Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Erstatning for "overlevelsestur" - dom afsagt den 16. december 2002 
16-12-2002 

Arbejdsgiver erstatningsansvarlig for psykisk skade, der overgik en ansat på en af arbejdsgivere arrangeret "overlevelsestur".

Dommen blev anket til Vestre Landsret den 19. december 2002.
Sagen blev domsforhandlet i landsretten.

Den 24. marts 2004 accepterede appellanten, at landsretten ikke ville ændre dommen. Landsretten hævede herefter ankesagen.

______________________

Dom afsagt den 16. december 2002 i BS 1-919/2001:

Socialpædagogernes Landsf. som mandatar for L.

mod

K.


Under denne sag, der er anlagt den 7. maj 2001, har Socialpædagogernes Landsforening som mandatar for sagsøgeren L. nedlagt påstand om, at sagsøgte, K. skal betale 32.007,81 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 14/11-1997 til betaling sker af 17.920,- kr. og med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg til betaling sker af 14.087,81 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiær frifindelse mod betaling af et efter rettens skøn fastsat mindre beløb, således at godtgørelse for svie og smerte forrentes fra den 14/11-1997 og den resterende erstatning forrentes fra sagens anlæg, og til betaling sker.

Af sagens oplysninger fremgår:

Sagsøgeren, der er uddannet socialpædagog, blev den 1. februar 1996 ansat hos sagsøgte og arbejdede primært i dagcentret. I denne afdeling blev hvert år afholdt en socialpædagogisk dag/-weekend, der i 1997 blev afholdt fra fredag den 14. november om morgenen, til lørdag den 15. november om morgenen.

Af kontrakt af 14. november 1997 mellem sagsøgte på den ene side og H. C. og K. M. på den anden side fremgår:

"....
Formålet med "overlevelsesturen" er, at arrangere en 1 døgns "ryste sammen tur" med sociale elementer indlagt. Turen skal ligeledes indeholde grænseoverskridende elementer, som primært udføres med samarbejde for øje. Et klart formål er ligeledes, at bringe de ansatte fra dagcentret sammen og give dem nogle succesoplevelser på tværs af daglige arbejdsgrupper.

Planlægning
Det påhviler konsulenterne, at planlægge turen ud fra følgende af Dagcentrets ønsker og forudsætninger:
Kendskab til hver enkelt ud fra dagcentrets beskrivelser.
Ønske om socialt arrangement fredag aften i Nørrehytten.
Ønske om succesoplevelser gennem samarbejde.
Teambuilding på tværs af daglige rutiner.

Forudsætninger
Følgende forudsætninger skal opfyldes af dagscentret:
Deltagerne skal selv medbringe fornuftigt tøj, gode trave sko/støvler samt sovepose.
Dagcentret stiller bus til rådighed for Konsulenterne under hele turen.
Dagcentret arrangerer selv mad til det sociale arrangement fredag aften.

Sikkerhed
For at sikre deltagerne den størst mulige sikkerhed under turen, vil de forskellige momenter man vil møde undervejs være planlagt og blive udført i overensstemmelse med de gældende sikkerhedsregler i Forsvaret.

Ansvar
Det er for konsulenterne vigtigt at pointere, at deltagelse i turen og de momenter der vil være undervejs er på 100% frivilligt, og derved også på eget ansvar. En eventuel forsikring på deltagerne skal derfor tegnes af deltagerne selv eller af Dagcentret. Konsulenterne vil ikke kunne gøres ansvarlige for eventuelle skader som pådrages under turen.

Pris "overlevelsesturen"
Pris for planlægning og udførelse af "overlevelsesturen" vil være som følgende:

Tabt arbejdsfortjeneste for 4 instruktører       Kr. 4.000,-
Udgifter til diverse materialer                            Kr. 2.500,-
Samlet pris                                                           Kr. 6.500,-

Underskrifter


Herning den 14/11-1997                    Herning den 14/11-1997



K. M. (sign.)
H. C. (sign.)                                           A. (sign.)
____________________                    ____________________
Konsulenterne                                       Dagcentret                   "


Personalet var blevet samlet hos sagsøgte om morgenen og blev i bus transporteret til en lokalitet nær Holstebro, hvorefter de under ledelse af H. C. og K. M. gennemgik forskellige opgaver, hvorefter de blev transporteret til en hytte, hvor der var social samvær med mad og drikkevarer. Om natten blev personalet kørt til en ny lokalitet og gennemgik nye opgaver, idet de to turledere nu var suppleret af en tredje. Til sidst blev personalet kørt til morgenmad i hytten og derfra til sagsøgte, hvorfra de kunne tage hjem.

Sagsøgeren mødte på arbejde om mandagen, men måtte sygemelde sig i løbet af dagen, og hun kom til behandling hos psykolog K. L.. Hun blev langtidssygemeldt den 19. november 1997. Sygemeldingen blev anmeldt som en arbejdsulykke til Arbejdstilsynet.

I følge erklæring af 28. november 1997 fra læge N. Å. N. var hun chokeret, rystet, grådkvalt, talende med spæd stemme, rystende, da hun berettede om "overlevelsesturen", da hun besøgte ham den 19. november 1997. Han fandt ikke nogen forudbestående sygelig tilstand, men beskrev tilstanden som psykisk reaktion på akut belastning.

Af stamkort fra psykolog K. L. fremgår blandt andet, at han behandlede sagsøgeren første gang den 18. november 1997, hvor han anbefalede hende at gå til egen læge og blive sygemeldt og anbefalede hende en anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen. Hun havde voldsomme symptomer på at være udsat for overgreb. Under den 24. november 1997 er blandt andet anfør: "L. svinger meget. Min tidligere oplevelse af L. svarer ikke til det aktuelle billede af en såret, usikker og grådkvalt kvinde." Psykologens behandling blev sluttet den 19. januar 1998, hvor der blandt andet hedder: "Hun kan stabiliseres i sit kriseforløb nu - uden yderligere støtte end den, der naturlig er i det primære netværk - under forudsætning af at hun ikke konfronteres med de angstprovokerende elementer fra overlevelsesturen."

Sagsøgeren fratrådte sin stilling hos sagsøgte og blev raskmeldt den 1. februar 1998, hvor hun begyndte i en ny stilling i en skolefritidsordning.

Af tilsynsrapport af 22. april 1998 fra Arbejdstilsynet, Kreds Ringkøbing Amt, fremgår blandt andet, at man aldrig 100% kan sikre sig, at deltagerne på overlevelsesture ikke undervejs eller efterfølgende får psykiske problemer, men at man kan optimere betingelserne for, at det ikke sker:

"....
Hvis en forudsætning for at deltage, er, at der er kontinuerlig mulighed for at sige fra i forløbet, skal dette følges op i praksis, således at de fysiske rammer reelt også tillader, at man benytter sig af muligheden, hvis behovet opstår.

Da overlevelsesture traditionelt indeholder en vis andel af fysisk og psykisk grænseoverskridelse og -afprøvning, som teoretisk og til tider uforudsigeligt kan udløse voldsomme psykiske reaktioner, skal instruktørerne og arrangørerne sikre sig, at der kontinuerligt undervejs og umiddelbart efterfølgende er mulighed for og tilbud om at få bearbejdet de individuelle oplevelser af forløbet og egne indre oplevelser. Forløbet bør således ikke afsluttes, før man har forsikret sig om, at samtlige deltagere befinder sig forsvarligt psykisk rekonstituerede."

I maj 1998 måtte sagsøgeren sygemelde sig igen. Hun blev af sin egen læge henvist til Arbejdsmedicinsk klinik på Herning Centralsygehus.

I arbejdspsykologisk undersøgelse den 25. maj 1998 foretaget af chefpsykolog O. N. H. konkluderes, at der samlet er tale om en akut belastningsreaktion, der er udløst i forbindelse med undersøgtes nødtvungne deltagelse i overlevelsestur. Af referat af en samtale den 19. juni 1998 fremgår blandt andet, at undersøgte var psykisk presset ved samtalen, at hun var blevet fyret fra sit arbejde den 31. juli 1998 på grund af sygemelding, og at hun stadig havde stressrelateret tilstand med angstreaktion. Af referat af en samtale den 21. juni 1998 fremgår blandt andet, at hun stadig følte sig psykisk instabil. Af referat af en samtale den 26. oktober 1998 fremgår blandt andet, at hun var i arbejdsprøve på et plejehjem, at hun følte sig så psykisk stabil, at hun følte, hun fuldt ud kunne varetage job, at hun havde overvejet, om hun burde raskmeldes og finde et job, at arbejdskonsulenten havde foreslået, at hun blev i arbejdsprøven endnu en tid, hvilket hun var noget uafklaret i forhold til. Den 17. april 2001 vurderede O. N. H. i en ny arbejdspsykologisk vurdering således:
"......
Samlet er der på nuværende tidspunkt tale om kronisk belastningsreaktion, undersøgtes erhvervsevne findes reduceret, og hun vil på nuværende tidspunkt kun kunne fungere i bestemte arbejdsmæssige situationer, hvor tingene er præget af forudsigelighed, hvor undersøgte har mulighed for at strukturere dagligdagen og hvor hun ikke udsættes for for mange konflikter fra omgivelserne. Pga. kronisk stressreaktion, samt tendens til hurtig udtrætning vil undersøgte ikke kunne magte fuldtidsarbejde. Undersøgte har behov for at få skabt et solidt arbejdsmæssigt fundament i rolige omgivelser vil etablering af et flexjob være en oplagt mulighed."

Den 27. august 1998 godkendte Arbejdsskadestyrelsen en arbejdsskade den 14. november 1997 under lov om forsikring mod følger af arbejdsskader, hvilket styrelsen meddelte sagsøgte med en ankefrist på 4 uger. Sagsøgte indbragte ikke afgørelsen for Den Sociale Ankestyrelse.

I en erklæring af 26. august 1999 fra speciallæge i psykiatri K. G. til styrelsen hedder det i konklusionen:
"....
Der er tale om en 35 årig socialpædagog, som efter et fagligt arrangement den 14. november 1997, har været i en psykisk tilstand, som utvungent kan betegnes som et kronisk posttraumatisk stress-syndrom.

Har tidligere virket helt upåfaldende på sine omgivelser og har ikke opfattet sig selv som et menneske, der havde psykiske problemer overhovedet.

Der foreligger en lille mulighed for, at glemte barndomstraumer senere i forløbet af den psykologiske behandling kan være med til at forklare det langvarige forløb af L.'s stress-tilstand."

Den 26. november 1999 traf styrelsen afgørelse om, at sagsøgerens mén som følge af skaden var under 5%, efter loven forsikring mod følger af arbejdsskade. Sagsøgeren indbragte afgørelsen for Den Sociale Ankestyrelse, der hjemviste sagen til Arbejdsskadestyrelsen. Den 3. december 1999 traf styrelsen afgørelse om, at sagsøgerens erhvervsevne var nedsat med mindre end 15%, hvorfor der ikke kunne udbetales erstatning for tabet af erhvervsevne.

I en erklæring af 28. juni 2001 fra autoriseret psykolog K. L. hedder det blandt andet:
"....
Jeg mødte L. første gang i min konsultation den 18. november 1997. Hun var dengang blevet opfordret til at opsøge undertegnede af sin arbejdsgiver, idet hun på et personaleudviklingskursus havde gennemgået nogle stærke oplevelser, der havde gjort hende uarbejdsdygtig i det socialpædagogiske arbejde ved K. i Herning.

Jeg konstaterede ved min første samtale med L., at hun befandt sig i en akut krisetilstand. Hendes funktionsniveau havde på alle områder en sådan karakter, at det kaldte på primær omsorg for hende. Hun var følelsesmæssigt læderet, og enhver tanke om genoptagelse af arbejdet på institutionen var åbenlys irrelevant.
...."

I en afgørelse af 13. november 2001 fra Den Sociale Ankestyrelse om varigt mén hedder det blandt andet:
"....
Ankestyrelsen finder, at De er berettiget til godtgørelse for 5% varigt mén, lovens § 33, stk. 1 og 2.

Begrundelsen for afgørelsen er, at De har været udsat for en belastning af en sådan sværhedsgrad, at tilfældet er anerkendt som et chok på Deres arbejde i forbindelse med overlevelsesturen, og at De på trods af en bedring af Deres psykiske tilstand under Deres barselsorlov, nu oplever en forringet livskvalitet.

Ankestyrelsen vurderer derfor, at De har lettere psykiske gener som følge af den anerkendte arbejdsskade. Erstatningen er fastsat skønsmæssigt på baggrund af det beskrevne forløb mellem overlevelsesturen og Deres nuværende situation.
...."

Socialpædagogernes Landsforbund fik den 11. december 2001 på vegne af sagsøgeren aktindsigt i den sociale ankestyrelses sag. Det hedder blandt andet i en skriftlig lægeudtalelse ved psykiater O. B. G. af 11. oktober 2001:
"....
I.
Sagen skønnes tilstrækkelig belyst.

II.
Der er ikke belæg for at antage at pågældende forud for hændelsen i nov. 1997 fejlede noget i psykisk henseende. Efterfølgende udviklede hun en først akutpræget belastningsreaktion, som imidlertid siden hen er blevet kronificeret. Der har været tale om symptomdæmpning i betydelig grad i perioder med aflastning specielt under en barsel, men ved nye og selv ret beskedne belastninger er en væsentlig del af den oprindelige symptomatologi dukket op igen. Der har været givet psykologisk behandling som har haft en vis forbigående men ikke varig effekt. Der må udfra de foreliggende oplysninger skønnes at være årsagssammenhæng mellem arbejdsskade og psykiske symptomer.

Helheds vurderet skønnes der at foreligge en let til moderat posttraumatisk belastningsreaktion svarende til:

III.
En méngrad i området 10 - 15%.

...."

Af et referat fra et møde den 7. november 2001 fremgår, at O. B. G. ville karakterisere belastningen som mild.

Arbejdsskadestyrelsen har den 8. februar 2002 udtalt, at styrelsen vurderer, at stationær tidspunktet er 12 måneder efter den skadelige påvirkning, det vil sige den 14. november 1998.

Af journalkort fra egen læge fremgår ingen oplysninger i relation til eventuelle psykiske problemer forud for den 14. november 1997.

Af udtalelse fra tidligere arbejdsgivere, herunder sagsøgte, fremgår heller ikke oplysninger om psykiske problemer forud for den 14. november 1997.

Sagsøgerens påstand fremkommer således:
"....

Mistet
indtægt i perioden 31/8 - 31/10 1998
2 måneder á kr. 16.892,36                                  kr. 33.784,72
+ feriepenge 12½ % heraf                                    kr.   4.223,09

                                                                                   kr.  38.007,81
modtaget fra
kommunen i sygedagpenge i perioden
1/9 - 31/10 1998 2 måneder á kr. 11.960,00        kr. -23.920,00

                                                                                kr.   14.087,81
svie og smerte for perioderne
17/11 1997 - 31/1 1998 og
5/5 - 31/10 1998 256 dage á kr. 70,00                       kr.  17.920,00

I alt                                                                                  kr.  32.007,81

...."

Sagsøgte har ikke bestridt kravet størrelsesmæssigt.

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren og vidneforklaring af J., A., B., V., J., U., H. C. og K. M..

Dommen afsiges i medfør af retsplejelovens § 366 a, stk. 2, idet der om forklaringerne henvises til retsbogen for den 4. november 2002.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende:

at inden sagsøger deltog i overlevelsesturen, var hun velfungerende og uden nogen tegn på psykiske lidelser. Hun har arbejdet som pædagog siden 01.07.1985 og frem til tilskadekomsten i 1997. Det fremgår af diverse udtalelser fra de institutioner, hvor sagsøger tidligere har været beskæftiget, at hun har deltaget i arbejdet på lige fod med de øvrige pædagoger,

at sagsøgeren under overlevelsesturen blev udsat for, hvad hun opfattede som en kraftig psykisk påvirkning,

at hun umiddelbart efter overlevelsesturen søgte egen læge,

at symptomerne efter den psykiske påvirkning, sagsøgeren blev udsat for under overlevelsesturen, er anerkendt som en arbejdsskade af Arbejdsskadestyrelsen,

at Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende har fastsat sagsøgerens varige mén til 5%,

at sagsøgeren er blevet bevilget flexjob, og

at sagsøgerens tilstand har været stationær 12 måneder efter deltagelsen i overlevelsesturen.

Det gøres endvidere gældende:

at de personer, sagsøger havde antaget til at arrangere overlevelsesturen, var uden rutine i at gennemføre et sådant arrangement,

at der ikke ved tilrettelæggelsen blev taget hensyn til deltagernes individuelle forudsætninger,

at deltagerne ikke kendte til turens omfang, varighed, formål eller de prøvelser, de ville blive udsat for,

at deltagerne under turen blev overladt til sig selv i et område, de ikke var kendt i, og at deltagerne således ikke havde nogen reel mulighed for under forløbet at sige fra og stoppe deltagelsen,

at turlederne udtrykkeligt havde frasagt sig ethvert ansvar for turens forløb,

at turens daglige leder deltog i overlevelsesturen på lige vilkår med de øvrige deltagere og dermed havde fralagt sig de ledelsesbeføjelser, der sædvanligvis tilkommer en leder,

at sagsøger ikke modtog behørig instruktion i, hvorledes hun skulle forholde sig under overlevelsesturen,

at der ikke er blevet ført tilsyn med sagsøger eller hendes kolleger under overlevelsesturen,

at det ved gennemførelsen af en overlevelsestur påhviler arbejdsgiveren at sikre, at deltagerne ikke bliver udsat for situationer, der kan medføre risiko for medarbejdernes fysiske og psykiske helbred, og

at sagsøgte som arbejdsgiver har forsømt denne forpligtelse, uagtet at sagsøgte burde have vidst, at netop deltagelse i overlevelsesture kan være en voldsom psykisk oplevelse for deltagerne.

Afslutningsvis gøres det gældende, at sagsøgtes erstatningsansvar skal bedømmes efter en skærpet norm, da der ikke alene er tale om et arbejdsgiveransvar, men tillige er tale om en situation, hvor arbejdsgiveren har pålagt medarbejderne at fungere udenfor de vante arbejdsmæssige omgivelser og i nogle situationer, hvortil medarbejderne ikke er uddannede.

Sagsøgte har til støtte for sine påstande gjort gældende:

at hverken sagsøgte eller nogen for hvis handlinger sagsøgte hæfter har handlet ansvarspådragende i relation til sagsøgers sygemelding i perioden fra 14. november 1997,

at sagsøgtes eventuelle erstatningsansvar skal bedømmes efter en almindelig culpanorm, idet sagsøgtes angivelser om, at sagsøgtes erstatningsansvar skal bedømmes efter en skærpet culpanorm bestrides,

at de ansatte allerede forinden mødet den 10. november 1997 var bekendt med, at der skulle afholdet en såkaldt "overlevelsestur",

at de ansatte forinden gennemførelsen af turen blev gjort bekendt med, at det ikke var obligatorisk pålagt at deltage i turen, ligesom de ansatte blev bekendtgjort med, at man undervejs i arrangementet kunne vælge ikke længere at deltage,

at arrangementet ikke udsatte de ansatte for påvirkninger, som var egnet til at udløse voldsomme psykiske reaktioner,

at sagsøgte ikke har udvist fejl eller forsømmelser i forbindelse med tilrettelæggelsen af eller afviklingen af det omtalte arrangement, hvis form og indhold ikke afviger fra, hvad der er sædvanligt og almindeligt forekommende ved sådanne arrangementer,

at sagsøgte havde overladt tilrettelæggelsen af turen til instruktører, der efter det for sagsøgte oplyste havde erfaring med tilrettelæggelse af lignende arrangementer,

at sagsøgte ikke hæfter for eventuelle fejl begået af disse instruktører, der i relation til sagsøgte var selvstændigt virkende tredjemænd,

at der ikke er årsagssammenhæng imellem sagsøgers deltagelse i arrangementet den 14. - 15. november 1997 og sagsøgers sygemelding i de af sagsøger angivne perioder,

at sagsøgte ikke ved ikke at have indbragt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse af sagsøgers lidelse under arbejdsskadesikringsloven for Den Sociale Ankestyrelse har anerkendt årsagssammenhængen, jf. herved FED 1995.1461 Ø,

at sagsøgers forudbestående psykiske konstitution har været årsag til sagsøgers sygemelding,

at det af sagsøger opgjorte erstatningskrav er udokumenteret og ukorrekt opgjort, idet det bestrides, at sagsøger skulle være berettiget til godtgørelse for svie og smerte i en periode som angivet af sagsøger samt

at det er udokumenteret, at sagsøgers sygemeldinger efter sagsøgers fratræden hos sagsøgte skulle være forårsaget af sagsøgers deltagelse i arrangementet den 14. - 15. november 1997.

Rettens bemærkninger:

Der foreligger ingen oplysninger om, at sagsøgeren forud for den 14. november 1997 skulle have haft psykiske problemer og retten lægger derfor til grund, at hun ikke har haft sådanne problemer.

Efter de foreliggende lægelige oplysninger og erklæringerne fra den psykolog, der behandlede sagsøgeren efter den 14. november 1997, sammenholdt med sagsøgerens og nogle af vidnernes forklaringer om sagsøgerens tilstand i dagene efter den 14. - 15. november 1997 findes bevist, at der er årsagssammenhæng mellem de belastninger sagsøgeren har været udsat for under turen den 14. - 15. november 1997 og de psykiske problemer, hun fik derefter.

Uanset at vidnet B. benægter at have benyttet ordet "pjæk", må retten efter de foreliggende oplysninger lægge til grund, at det var en del af sagsøgerens tjenestepligt at deltage i "overlevelsesturen" på den socialpædagogiske dag, og at sagsøgte ikke havde arrangeret andet arbejde hos sagsøgte, som en ansat kunne have udført, hvis den pågældende ikke havde ønsket at deltage i turen.

I følge kontrakten om "overlevelsesturen" skulle den indeholde grænseoverskridende elementer. I følge vidnet Bachs forklaring havde han, der underskrev kontrakten på vegne af sagsøgte, ikke nærmere orienteret sig om, hvad turen konkret indebar, blandt andet vidste han ikke med sikkerhed, om et natløb ville indgå.

Efter sagsøgerens og vidneforklaringerne må lægges til grund, at deltagerne under turen blev udsat for en del uvante fysiske aktiviteter, at deltagerne ikke fik søvn eller kun lidt søvn i forløbet fra de mødte om morgenen, fredag den 14. november 1997 til de kunne tage hjem lørdag den 15. november 1997 om morgenen eller først på formiddagen, at nogle af øvelserne kunne være psykisk belastende for nogle, for eksempel at gå op i et højt tårn/silo af en stige, at der om aftenen den 14. november 1997 indgik et socialt arrangement, hvor der var lejlighed til at indtage alkohol, at der herefter var et natløb, hvor deltagerne i den kolde regnfulde nat blandt andet skulle gå i for dem ukendt terræn en ukendt distance med en båre med en person på i en mørk skov af en ujævn skovvej, at sagsøgeren i sin fysiske og psykiske udmattede tilstand under natløbet ikke så nogen mulighed for at sige fra, idet hendes gruppe, i hvert fald det meste af tiden var overladt til sig selv, og at hun ved den sidste øvelse af personer i sin gruppe blev presset til at deltage.

Under disse omstændigheder findes sagsøgte erstatningsansvarlig for den psykiske skade, der overgik sagsøgeren under "overlevelsesturen".

Herefter tages sagsøgerens påstand til følge som nedenfor bestemt, det bemærkes, at retten ikke finder grundlag for at tilsidesætte ankestyrelsens afgørelse af stationærtidspunktet.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.


THI KENDES FOR RET:

Inden 14 dage fra dato betaler sagsøgte, K, til sagsøgeren L. 32.007,81 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 14. november 1997 til betaling sker af 17.920,- og fra den 7. maj 2001 af 14.087,81 kr.

Inden samme frist betaler sagsøgte til mandataren, Socialpædagogernes Landsforbund sagens omkostninger med 8.500,- kr.

 

Til top Sidst opdateret: 16-12-2002 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorEmail: herning@domstol.dk