Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom i sag om knivdrab 
11-10-2019 

Dom i sag om knivdrab på samlever i Tim.
 

SS 99-2909/2019

Sagen kort fortalt

En 55-årig kvinde var tiltalt for at have dræbt sin jævnaldrende samlever gennem flere år med knivstik på parrets fælles bopæl i Tim.

Kvinden nægtede sig under retssagen skyldig med henvisning til, at hun ikke havde stukket samleveren, men at han måtte havde have stukket sig selv.

Dommens resultat
Retten fandt kvinden skyldig i overensstemmelse med tiltalen og straffede hende med 12 års fængsel.

Retten lagde ved skyldvurderingen vægt på, at kvinden havde givet samleveren et stik i bugen, som havde ramt en pulsåre og medført, at han forblødte, og at hun herudover havde tilføjet ham et knivstik i brystregionen, som var få millimeter fra at ramme ham i hjertet. Navnlig på baggrund, heraf men også på baggrund af kvindens udtalelser både lige før og lige efter samleverens død om, at hun ville slå ham ihjel og havde stukket ham med kniv, samt tekniske beviser på, at stikket i nærheden af hjertet var tilføjet med en kniv, som blev fundet i køkkenvasken, fandt retten det – uanset hendes forklaring i retten, om at manden selv havde tilføjet sig de to stik – bevist, at det var hende, der havde tilføjet samleveren de to knivstik. Da retten også fandt det bevist, at hun i forbindelse med, at hun tilføjede ham knivstikkene, vidste eller i hvert fald måtte anse det som overvejende sandsynligt, at han ville dø af dem, blev hun fundet skyldig i at have dræbt ham.

Ved udmålingen af straffen lagde retten vægt på, at der ikke – heller ikke trods oplysninger om, at samlivet var konfliktfyldt, og kvinden var alvorlig syg – forelå omstændigheder, der gav grundlag for at fravige den straf, der som udgangspunkt fastsættes for drab.

Sagen var en nævningesag. Dommere og nævninger var enige om dommens resultat.

Den 55-årige kvinde valgte at anke dommen til frifindelse, subsidiært formildelse.

Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Herning den 11. oktober 2019.

Kontaktinformation til parternes repræsentanter
Forsvarer: Advokat Morten Wosylus Kamp.
Anklagemyndighed: Specialanklager Pia Koudahl, Midt- og Vestjyllands Politi.

 

Til top Sidst opdateret: 11-10-2019 
Retten i HerningseperatorHaraldsgade 28seperator7400 HerningseperatorTelefon: 99686000seperatorEmail: herning@domstol.dk