Hop til indhold
domstol.dk

Fængsel i 40 dage for vold - dom af 1. september 2004 
01-09-2004 

En 18-årig mand fik den 1. septemer 2004 40 dages ubetinget fængsel for vold mod en sagesløs. Volden bestod af 2-3 knytnæveslag og en skalle.

D O M

afsagt i 2. afdeling den 1. september 2004

SS 2A.1261/04
Anklagemyndigheden
mod
T


Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget den 15. juli 2004.

T er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 244, for vold, ved lørdag den 3. juli 2004 ca. kl. 00.35 på D-gades parkeringsplads bag motorkontoret i Herning at have nikket RF 1 skalle samt slået ham flere gange i ansigtet med knyttet hånd.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Tiltalte har blandt andet forklaret, at at han var på D-gades parkeringsplads den pågældende aften. Han havde drukket en masse øl hjemme hos sig selv. Han og S, C, A og S begyndte at drikke ved 20.00/21.00-tiden. De var på vej til en fest i nærheden af McDonalds. Han så en af sine venner, N, på D-gades parkeringsplads. Denne stod og skændtes med R. Tiltalte vidste, hvem R var, men havde aldrig før talt med R. Tiltalte, S, C, A og S gik derhen for at se, hvad de skændtes om. Mellem 3 og 5 af Rs venner stod der også. R og N skændtes om noget omkring S, der er en af tiltaltes veninder. R skulle have været voldelig over for S. R benægtede at have slået S. Tiltalte ved ikke, hvad der skete. Pludselig slog han R 2-3 gange i hovedet med højre hånds knytnæve. En af tiltaltes venner holdt ham tilbage. Tiltalte rev sig løs og gik igen hen til R og spurgte, om han havde slået S. Dette benægtede R igen. Tiltalte gav ham herefter en skalle. Tiltalte fik et sår i panden, der skulle syes.

Rettens bemærkninger:

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. straffelovens § 244.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på karakteren af overfaldet. Tiltalte overfaldt en ganske sagesløs person, der ikke på nogen måde havde givet anledning til volden. Retten har videre lagt vægt på, at efter tiltalte af sine kammerater efter de første knytnæveslag var blevet fjernet fra den forurettede, rev han sig løs og angreb på ny den forurettede ved at nikke ham en skalle, uden at denne på nogen måde havde givet anledning til dette. Uanset oplysningerne om tiltaltes gode personlige forhold, finder retten således ikke anledning til at gøre straffen betinget.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Til top Sidst opdateret: 01-09-2004 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorFax: 99686116seperatorEmail: herning@domstol.dk