Han forventer, at han skal opereres i knæet. Han er stadig sygemeldt fra sit arbejde. Han håber på, at han kan begynde at arbejde i det nye år. Han har det psykisk godt nok nu. Han oplyste, at han har et erstatningskrav, og det vil hans advokat rejse.
Vidnet Ja. har forklaret vedrørende forhold 3-5, at hun den 8. oktober 2005 var på Peppers Bar. Hun kender O. O. var også på Peppers Bar. Vidnet sad oven på sammen med nogle veninder. O. kom op til dem. Senere gik de nedenunder. De sad og fik en øl. Der kom en person, hun ikke kendte, hen og talte med O.. Hun sad ved siden af O. og kunne derfor høre, hvad de talte om. Personen talte om et skænderi, der var sket for lang tid siden på El Toro. Der kom en person mere til. Denne begyndte også at sige noget til O. De spurgte ham, om han ville med udenfor. De ville gerne slås med O.. Hun holdt fast i O. Han gik ikke med udenfor. Vidnet henvendte sig til dørmanden, M. S., og bad ham stoppe det. M. S. sagde til de 2 personer, at de skulle gå væk derfra. Der skete herefter ikke mere. Efter 10-15 minutter ville O., en anden person ved navn NN og vidnet ned på Lones Køkken for at få noget at spise. Da hun var på vej ud, så hun, at Sa. kom ind. Han blødte og så ud, som om han havde fået nogen på hovedet. Hun tænkte ikke nærmere over det. De kom ud og gik over Bethaniagades parkeringsplads. Hun så de 2 personer fra Peppers Bar. De sad 5-6 meter fra dem på en kantsten. Hun hørte den ene sige: "Der er han sgu". Hun tog fat i O. og prøvede at få ham med. Han fulgte med vidnet. Hun var bange for, at han skulle give sig til at slås med de 2 personer. Pludselig slap O. hendes arm. Hun vendte sig og så, at den ene af personerne og O. slog ud efter hinanden. De stod op og gav hinanden lussinger og knytnæver. Den anden person gik lidt bagved. Personen fik O. ned at ligge og fulgte selv med ned. Personen holdt O.s arm med den ene hånd og slog O. med den anden. Den anden person kom til og begyndte at slå og sparke O.. Hun så i hvert fald et spark, og hun mener, at sparket ramte på kroppen og ikke i hovedet. Det var ham med mørkt hår og stribet trøje, der sparkede. Hun ved ikke, hvilket fodtøj han havde på. På et tidspunkt sad begge personerne på knæ ved siden af O. og slog ham. Hun mener, de sad på samme side af O.. O. sagde av og prøvede at skubbe dem væk. Hun så, at L. P. og D. kom gående. Hun løb hen til dem og bad dem hjælpe. Vidnet løb videre hen på Crazy Daisy for at hente hjælp. Da hun kom tilbage igen, så hun O. igen. Denne havde det ikke godt. De 2 personer var væk. Hun tog med i ambulancen til skadestuen. På et tidspunkt gik hun ud for at ryge. Hun mødte en bekendt, PP. Hun så den ene af de 2 personer sidde og holde sig for hovedet. De gik ud og så her den anden person, der havde overfaldet O. Vidnet blev foreholdt politirapport forhold 3, bilag 23, side 4 for oven. Hun bekræftede at have forklaret som gengivet.
Vidnet D. har forklaret vedrørende forhold 4 og 5, at han den 8. oktober 2005 var i byen i Herning. Han havde været på Peppers Bar. Han var meget fuld. Han husker, at han så noget tumult på parkeringspladsen bag Peppers Bar. Han var 50 meter væk. Han så 3 personer, der sloges. De lå alle 3 ned. Han gik tættere på, for han var nysgerrig.. Han kunne ikke se, hvem der gjorde hvad. Han havde indtryk af, at det var "alle mod alle". De blev ved med at være nede på jorden. Slagsmålet stoppede, da 2 af personerne løb væk. Den 3. person blev liggende. Vidnet gik derhen og kunne se, at personen så skidt ud. Han så blod. Han ved ikke fra hvem af dem. Han så ikke, om der var nogen, der sparkede. Vidnet blev foreholdt politirapport forhold 3, bilag 9, side 2. Vidnet husker ikke at have forklaret, at han har set forurettede blive overfaldet af 2 personer, og forurettede blive sparket.
Vidnet L. D. har forklaret vedrørende forhold 4 og 5, at hun den 8. oktober 2005 var i byen. Hun stod sammen med sin kæreste ved Bethaniagades parkeringsplads og skulle videre i byen. Hun havde fået noget at drikke. Hun var ikke fuld. Hun kunne høre noget råberi fra nogle personer, der stod ca. 30 meter fra dem. Hun så 3 personer, der var oppe at slås. De stod op. Den ene person blev skubbet eller slået ned af de 2 andre. Personen, der blev skubbet ned var langhåret, stor og ikke helt ung. Hun havde indtryk af, at det var "2 mod 1". Den ene af de 2 havde fat i personen, der lå ned. Denne var noget af tiden selv lidt nede i knæ. Det var hendes opfattelse, at han holdt personen nede. De rullede ikke rundt. Han holdt personen nærmest bagfra og holdt hans arme, så han ikke kunne få armene op og beskytte hovedet. Den anden person slog efter personen, der lå ned. Han sparkede ham og hoppede på hans hoved med samlede ben. Sparkene ramte i hovedet. Hun mener, at der blev sparket 4-5 gange, og han hoppede op på hovedet 4-5 gange. Personen, der lå ned, havde ikke mulighed for at komme op. Personen, der trampede på hovedet af den anden, var mørkhåret, lidt bred i det og muskuløs. Han havde en stribet trøje og cowboybukser på. Han var ikke dansk af udseende. Hun kan ikke huske, hvad han havde på af sko. Hun kunne høre, at personen, der lå ned, klynkede. Der kom flere mennesker til, og nogen gik hen og forsøgte at blande sig. En af dem, der forsøgte at blande sig, blev skubbet væk af ham, der sparkede. Der kom endnu flere mennesker til, og episoden stoppede. Personen, der holdt den anden nede, gik først fra stedet. Den anden fulgte kort efter. De gik hver for sig. Vidnet blev foreholdt forhold 3, bilag 22, side 2 nederst. Hun fastholdt, at den ene person holdt fast i den forurettede, så han ikke kunne beskytte sit hoved med armene. Hun kunne ikke se præcist, hvordan hans arme blev holdt væk fra hovedet. Hun bekræftede, at hendes opmærksomhed nok mest var rettet på ham, der sparkede.
Vidnet M. N. har forklaret vedrørende forhold 4 og 5, at han den 8. oktober 2005 var på Bethaniagades parkeringsplads. Han var meget fuld. Han stod sammen med sin kæreste, Line. Han så 3 personer, der var oppe at slås. De stod nok op. Han husker ikke, om de blev ved med at stå op. Han husker ikke, om nogen af personerne kom ned at ligge. Han kender ikke nogen af personerne. Han kan ikke beskrive dem. Han husker, at han talte med politiet, men husker ikke, hvad han forklarede. Vidnet blev foreholdt politirapport forhold 3, bilag 12, side 1. Han husker ikke, om han har forklaret som anført.
Vidnet B. har forklaret vedrørende forhold 4 og 5, at han den 8. oktober 2005 var på Bethaniagades parkeringsplads. Han havde ikke været i byen. Han så 3 personer i slåskamp. De var 2 mod 1. En af dem sparkede og trampede på en anden person. Sparkene ramte i maven og i hovedet. Den anden person sparkede også. Personen, der blev sparket, lå ned. Han så ikke, hvordan han var kommet ned at ligge. Vidnet stod få meter derfra. Han så, at personen blev sparket 2-3 gange og trampet på 2-3 gange. Han blev ramt på siden af kroppen og i hovedet. Han så ikke, om der blev slået med hænderne. Vidnet blandede sig på et tidspunkt, idet han sagde: "Prøv lige at stoppe det der". Han sagde det 2 eller 3 gange. Den ene af dem kom hen til vidnet, tog ham hårdt om halsen og skubbede ham hen mod en bil. Han sagde til vidnet, at denne ikke skulle blande sig. Det var et hårdt greb. Han kunne mærke det 14 dage efter. Personen, der tog fat i ham, var ikke så høj og kraftig af bygning. Herefter blev der ikke slået eller sparket mere på personen, der lå ned. De 2 personer, der havde sparket og slået gik sammen derfra hen mod et værtshus, vidnet ikke kan huske hvad hedder. Personen, der lå ned, råbte, mens han blev sparket. Vidnet kunne ikke høre, hvad han råbte. Han forsvarede sig ikke. Han slog ikke ud efter de 2 andre. Han så ikke, om en af de 2, der sparkede, også holdt personen fast. Vidnet blev foreholdt politirapport forhold 3, bilag 6, side 2. Vidnet bekræftede at have forklaret som anført. Der var dog 2 personer, der sparkede på personen, der lå ned. Vidnet blev foreholdt politirapport forhold 3, bilag 43, side 1. Det er korrekt, at han havde været på Peppers Bar, men ikke 3-4 timer. Han havde kun fået lidt at drikke.
Tiltalte J. er tidligere straffet blandt andet ved
1. Brønderslev rets dom af 5. marts 2002 med fængsel i 4 måneder, heraf 2 måneder betinget med prøvetid i 2 år og vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen m.v., for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1,
2. Ringkøbing rets dom af 19. april 2002 med fængsel i 3 måneder, betinget med prøvetid i 2 år og vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen m.v., for overtrædelse af straffelovens § 244. Fællesstraf med betinget del af dom af 5. marts 2002, ....
4. denne rets dom af 18. juni 2004 med fængsel i 1 år 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1,
5. denne rets dom af 22. juni 2004 med fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 89.
Vestre Landsrets ankedom af 6. september 2004 med fængsel i 1 år 5 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og § 244, jf. § 89. Landsretsdommen omfatter underretsdommene af 18. juni 2004 og 22. juni 2004,
6. denne rets dom af 9. februar 2005 med fængsel i 20 dage for overtrædelse af straffelovens § 293 a Det har sit forblivende med udsættelsen af fastsættelsen af straffen vedrørende den betingede del af dom af 3. februar 2002. Prøveløsladt den 2. maj 2005, prøvetid 2 år, reststraf 185 dage.
De tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 8. oktober 2005.
Rettens bemærkninger:
Vedrørende forhold 1:
Tiltalte T. har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Vedrørende forhold 2:
Ved vidnet K.s forklaring, som forekom sikker og troværdig, finder retten det bevist, at tiltalte T. sparkede vidnet, der fik pareret sparket med låret. Det findes videre bevist, at tiltalte slog adskillige gange mod vidnet, der fik pareret slagene med sine arme undtagen et enkelt slag, der ramte vidnet bag det ene øre. Tiltalte findes herefter skyldig efter anklageskriftet.
Vedrørende forhold 3:
Efter vidnet M. S. s forklaring kan det lægges til grund, at tiltalte J. flere gange prøvede at provokere J. J. til at indlade sig i slagsmål med tiltalte. Dette lykkedes ikke, hvorefter tiltalte uden varsel, og uden at vidnet J. J. på nogen måde gav anledning hertil, tildelte vidnet et hårdt knytnæveslag i ansigtet. Retten må afvise tiltaltes forklaring om, at han forinden var blevet provokeret. Tiltalte findes herefter skyldig efter anklageskriftet.
Vedrørende forhold 4:
Efter de afgivne vidneforklaringer, herunder især vidnerne M. S. og Ja. s forklaringer, finder retten, at de tiltalte på Peppers Bar inden det i forhold 3 beskrevne har prøvet at provokere O. med henblik på at få ham med uden for restauranten for at indlade sig i slagsmål. Dette lykkedes ikke formentlig på grund af vidnet M. S.s indgriben. Retten finder det videre bevist, at overfaldet beskrevet i forhold 4 blev indledt ved, at de tiltalte fik øje på O., hvorefter tiltalte T. løb hen til O. og overfaldt denne. Retten henviser her navnlig til forklaringen afgivet af Ja., men de tiltaltes forklaringer understøtter i et vist omfang også, at overfaldet blev indledt sådan. Retten finder det videre bevist, at tiltalte J. kort efter tog del i overfaldet på O. Overfaldet er nok startet med slag og fortsatte med spark, tramp og hoppen navnlig udført af tiltalte J. som beskrevet i anklageskriftet. Da tiltalte T. indledte overfaldet, da tiltalte T. fortsat deltog aktivt i overfaldet, efter tiltalte J. var begyndt at trampe, sparke og hoppe på O.s hoved og krop, og da tiltalte T. ikke på nogen måde tog afstand fra den vold, tiltalte J. udførte, endsige prøvede at standse den, findes både han og J. skyldige efter anklageskriftet, idet de udførte volden i forening.
Vedrørende forhold 5:
Efter vidnet B.s forklaring, som er delvist bestyrket af tiltalte J. egen forklaring, findes han skyldig efter anklageskriftet.
Med disse bemærkninger findes begge de tiltalte skyldige efter anklageskriftet.
Straffen for tiltalte T. fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 245, stk. 1, § 244 og restaurationslovens § 37, stk. 1, jf. § 32, stk. 1.
Straffen for tiltalte J. fastsættes til fængsel i 2 år 6 måneder, jf. straffelovens § 245, stk. 1, § 244, jf. § 247, stk. 1.
Straffen omfatter også reststraffen på 185 dage ved prøveløsladelsen den 2. maj 2005, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2.
Thi kendes for ret:
Tiltalte T. skal straffes med fængsel i 1 år
Tiltalte J. skal straffes med fængsel i 2 år 6 måneder.
De tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder salæret til deres egen beskikkede forsvarer.