D O M
afsagt i 1. afdeling den 16. september 2004.
SS 1-1456/2004
Anklagemyndigheden
mod
DA
Denne sag er behandlet med domsmænd.
Anklageskrift fra politimesteren i Herning er modtaget den 13. august 2004.
Dorthe Andersen er tiltalt for "overtrædelse af
1.
politivedtægten for Herning Politikreds § 3, stk. 1, ved den 12. juli 2004 ca. kl. 22.20 på S-gade ud for nr. 13 i * at have indladt sig i slagsmål med NB samt kastet en potteplante efter ham, som ramte og knuste en rude på adressen S-gade 13,
2.
bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag liste E nr. 16 og nr. 42, ved den 12. juli 2004 kl. 23.00 i Herning på Herning Politistation, Nørregade 1, at have været i besiddelse af 4 stk. 5 mg. nitrazepamtabletter samt 1 stk. stesolidtablet til eget brug,
3.
straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, vold, ved den 26. juli 2004 ca. kl. 00.20 i * på udvendig serveringsområde til * at have slået HO i ansigtet med knyttet hånd."
Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 1. Forhold 2 erkendes, dog var nitrazepamtabletterne ikke hendes, men hendes samlevers. Forhold 3 nægtes.
Tiltalte har forklaret:
Ad forhold 1 og 2:
Det er korrekt, at hun kastede en potteplante efter NB, som ramte og knuste en rude. Politiet kom herefter til stede, og hun kom ind på politistationen. Hun var i besiddelse af nogle tabletter. Nitrazepamtabletterne tilhørte NB, og han har fået dem ordineret. Det er korrekt, at hun havde en stesolidtablet på sig.
Ad forhold 3:
Hun var ikke på stedet den pågældende aften ved *. Hun var derhjemme, og hun var ikke påvirket. Hun kender ikke noget til nogen episode. Hun kender heller ikke HO. Hun ønsker ikke at udtale sig yderligere herom.
HO har som vidne forklaret ad forhold 3, at hun er ansat på *. V-Cup var slut søndag, og de personer, der havde hjulpet, var på stedet. Man havde lukket på hotellet kl. 22.00, og det var kun personale, der var til stede på tidspunktet. NB, som hun ved hvem er, kom ind, og hun tog ham med udenfor, da hun ikke ville have ham ind på hotellet, idet hun har hørt, at han har temperament. De sad udenfor og snakkede sammen, og NB var ked af, at folk havde fordomme overfor ham. Vidnet sagde, at hun ikke havde noget imod ham, idet han ikke havde gjort hende noget. Et stykke tid efter kom tiltalte gående nede fra byen, og hun var meget gal og råbte til NB, at han ikke skulle lægge an på vidnet. NB spurgte, om hun ville hente 2 øl, fordi de så kunne sidde ned og tage en snak. Dette sagde vidnet ja til, og da vidnet kom ud igen, var tiltalte kommet hen til dem. Inden vidnet nåede at få sat øllene på bordet, havde tiltalte langet vidnet en. Vidnet stod med siden til, og tiltalte trak armen og ramte vidnet på næsen med knytnæve. Vidnet blev gal herover og pegede på tiltalte og sagde, at hun ikke skulle slå på hende. Tiltalte tog fat i armen på vidnet og trak den væk, idet hun ikke ville have, at vidnet pegede på hende. Tiltalte virkede truende. Nogle kolleger kom herefter til og fik hende ind på hotellet. Vidnet bed sig selv, da hun blev ramt af knytnæven, og dette blødte. Der skete ikke noget ellers ved slaget, så slaget var ikke så hårdt, men hun blev chokeret. Hun kan forestille sig, at tiltalte blev gal, fordi hun troede, at NB lagde an på hende. Tiltalte virkede påvirket, og NB var også påvirket. Der var ikke nogen diskussion dem imellem. Der var ingen forvarsel om, at tiltalte ville slå hende.
Vidnet var ikke på arbejde, idet de holdt fest. Vidnet havde fået 3 genstande i løbet af aftenen. Vidnet vidste af omtale, hvem tiltalte var. NB fortalte også, at det var tiltalte, der kom. Vidnet så, at det var et knytnæveslag, hun fik.
FH har som vidne forklaret ad forhold 3, at han serverede på hotellet først på aftenen. Senere var det blevet en fest for dem, som havde hjulpet ved fodboldstævnet. De havde to aftener før haft besøg af NB. Vidnet havde af de andre bartendere fået at vide, at NB ikke måtte komme der, idet der tidligere havde været ballade med ham. Vidnet så godt den pågældende aften, at NB kom ind i forgangen, og at HO gik ud med ham. Han så også, at HO kom ind efter 2 øl. Han sagde også til hende, at hun ikke skulle gå ud med øllene. HO gik alligevel ud med øllene, og han stod og holdt lidt øje med hende. Han så, at der pludselig kom en hånd slyngende, og HO blev ramt. Vidnet kaldte på de andre kolleger, og vidnet fik HO indendørs. Det var tiltaltes hånd, han så. HO blev ramt i hovedet. HO røg lidt tilbage, da hun blev ramt. Han ved ikke, hvad optakten til det var, men han tror, at det havde noget med alkohol at gøre. Vidnet havde fået lidt at drikke i løbet af aftenen.
Vidnet stod 2 - 3 meter fra døren indenfor, men der er klart glas i døren, og han kunne sagtens se, hvad der skete udenfor. HO gik nok ud med NB for, at der ikke skulle blive noget ballade.
Tiltalte er tidligere straffet blandt andet ved kriminalretten i Vejles dom af 20. november 2001 med fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, ved denne rets dom af 27. marts 2003 med fængsel i 3 måneder for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1 og ved denne rets dom af 27. april 2004 med fængsel i 4 måneder, hvoraf 3 måneder er ubetinget for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 244, jf. § 247.
Af en i sagen fremlagt politiattest fremgår under objektive fund:
"Øm næse uden tegn til brud eller hævelse. Let hovedpine, dog aftagende. Der er på hø. underarms inderside et 4x1½ cm blåt 3-punktformet som kunne svare til fingermærker."
Domsmandsrettens bemærkninger:
Ad forhold 1:
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Ad forhold 2:
Tiltalte har erkendt at have været i besiddelse af de pågældende piller. Uagtet hendes samlever lovligt måtte være i besiddelse af pillerne, findes tiltalte skyldig i henhold til anklageskriftet.
Ad forhold 3:
Efter vidnet HO meget overbevisende forklaring, som støttes af vidnet FHs forklaring, findes tiltalte skyldig i henhold til anklageskriftet.
Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. politivedtægten for Herning Politikreds § 3, stk. 1, bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag liste E nr. 16 og nr. 42 samt straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1.
Straffen omfatter ikke den betingede straf i dommen af 27. april 2004.
Thi kendes for ret:
Tiltalte, DA, skal straffes med fængsel i 60 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.